Den ærgerlige forklaring på at jeg løber langsomt

Løbeblog uge 12: Forleden var jeg ude at løbe, og dér så jeg en dame foran mig, som løb så langsomt, at jeg fik det helt dejligt med mig selv. Det var jo kun et spørgsmål om tid, før jeg overhalede hende. Men sådan gik det ikke. Den langsomme dame forsvandt stille og roligt i horisonten. Ergo: Jeg var endnu langsommere. Derudover oplevede jeg endnu en ydmygelse til min sædvanlige træning, hvor hele holdet fik til opgave at spurte 2x400 meter. Efter 50 meter var jeg overhalet af stort set alle, efter 100 måtte jeg sætte farten ned, efter 200 så jeg døden i øjnene. Og mere husker jeg faktisk ikke.

LÆS OGSÅ: Chris: Bliv en bedre løber med intervaltræning

Hvad går galt? Jeg konsulterede min ekskæreste, der udover at være min søns far også er en løbetype. Den slags, der har løbet maraton rundt omkring i verden og som "slapper af, når han løber". Han forsøgte at trøste mig. Desværre på mandemåden. Han mente nemlig slet ikke, at min langsomhed var min skyld, eftersom jeg havde "samme krop som Michael Laudrup".

"Lavt tyngdepunkt" uddybede han, hvilket som bekendt er to andre ord for "korte ben". Men det skulle jeg slet ikke være ked af. Som han sagde: "Det kan godt være, at du ikke er så hurtig. Til gengæld er du god til at skifte retning."

Jo, tak. Så håber vi bare, at 5 km ruten til ALT for damernes kvindeløb er zig zagget.

Lektien: Der er oftest ingen grund til at spørge sin ekskæreste til råds om noget som helst. Heller ikke løb.




LÆS OGSÅ PÅ FITLIVING.DK: Boost din forårsform og din forbrænding