Evas far fik en blodprop i hjernen: "Det var, som om jeg havde mistet ham, mens han var i live"

Far, jeg elsker dig rigtig meget. Hvis du kunne sige noget, ville du sige, at du også elsker mig.

Sådan skrev Eva i sin dagbog 1. november 2019. Samme dag havde hendes far, Yago, fået en blodprop i hjernen, og da han vågnede efter operationen, kunne han ikke kommunikere med sin familie.

Blodproppen havde frataget ham evnen til at tale, læse og skrive, en tilstand kaldet afasi.

"Jeg var lettet over, at min far overlevede, men jeg var bange for, at han havde ændret personlighed," husker 23-årige Eva Elvira Bundgaard-Raundal.

"Det var hårdt at sørge; som om jeg havde mistet ham, mens han var i live. Sommetider tænkte jeg på, om det var nemmere, hvis han havde været død."

Som en fuld person

Eva og Yago sidder i familiens køkkenalrum i villaen uden for Aarhus med udsigt til haven og få hundrede meter til Brabrand Sø. Det var netop den sø, Yago løb en tur ved, da hans syn sløret, men han tilskrev det snevejret.

Hjemme følte han sig utilpas og lagde sig. En time senere gik Eva, som dengang boede hjemme, ind til ham. Yagos blik var sløret, og Eva kunne ikke komme i kontakt med ham.

"Det var som en meget beruset person, og jeg forstod, at det var virkelig alvorligt," fortæller Eva.

Yago faldt om, og Eva fik ham bugseret tilbage i sengen. Hun ringede til alarmcentralen, og kort efter ankom en ambulance med udrykning.

"Han mistede bevidstheden, og jeg var bange for, at han var ved at dø," husker Eva.

Og Yago havde formentlig været død, hvis ikke hun havde handlet hurtigt. En skanning viste nemlig, at han havde en blodprop i hjernen.

Han blev opereret samme dag. Familien, som også tæller hustruen Marianne og sønnerne Anton og Jens, var lettede, men snart stod det klart, at livet var ændret for altid.

Flyt stauderne!

Yago elsker Shakespeare, har studeret sprogfilosof og talte flydende spansk, da hans mor er spanier. Før blodproppen var han rektor på et gymnasium i Aarhus og optrådte sommetider i medierne.

Men i tre måneder efter blodproppen kunne han kun kommunikere med små rebuslignende tegninger. Efter tre dage på Aarhus Universitetshospital blev Yago overført til Hammel Neurocenter for hjerneskadede patienter, og han viser hæftet med rebustegninger fra indlæggelsen.

En af dem forklarer, hvordan et staudebed i haven skal flyttes, på en anden har han tegnet en gravid kvinde for at spørge sin kone, som er jordemor, hvornår hun får fri fra arbejde.

"Det er vildt, hvor meget vi forstod, fordi vi er i familie og kender hinanden så godt," siger Eva.

Rotte, kaffe og appelsin

Yago arbejdede dog intensivt for at få sit sprog tilbage. Hans første ord var ”rotte”, idet han ville forklare, at der var rotter i kompostbunken. Siden fulgte ”appelsin” og ”kaffe”.

"Jeg kunne sige navneord, men ikke udsagnsord; jeg kunne sige kaffe, men ikke at jeg gerne ville have en kop kaffe. Det var forfærdeligt, for da gik det op for mig, hvor slemt det stod til," fortæller 50-årige Yago Bundgaard.

I begyndelsen var der fremskridt, men da Yago blev udskrevet efter tre måneder, stod det klart, at hans tilstand ikke ville blive meget bedre.

"I begyndelsen forholdt vi os kun til én dag ad gangen. Der var meget håb, fordi det gik fremad, og vi håbede, at han ville komme sig helt, men som håbet forsvandt, blev det sværere at være i det," husker Eva.

Kærlig cykelreparation

Hun bekymrede sig for fremtiden. Kunne hun gennemføre gymnasiet, når hun ikke havde sin far at sparre med? Ville hendes forældre gå fra hinanden?

Hendes frygt blev dog ikke til virkelighed; hun bestod studentereksamenen og læser i dag politik og økonomi, og begge forældrenes navne står stadig på postkassen.

"Vi elsker hinanden og er rykket tættere sammen, men vi er også blevet skrøbelige," påpeger Eva.

Hun gik til psykolog, men fik mest ud af at skrive dagbog og tale med sine venner, og selv om hendes far i lang tid ikke kunne tale til hende, følte hun stadig, at han var der.

"Jeg var aldrig tvivl om, at han var der, men jeg var lidt bange for at fortælle ham, hvordan jeg havde det, for jeg var bange for, hvordan han ville reagere," siger Eva.

Hvad Yago ikke kunne udtrykke med ord, kunne han dog vise i handlinger, og da Eva blev vegetar, lavede han hver dag vegetariske retter til hende.

"Nu henter ham mig også og lapper min cykel, det gjorde han ikke før," griner hun.

Leder efter det spanske

Der gik et år, før Yago atter havde et såkaldt funktionelt sprog. Han taler stadig langsomt, leder indimellem efter ordene og laver omvendte ordstillinger, som når udlændinge taler dansk.

Men han taler, og det er det vigtigste.

"Du tog kontrol over din situation og gik akademisk til værks, for du vidste, at du kun blev bedre til at tale ved at øve dig," sammenfatter Eva.

Yagos spanske er dog ikke vendt tilbage i samme grad som dansk. Han kan læse overskrifter og skrive ”sms-sprog”, som han siger.

Han er i dag førtidspensionist og har engageret sig i foreningen Hjernesagen og en tilsvarende europæisk patientforening. Og han har stadig mange planer for sit liv, for eksempel at flytte et år til Madrid sammen med Marianne i håb om, at de spanske gloser kommer igen.

"Jeg er ikke bitter over, at det lige var mig, der fik en blodprop, men jeg er taknemmelig over, at Eva reagerede så hurtigt," siger han og smiler til sin datter.

"Du har reddet mit liv."

En dyster grundtone

"Ja, men det er lidt svært for mig, fordi rollerne blev byttet om. Jeg burde ikke være i en situation, hvor jeg skal redde min fars liv. Nu er rollerne heldigvis byttet om igen," siger Eva, som dog fortsat mærket af oplevelsen.

"Chokket sidder i kroppen. Vi er blevet lidt skrøbelige. Jeg tager altid telefonen! Og hvis min mor er 20 minutter forsinket, ringer jeg fire gange," indrømmer hun og mærker også, at hun har et andet syn på livet end sine jævnaldrende.

"Jeg er blevet opmærksom på, hvad livet også indeholder; det har fået en mere dyster grundtone," siger Eva.

Men hun har stadig sin far, og det er det vigtigste.