Erin Wasson
SPONSORERET indhold

Erin Wasson: "Det sparker blodcirkulationen i gang"

Den 36-årige amerikanske topmodel sagde ja tak til vores croissant-invitation, da hun besøgte Danmark for at gå show for norske Holzweiler. Men vi burde have taget avokado eller pommes frites med.

Af: Marie Lodberg Foto: Rasmus Weng Karlsen
15. mar. 2018 | Mode | Eurowoman

Hvordan begynder din dag?
– Det kommer an på, om jeg er hjemme i New York eller i Los Angeles. Jeg har haft bopæl i ­begge byer i 15 år. Når jeg er i L.A., vågner jeg med min hund Cream klistret til mit ansigt. Så sætter jeg kaffe over, kigger ud af vinduet, får øje på havet og siger til Cream: "Kom, nu tager vi på stranden!" Når jeg er i New York, sætter jeg også kaffe over som det første, åbner vinduerne og læser lidt avis. Jeg kan godt lide at have god tid om morgenen, inden jeg skal ud og have noget med resten af verden at gøre. Jeg er ikke typen, der starter min dag på en kaffebar.

Er du glad, når du vågner?
– Njaeh. Jeg skal lige vågne og have lidt tid for mig selv. Men jeg er altid ret taknemmelig, når jeg vågner.

LÆS OGSÅ: Denise Willenbrack Christensen om sine favorittasker: "De symboliserer to vigtige milepæle i mit liv"

Hvad er du taknemmelig for?
– Det her liv! At jeg er i stand til at handle på ting, blive inspireret, være kreativ, dele mine ideer med verden, rejse, mine fantastiske venner, min dejlige kæreste og familie. Der er så meget at være taknemmelig for. At være glad og tilfreds er dit eget ansvar. Hvis du er taknemmelig, har du også lettere ved at være glad.

Har du nogle ritualer om morgenen?
– Jeg kan godt lide at sætte en plade på grammofonen. Det kan være noget let jazz, som Charlie Parker, eller noget roligt etiopisk eller afrikansk musik.

Hvad er dit bedste tip til folk, der er morgensøvnige?
– Vask dit ansigt med koldt vand, og drik en kop kogende vand med masser af citron. Og så har jeg lige lært, at det kan være en god ide at lægge sig på gulvet med numsen helt ind mod væggen og benene op af væggen. Det sparker blodcirkulationen i gang.

Hvordan vælger du hvad du skal have på?
– Jeg har min uniform, jeans og T-shirt. Der er jeg meget James Dean.

LÆS OGSÅ: Emily Salomon om sine favoritjeans: "De sidder perfekt på mig og holder både farve og pasform"

Hvor er det bedste sted i verden at spise morgenmad?
– Australien. Jeg ved ikke, hvad det er med de australiere, men uanset hvilken café, du besøger i Sydney eller Byron Bay, laver de den perfekte flat white og avokadotoast.

Anbefalet til dig