Sæt tempoet helt ned og nulstil nervesystemet med denne nye type wellnessoplevelse
Spa anno 2026 er meget mere end dampbade og massager. Det er også et sted, hvor du kan tage tempoet helt ud af krop og sind, nulstille nervesystemet og få hjælp til at huske, hvem du er under støjen med et såkaldt floating soundbath. Her gør lydterapeuten dig klogere på den særlige wellnessoplevelse, som er en del af en ny bølge af moderne selvomsorg.
Du ligger på en luftmadras i en pool. Luften omkring dig er varm, du har et tæppe over kroppen, og en øjenmaske lukker alt lys ude.
Først er der stille. Helt stille. Så overtager gonger, tibetanske syngeskåle, klokkespil og andre blide instrumenter langsomt lydbilledet og sender i løbet af den næste halvanden time forskellige vibrationer gennem din vægtløse krop, mens sindet går i dvale.
Hvis du som mange andre lever livet liv i et højt tempo, så er der ifølge Aistė Li mange gode grunde til at tage plads på den bløde madras i poolen og give krop og sind en pause. Hun er psykolog og lydterapeut og afholder såkaldte floating soundbaths på Kurhotel Skodsborg nord for København.
– Floating soundbaths tilbyder det modsatte af tempo. De skaber et rum, hvor kroppen kan hvile, sindet kan sætte farten ned, og systemet kan nulstilles. I et hurtigt, overstimuleret samfund er oplevelser, der bringer dyb regulering og genforbindelse ikke en luksus – de er nødvendige, forklarer hun.
De særlige sessioner, der kombinerer wellness med lyd- og flydeterapi, er således en del af en ny bølge af moderne selvomsorg, hvor skønhed i stigende grad handler om andet og mere end produkter.
Følelsen af at komme hjem – For mig er et floating soundbath dyb, ubesværet afslapning. Vandet holder min krop, lyden bærer mit sind indad, og alting blødgøres langsomt. Tankerne bliver roligere, nervesystemet falder til ro, og der er en blid følelse af at komme hjem – tilbage til mig selv, fortæller Aistė Li om sine egne erfaringer med det flydende lydbad.
Samme oplevelse ser hun hos mange af dem, som hun guider under floating soundbath-sessionerne. De fortæller, at de føler sig bløde, lettere i kroppen og roligere i sindet – som om de har haft mange timers hvile på kort tid, refererer hun.
For nogle kan oplevelsen imidlertid være mere konfronterende, da det at flyde til lyd, mens alle andre distraktioner er skåret væk, kan sætte gang i hele følelsesregistret.
– Nogle går igennem det, jeg blidt kalder en følelsesmæssig detox. Forskellige følelser kan dukke op – tristhed, glæde, spænding, minder – og bevæge sig i bølger. Bagefter afløses de af en følelse af tomhed, men på en god måde. Man føler sig klarere indeni, siger Aistė Li og fortsætter:
– I begyndelsen af en session forklarer jeg altid, at lyd – især gongerne – fungerer som et spejl for din indre tilstand. Den afspejler, hvor du er i det øjeblik. Hvor forbundet du er med dig selv. Hvor meget du holder fast i. Der findes ingen ”rigtig” oplevelse af et floating soundbath. Uanset hvad der opstår, er det simpelthen et ærligt møde med dig selv – og det er i den ærlighed, at helingen begynder.
Lyden hjælper dig med at huske
Det er på ingen måde et nyt påhit at arbejde med lydvibrationer i forhold til at berolige nervesystemet. Det har man gjort i årtusinder. Når instrumenter som tibetanske syngeskåle eller gonger spilles på og omkring kroppen, bevæger vibrationerne sig gennem væv, muskler og endda dybere strukturer, forklarer Aistė Li.
– En af de vigtigste effekter er harmonisering. Ligesom instrumenter kan komme ud af balance, kan kroppen og nervesystemet komme ud af balance på grund af stress, traumer eller langvarig spænding. Lyd hjælper systemet med at reorganisere sig selv og leder det blidt tilbage mod sammenhæng og ligevægt, siger hun og fortsætter:
– Lydhealing hjælper også med at sænke hjernebølgetilstande. De stabile, resonante toner opfordrer hjernen til at skifte fra aktive betabølger – tænkning, analyse, stress – til langsommere alfa- og thetatilstande – afslapning, kreativitet, under- bevidst bearbejdning.
I disse tilstande kan kroppen hvile dybere, reparere og få adgang til lagret følelsesmæssigt materiale på en sikker måde. På denne måde tilføjer lyd ikke noget nyt – den hjælper dig med at huske, hvem du er under støjen.
Når man kombinerer lydvibrationerne med det at flyde, giver det ifølge Aistė Li et ekstra lag til oplevelsen.
– Vores kroppe består af omkring 70 procent vand. Lyd bevæger sig hurtigere og mere effektivt gennem vand end gennem luft, hvilket betyder, at når du modtager lydhealing, mens du ligger på en flydende madras, bevæger vibrationerne sig gennem kroppen på en mere fordybende og tredimensionel måde. Det er ikke kun noget, du hører – det er noget, du føler indefra.
– Når du flyder på vand, kan kroppen overgive sig fuldstændigt. Musklerne blødgøres, fordi de ikke arbejder mod tyngdekraften på samme måde, og nervesystemet begynder at nedregulere. Dette skaber ideelle betingelser for, at lydvibrationerne kan understøtte harmonisering, stressreduktion og følelsesmæssig frigørelse, forklarer lydterapeuten.
Hun tilføjer, at der desuden er noget meget velkendt ved det at flyde. Vi forbinder det nemlig med tiden som fostre i livmoderen, hvor vi vægtløst svævede rundt, omgivet af væske. Og den tid kan du altså på en måde nu genopleve på en blød madras i en varm spa.