Betina fik diagnosen ADHD som 34-årig: "Jeg forstod, at jeg hverken er dum eller ugidelig"

Allerede som barn følte jeg mig anderledes. Det var kedeligt at sidde stille, og jeg elskede de fag, hvor man kunne bruge sin krop. Jeg gik både til formning, håndarbejde og gymnastik –og blokfløjte og håndbold. Lærerne mente, jeg havde svært ved at lære og var ugidelig og lidt ordblind.

Det sværeste var den evige følelse af ikke at passe ind. At de andre børn forstod noget, jeg ikke forstod. Hvis vi kom ud i skolegården, og alle løb til højre, løb jeg stensikkert til venstre. Det nonverbale har jeg aldrig fanget. Det er stadig pivsvært.

Jeg fik ofte at vide, at jeg var hysterisk, og når jeg blev ked af det eller ikke forstod noget, fik jeg at vide, at jeg skulle opføre mig ordentligt. Der har virkelig været meget skældud.

Jeg blev mobbet fra 5. til 9. klasse. Jeg reagerer ofte kraftigt; når jeg bliver ked af det, bliver jeg megaked af det. Når jeg bliver vred, bliver jeg virkelig vred. Og det er jo ”sjovt” at mobbe nogen, der reagerer kraftigt. Alt det gjorde, at jeg slet ikke brød mig om skolen.

Jeg begyndte heldigvis i pigegarden. Jeg havde ikke meget selvværd og vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle opbygge venskaber eller holde fast i dem. Selv om de andre piger gerne ville mig, havde jeg svært ved at se det. Hele mit tidlige liv følte jeg mig ofte misforstået og skubbet væk.

Jeg blev udredt i en alder af 34 år. Fordi mit barn fik diagnosen. Jeg havde overhovedet ikke selv set det, men på et kursus for forældre til børn med ADHD spurgte en anden forælder, om jeg ikke også havde ADHD. Senere spurgte en af underviserne om det samme, og min daværende mand mente, der kunne være noget om snakken.

Jeg blev trodsig og gik til lægen for at bevise, at jeg ikke havde ADHD. Men forlod psykiateren med en klokkeklar diagnose og den første recept på medicin.

Jeg startede på medicin og fik hurtigt en unik oplevelse: Jeg er ved at gøre badeværelset rent og kommer jeg i tanke om, at jeg skal ringe til kommunen. Normalt ville jeg lægge, hvad jeg var i gang med, for ikke at glemme det. Og bilde mig selv ind, at jeg ville gå tilbage til badeværelset og fortsætte. Men det ville aldrig ske; jeg ville blive afledt og gå videre med noget nyt.

Men her lykkedes det mig at sige til mig selv: ”Jeg mangler bare lige spejlet. Det kan jeg godt gøre, før jeg ringer.” Og det gjorde jeg. Da jeg lagde røret på, satte jeg mig ned og græd. Jeg havde lige klaret at afslutte mere end én opgave – og at komme i tanke om noget andet undervejs og gøre det ene færdigt først.

Jeg tænkte: ”Gad vide, om det er sådan, andre lever?”

At få diagnosen var et chok. Jeg var jo sikker på, jeg ikke havde den. Samtidig tænkte jeg: ”Okay, én ting mere. Jeg er dum, ugidelig og lettere ordblind – og så har jeg også ADHD.” Men ADHDforeningen tilbød et forløb for nydiagnosticerede, og det ændrede mit liv radikalt. Jeg forstod, at jeg hverken er dum eller ugidelig. Men at jeg har ADHD og kæmper bravt.

Efter kurset fik jeg blod på tanden. Jeg føler, at jeg gik fra at være guldfisk til at være svane. Da jeg fandt ud af, at jeg havde vinger, måtte jeg udforske, hvor de kunne føre mig hen. Jeg tog blandt andet fag på HF-niveau og fik 10 og 12.

I dag lever jeg et dejligt liv. Jeg blev skilt efter diagnosen. Kort efter mødte jeg min nuværende mand. Han vidste, at jeg har ADHD, og at møde én, der accepterer mig, gjorde mig godt. At få diagnosen har bestemt ikke løst alt. Men det har hjulpet at forstå mig selv og finde ud af, hvor jeg kan få hjælp.