Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Foto: Alamy

10 grunde til, at du skal elske dit fedt

Fedt forebygger knoglebrud og andre "fede" fordele.

KLUMME: Jeg underviser kvinder i at kramme deres fedtdepoter. Det gør jeg både helt bogstaveligt, rent mentalt og mere spirituelt ved at skabe kontakt til den universelle kærlighed og kanalisere den direkte ind i fedtdepoterne.

Den bogstavelige og spirituelle kramning af fedtdepoterne kræver, at vi sidder over for hinanden. I mangel af det kan du øve dig på at kramme dine fedtdepoter mentalt ved at lade disse 10 gode grunde til at elske dine fedtdepoter synke ind i dine mentale overbevisninger, mens du giver slip på gamle og skadelige tanker om fedt.

LÆS OGSÅ: 7 sundhedsråd, du absolut ikke skal følge

1: Fedtdeponering er sundt
Det er et sundhedstegn, at din krop er i stand til at deponere fedt i fedtdepoterne. Der findes sygdomme, hvor kroppen ikke kan det. Mennesker, der lider af det bliver meget syge. Så vær du glad for, at dine fedtdepoter kan suge fedt til sig.

2: Du har taget langsomt på
Hvis du har taget langsomt på - hvis vægten ligesom er kommet snigende over en årrække - så har fedtet haft god tid til at sætte sig i fedtdepoterne i stedet for andre steder i kroppen. Det er sundt. Hvis du derimod har taget hurtigt på - f.eks. efter en slankekur - så er fedtet i kroppen mere usundt, fordi noget af det så sidder farlige steder.

3: Du taber dig langsomt
Hvis du ønsker at gå ned i vægt, så glæd dig over at det går langsommere, end du måske kunne tænke dig. Fedttab skal gå langsomt, hvis det skal være sundt, da kroppen skal kunne nå at følge med i omsætning og udskillelse.

LÆS OGSÅ: Flad mave: Her er den mest effektive øvelse

4: Fedtdepoter gør dig frugtbar
Din kropsfedtprocent er nødt til at være over et vist niveau for, at du kan få ægløsning og blive gravid. Det skyldes bl.a. forplantningshormonet leptin, der bliver dannet i fedtvævet. Mangel på fedtvæv giver mangel på leptin.

5: Fedtdepoter tiltrækker mænd
Mænd bliver tiltrukket af kvinder, der ikke er for tynde. Fedtdepoter signalerer frugtbarhed og overskud til at tage sig af de eventuelle børn, der måtte komme ud af seksuelt samvær. Videnskabelige undersøgelser har vist, at mænd foretrækker kvinder meget mere fyldige end kvinder tror, de gør.

6: Fedtdepoter giver mere motion
Fedtdepoter giver ekstra vægt på kroppen. Det er en fordel, når du f.eks. går, da du så skal flytte flere kilo ved hvert skridt. Det øger dit motionsudbytte af en helt almindelig gåtur.

LÆS OGSÅ: Derfor elsker jeg min muffin-mave

7: Kvindelige fedtdepoter forebygger sygdomme
De særligt kvindelige fedtdepoter på balder, hofter og lår sænker risikoen for bl.a. hjertekarsygdomme og type 2 diabetes. Det usunde fedt er det fedt, der sidder i og omkring de indre organer. Dit sunde fedt omkring hofterne virker som en slags modvægt til det usunde fedt på maven - "mandefedtet".

8: Kvindelige fedtdepoter forebygger knoglebrud
Når kvinder kommer op i årene, så stiger risikoen for knogleskørhed og knoglebrud. Fedt på hofter og lår gør dels, at knoglerne holder sig stærkere og dels, at hvis man kommer til at falde, så er der noget til at tage stødet. Det virker ligesom en airbag i en bil. Det er bare ikke luft, men fedt - en slags 'fatbag'.

9: Fedtdepoter som tegn på livskvalitet
Små fedtdepoter er et usundt tegn på overdrevet selvkontrol og manglende evne til at give efter for de sanselige lyster. Tilpas store fedtdepoter er derimod et sundt tegn på, at man af og til giver slip og nyder livets sanselige glæder - og bliver dermed et tegn på velvære og livskvalitet.

10: Fedtdepoter som tegn på sund stresshåndtering
Du kan aflæse mængden af stress i dit liv i størrelsen på dine fedtdepoter. Spisning sænker stress, og selvom det ikke er den sundeste måde at håndtere stress på, så er det endnu mere usundt at lade stå til og bare lade stressen vokse og vokse. Klap dig selv på fedtet og glæd dig over, at du takket være din spisning ikke er gået ned med stress endnu.

LÆS OGSÅ: Her får du alle ALT for damernes opskrifter på pasta - gratis

LÆS OGSÅ: Er du for tyk til at dyrke yoga? – Nix, det mener disse 15 inspirerende kvinder ikke

LÆS OGSÅ: Klummeskribent: "Vi skal skamme os, når vi spiser pasta og hvidt brød" 

Per Brændgaard


Per Brændgaard er cand.scient. i human ernæring, Center for Bevidst Sundhed.

Han har udgivet flere bøger om ernæring og sundhed.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger. 
Se, hvad vi ellers skriver om: Fedtprocent, Kroppen og Per Brændgaard