Essay af Emma Rosenzweig: Tre af mine kjoler, at øve sig på minder

Freya Dalsjø-kjolen, lyserød, glimmer, metallisk, købt i 2014

Jeg kigger ned ad min krop, min mave er kæmpestor, min navle har vendt sig på vrangen, den stritter udad, den har sin egen tyngdekraft, jeg kan ikke længere se mit køn. Det irriterer mig, jeg kan godt lide at kigge på mit køn, på hårene, på kønsbenet. Jeg holder af det liv, den afdeling af min krop lever, men det er et liv, som på mange måder har lukket af ind til resten af mig lige nu, fordi der ligger et barn i min mave, som tager al pladsen, i bogstaveligste forstand. Når jeg har sex med min kæreste, minder det mig om de gange, jeg har prøvet virtual reality, jeg ser det ske, men jeg er frakoblet og frosset til, maven og barnet er VR-brillerne med den forskel, at jeg ikke kan tage dem af.

LÆS OGSÅ: Stylist Linda Bostrøm: “Det perfekte kit til det helt rigtige nøgne makeuplook“

I aften skal vi til middag og fernisering på et museum udenfor København. Det er en af min kærestes venner, som skal fejres for åbningen af sin nye udstilling. Det er også i aften, jeg for første gang skal møde min kærestes vens ekskone, som min kæreste har fortalt mig kort om, fordi hun er en gammel veninde. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tage på. De sidste par uger har jeg boet i joggingtøj, store bløde bukser, store bløde trøjer. Jeg kan bedst lide at gå med løst tøj, eller helt uden tøj, jeg elsker, når frotté rammer min hud, jeg hader at mærke syninger og mærker. Jeg prøver en rummelig sort prikket silkekjole, som jeg engang har købt i Paris, men beslutter mig i stedet for, at jeg ikke vil gemme mig mere. Der er så meget forbundet med min graviditet, som har givet mig lyst til at gemme mig. En af årsagerne er måske, at jeg af mange i min kærestes bekendtskabskreds er blevet modtaget som symbolet på hans forliste ægteskab.

Graviditeten sætter et definitivt punktum, selv om det er en lykke, som peger fremad for min kæreste og mig, opfattes det, til tider forståeligt nok, af nogen som værende for tidligt, måske endda som en decideret hån imod det, min mand lægger bag sig. Jeg har tænkt: “Jeg gemmer min mave væk, jeg har ikke behov for at flage det, jeg kan være lykkelig, når jeg er alene med min kæreste, og når vi er sammen med vores nærmeste. Jeg kan gemme min glæde for dem, som den sårer, hvis det hjælper dem.” Det har jeg så gjort, men det må jeg droppe nu. Jeg er nødt til give mig selv lov til at være glad. Jeg vil have en stram kjole på i aften, jeg vil være stolt af min mave, og det barn, som ligger indeni den.

Da vi ankommer, er alt, som det plejer. Jeg holder min hånd i min kærestes, noget af det mest sexede jeg ved, er at holde ham i hånden, mens vi går, mærke hans puls. Vi siger hej til en masse, som jeg ikke ved, hvem er, og som jeg også er ligeglad med, hvem er, og vi krammer dem, vi kender. Da vi står foran det første maleri og griner over noget, som har moret os, ser min kæreste, at hans vens ekskone er kommet, og vi går hen til hende. Min kæreste introducerer os, jeg hilser venligt på hende, jeg har set frem til at møde hende, jeg har hørt meget godt om hende, jeg har tænkt, at hun lyder spændende. Jeg har forstået, at hun er en kvinde, som ikke har opført sig helt, som det har været forventet af hende, og jeg kan godt lide den slags kvinder, den type, som nogen nemt kan vælge at hade. I stedet for at hilse på mig vender hun blikket væk og begynder at sænke sin krop ned mod gulvet. Først skal jeg lige forstå, hvad der foregår, men der går ikke længe, før jeg kan se, at det er en demonstrativ handling, der udspiller sig, i ikke-velmenende forstand.

LÆS OGSÅ: Kommunikations- og marketingansvarlig hos Stine Goya: “Jeg er besat af den her”

Da hun sidder ned i øjenhøjde med min mave, som for første gang er svøbt i en stram kjole, siger hun til den: “Ja, og dér er der en baby, og det har jeg hørt om… Hellooooo,” før hun vender sig om og går sin vej med en vred mine uden på noget tidspunkt at have set mig i øjnene. Min kæreste og jeg står måbende tilbage, selv om det langt fra er første gang, vi møder en kvinde på min kærestes alder, som opfører sig sådan over for mig. En, som ser mig som legemliggørelsen af en trussel, en repræsentant for, at ting kan gå i stykker, men hvor de svære følelser aldrig bliver rettet mod manden, som man kender, men kun mod kvinden, som man ikke kender. Jeg tænker, at hun nok har sine egne grunde til at lade sin vrede fylde, jeg prøver at lade være med at lade mig gå på af det, men jeg kan ikke, eller jeg vil ikke mere.

Jeg har taget en stram kjole på, jeg har gjort mig sårbar. Og jeg føler skam over min mave, som stritter frem, jeg bliver rasende over, at det er sket så mange gange. Det er, som om det først står klart for mig nu, hvor forkert det er, at det første jeg tænker, er, at jeg ikke skulle have taget kjolen på. Min kæreste og jeg beslutter os for at droppe middagen. Vi kører langs stranden, hvor vi finder en hinsides liggende restaurant nede ved vandet. Vi sætter os i gårdhaven og bestiller vin. Den lyserøde glimmerstribede kjole spejler sig i det røde lys fra varmelamperne, og vi møder et andet par, som også er flygtet fra museets middag.

Jennifer Lopez-lingerikjolen, rød med blomster, købt i 2020

Kære søn, ingen bærer min kjole bedre end du. Jeg købte den af Maria nede i Fogal. Jeg blev så lykkelig, da jeg så, at det var Jennifer Lopez, der havde designet den. Jeg tænkte: “Findes der noget bedre end en kjole, som både er lavet til intime momenter og en tur på stranden?” Jeg tænkte: “Gid der fandtes flere beklædningsgenstande, som man føler sig nøgen i, følelsen af ikke at kunne mærke, at man har noget på. Jeg gik med den uafbrudt, tog den på, når jeg vågnede om morgenen i sommerhuset og ned på stranden efter morgenmaden, jeg badede i den, jeg lod den tørre i sommervinden, mens den stadig hang på mig, og jeg dansede i den på kroen om aftenen. Indtil du tog den fra mig, var den en af mine yndlingskjoler.

Min elskede søn, ingen bærer den kjole, som du gør. Jeg lukker den for dig med min lyserøde elastik, som jeg binder om stropperne, så du kan passe den, mens jeg dufter til din nakke. Når jeg ser dig gå rundt i den kjole, føler jeg et håb, som jeg ikke kan sætte ord på. Du går rundt i den ude i haven, du hopper på trampolinen i den, du vil gerne sove med den på. Når vi får besøg, siger du til de nyankommne: “Se min kjole, det er min mors, er den ikke smuk, det der er røde roser,” og jeg irettesætter dig og siger, du ikke skal klatre i træer med den på, fordi jeg er glad for den, og jeg ikke vil have, den skal gå i stykker.

Jeg har skændtes meget med din far om, at du skal have lov til at gå i de kjoler, du gerne vil gå i. Jeg synes, det er vigtigt, at du kan gå i det, du gerne vil gå i, jeg synes, det er vigtigt, at du lærer, at dét din storesøster, din kusine og jeg har på, også er noget, du kan vælge, hvis du vil. Jeg kan græde over, hvor meget du er din egen, over den alvor og ægthed, du påfører alt, du tager på. Forleden sagde en veninde til mig, at vores børn uden tvivl bliver klogere, end vi er, og det er du et bevis på. Ingen bærer kjolen med de røde roser, som du gør, og den tilhører ikke længere mig.

LÆS OGSÅ: Stylist Mads Axelsen: Det er et godt sted at kigge hen for inspiration

Brudekjolen, 1920’erne, blonde, eBay, købt i 2018

Vi skal giftes, og jeg skal have en brudekjole. Jeg køber alt mit tøj på eBay, jeg vil også købe min brudekjole der. Det er en principiel ting. Jeg kan ikke lide at prøve tøj i prøverum. Det er upersonligt og intimiderende og ofte idéforladt. Jeg vil gerne have noget gammelt på. Noget som andre har gået i. Jeg vil gerne bære noget, som bærer mig, tøj, som har minder, jeg ikke kender til. Jeg vil gerne giftes i en kjole, som en anden er blevet gift i. Der er flere, som spørger mig, om de må lave en kjole til mig, men jeg vil finde den selv. Jeg sætter en dyd i at finde ting på nettet, det er alvor for mig, det er ikke for sjov. En nat, hvor jeg er vågen, sidder jeg og kigger på min computer, og jeg finder en kjole. Den er fra 1920’erne, den er lavet i støvet råhvid blonde, den har 26 knapper i ryggen og et bælte i livet, som er i samme materiale som resten af kjolen. Bagtil har den et langt efterslæb. Jeg aner ikke, om jeg kan passe den, men jeg bestiller den.

Næste morgen vågner jeg og siger til min kæreste: “Jeg har fundet min bryllupskjole.” Der går tre uger, før den ankommer med posten. Den er for stor, og den er gennemsigtig, den er perfekt. I brystet er der syet en gammel mønt ind, som gør, at stoffet vejer ind mod kroppen. Jeg finder mit violfarvede undertøjssæt i frotté, som min veninde har lavet, frem, for det vil jeg have på indenunder. Kjolen er helt gennemsigtig under dens gamle blonder, så man vil komme til at se undertøjet.

Til vores bryllup græder jeg allerede, da jeg går med min steddatter, mine niecer og min mands niecer ned ad græsset i den store have, som vi bliver viet i. Jeg har taget en kæmpe hat på, som jeg kan gemme mine tårer under. Senere danser jeg så meget og så voldsomt, at flere af kvinderne fra festen træder med deres hæle ned i slæbet på kjolen. Det fylder mig med lykke, jo mere den bliver ødelagt og medtaget, jo mere bidrager jeg til dens historie, jo mindre vil jeg glemme den.