Gun-Britt: ”Du SKAL ikke se ud på én bestemt måde, når du er 30 eller 50”
SPONSORERET indhold

Gun-Britt: ”Du SKAL ikke se ud på én bestemt måde, når du er 30 eller 50”

Der er kommet en større ”ret” til at eksperimentere med sit udseende, uanset hvad ens alder måtte være, og det er både smukt og befriende, mener Gun-Britt Zeller. Alligevel er der én fysisk forandring, der følger med alderen, som Gun-Britt selv stadig kæmper lidt med.

Af: Simone Vedel Hellgreen Laursen og Sara Wilkins Foto: Franne Voigt
29. apr. 2020 | Mode | ALT for damerne

Der findes dem, der stresser over at blive ældre og græmmer sig hver gang, de fylder rundt.

Dem hører Gun-Britt Zeller ikke til. Hun har faktisk aldrig bekymret sig om sin alder og er tværtimod stolt af at blive ældre.

– Jeg tror, det er, fordi jeg har det godt med alder. Jeg er nok egentlig en af de typer, som godt kan lide at blive ældre. Jeg er nærmest stolt over det. Jeg har aldrig haft de der kriser, som nogle godt kan have, når de fylder rundt. Og jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg af en eller anden grund altid har set frem til at blive ældre. Derfor tænker jeg også allerede, at det bliver spændende, om jeg når at blive 80 år, og hvad det i så fald bringer, fortæller den 69-årige frisør i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

Her tilføjer hun, at man skal huske på, hvad alternativet til at blive ældre er.

– Jeg har det i hvert fald selv sådan, at jeg føler mig heldig, at jeg får lov til at blive 70. Og tingene har jo også ændret sig i verden. Du SKAL ikke se ud på én bestemt måde, når du er 30 eller 50. Alt er tilladt i dag. Der er en frihed og ret til at eksperimentere, hvilket jeg godt kan lide. Alder er blevet en flydende ting, og det er meget mere smukt, siger frisøren, der med sine misundelsesværdigt lange, gråhvide lokker selv har været med til at skubbe til normerne indenfor frisurer og alder. Ja, gråt hår er flot. Nej, du behøver ikke at farve det. Og jo, du må gerne stadig have langt hår, selvom du har passeret de 50 år.

”Er det virkelig MIN krop?”

Alligevel er der én fysisk forandring, der følger med alderen, som Gun-Britt stadig kæmper lidt med at slutte fred med.

– Jeg tror, at det værste ved alder er kroppens forfald. Oppe i hovedet føler jeg mig jo som den samme, som jeg altid har været, men når jeg så kigger mig i spejlet, kan jeg godt tænke: ”Er det virkelig MIN krop?” – og det er det jo.

– På den anden side er der også noget smukt ved det. At kroppen forandrer sig. Når jeg ser en, som er rigtig gammel, så tænker jeg, at det er smukt. Der er noget skønhed ved det – og det skal man også huske at sige til sig selv. At det er smukt, det som sker. Så man ikke fortaber sig i alt det andet. For man er først og fremmest heldig, at man er her. For man kunne jo lige så godt ikke være her. – Dermed ikke sagt, at jeg bare lader stå til. Jeg forsøger at gøre noget, og jeg synes egentlig, at jeg kommer rigtig godt igennem det. Selvfølgelig, når jeg tager alt tøjet af, så kan jeg jo godt se, at det rynker og folder lidt. Og så tænker jeg, at om 10 år, så folder det endnu mere – og det skal det jo. Det er naturen.

Læs meget mere om Gun-Britt Zeller i denne uges ALT for damerne, der er på gaden torsdag, hvor hun blandt andet fortæller om en hård barndom, sine træningsrutiner og hvorfor ydre skønhed ikke betyder ret meget, hvis den indre skønhed ikke er der.

Anbefalet til dig