Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Vinterdepression
Foto: Getty

Sådan kommer du til at elske din efterårsblues

Føler du dig (også) ramt af efterårsblues? Daisy Løvendahl gør dig her klogere på, hvorfor dit overskud daler lidt (eller meget), og tipper dig om de ting du rent faktisk kan gøre for at sætte mere pris på efteråret.

1. Skab små smukke stunder i hverdagen

Det er længe siden, det var ferie, og hverdagen har taget over. Der er vasketøj i bunker, stribevis af mails og sikkert meget på programmet. Det er pludselig svært at finde tid til dem, du holder af, og de spontane glas vin og den ekstra time oppe er forsvundet i aftener på sofaen, serier og følelsen af, at chokolade er langt mere attråværdigt end sex.

Sådan håndterer du det: Lad være med at lade dig stresse, og hop for himlens skyld ikke ind i hamsterhjulet. Lad det køre uden dig, og stå i stedet af ved hver dag at skabe små smukke stunder, der lader dig og dem, du holder af, op med energi. Tag en morgenløbetur eller 15 minutter på yogamåtten. Gå udenfor i din frokostpause og se på de faldende blade. Tag familien i hånden, og gå en aftentur, hvor I ser solen gå ned. Der er så meget skønhed i efteråret, som du kan drikke ind og nyde ganske gratis. Giv det prioritet, og bliv ved med at række ud efter dem, der får dit hjerte til at banke hurtigere. Det er (næsten) altid bedre end chokolade, når først I har fundet hinanden.

Læs også: Sådan får du mere energi og overskud på 7 dage

 

2. Slut fred med årstiden

I sommer, da dagen var på sit højeste, var den fem timer længere end nu. Fem timer! Så pludselig er det slut med følelsen af, at der er tid til det hele med lange aftener ude, hvor timer bare går, og du føler dig mere overskudsagtig end normalt. Luften er blevet køligere, bladene falder af træerne, og du har mindre tid med energi til at nå det, du vil. Derfor føler du måske også en tristhed over, at den følelse af, at tingene lykkes nemt, langsomt forsvinder, og det hele bliver lidt sværere, da der for hver dag er lidt mindre energi at gøre godt med.

Sådan håndterer du det: Den sikreste vej til frustration over vinterens komme er modstand. Det er ligesom at bekæmpe vrede med skældud. Det fører kun til mere konflikt. Accepter i stedet, at sommeren definitivt er ovre, og bered dig på vinter. Accepter, at du højst sandsynligt har lidt mindre energi, og sæt dine forventninger til dig selv ned. Måske skal du være 10 % mindre effektiv og forberede dig på, at de 10 % over de kommende måneder måske kommer op på 20 %. Og det er okay. Tillad dig selv at trække blikket og din energi lidt ind, og accepter, at som vi går mod mørket og den dybe vinter, gør vi også mindre hver dag.

3. Giv din krop ekstra omsorg

Selvom de store influenzaepidemier oftest først rammer senere på efteråret og plager os indtil næste forår, er det nu, de første tegn på forkølelse, snotnæse og hovedpiner plejer at ramme os. Der er næsten intet mere deprimerende end påmindelsen om, hvor rædsomt træt man kan blive af at være småsyg, og hvor mange uger det potentielt kan være hverdag at køre på halvt blus med masser af Kleenex i tasken.

Sådan håndterer du det: Selvom det er fristende gradvist at spise lidt mere tilfældigt og motionere lidt mindre, indtil du ender lidt tungere og meget trættere i begyndelsen af det nye år, så drej allerede nu dig selv i en anden retning. Tænk på, hvor befriende det ville være ikke at skulle begynde det nye år med en kur, bedre motionsvaner eller en detox, fordi du faktisk allerede var et godt sted. Sæt dig i dag med en kalender, og afsæt tid til den form for motion og bevægelse, du holder af. Gør tiden, du bruger på det, til en topprioritet, og husk på, at et engagement i at passe på dig selv vil give dig meget bedre energi de næste mange måneder, hvor du skal kæmpe med vinteren.

4. Vælg dit eget tempo, og læg en strategi

Efteråret er højsæson for arbejde, da der ikke er alle de små helligdage, som giver en pause i foråret. Tværtimod er der mange uger i træk med fem arbejdsdage og en masse, der skal klares, inden året er omme. Du har muligvis en række konkrete mål, der skal indfries, inden året er omme, og to do-listen er godt fyldt op.

Sådan håndterer du det: I stedet for at halse derudad så brug to timer på at tænke dig godt om. Gør dig helt klart, hvad du skal nå, og skriv det ned. Skriv både det ned, der hører til i dit arbejdsliv og i dit privatliv. Når du har det sort på hvidt, så sorter det i to bunker. Nødvendigt og muligt. Det, der er nødvendigt, tager du alvorligt, og det andet lader du umiddelbart ligge og tager kun op, hvis energien er der. Lav derpå en strategi for, hvordan du vil gribe det nødvendige an, og tag ansvar for din egen gode rejse hen mod årets slutning.

Om eksperten

Daisy Løvendahl er personlig rådgiver, foredragsholder, har en kandidatgrad i filosofi og kommunikation og er forfatter til bøgerne ”LEV” og ”ELSK”. Hun har stor erfaring med at guide sine klienter gennem det moderne livs udfordringer, så der er plads til både kærlighed, familie og karriere. Bor i København med sin mand og deres to børn. Læs mere på Daisylovendahl.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi og Sund livsstil