Nanna Hovgaard: ”Jeg har fundet ud af, at der er vigtigere ting i livet, end hvad jeg vejer”

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Nanna Hovgaard og Josephine Kuhn skulle blive glade for at løbe. Faktisk var der store dele af deres unge år, hvor de skiftevis hadede motion og var besat af det, og hvor formålet altid var det samme: at tabe sig.

Men sådan er det ikke længere. For udover motion og frisk luft så giver løbet dem også en særlig glæde, som er svær at finde andre steder.

Nanna: "Jeg oplever ægte livsglæde, når jeg løber udenfor. Jeg græder ikke så nemt, men jeg kan virkelig blive rørt over at være ude i naturen. Der kan jeg mærke hele min krop og glæden ved at være menneske. At være et menneske, der er i naturen i alle dens forskellige versioner, er virkelig rart."

Josephine: "Jeg kan genkende alt det, du siger. Jeg så på et tidspunkt en, der skrev, at nu var det tid til at løbe udenfor igen. Jeg kan slet ikke forstå dem, der løber inde fra oktober til marts. Nanna og Josephine løber udenfor året rundt og i alt slags vejr. For dem handler løbet om mere end bare at forbrænde kalorier."

Josephine: "Det får mig gennem vinteren, at jeg kommer udenfor. Jeg får slet ikke den samme oplevelse, hvis jeg tager ned og løber i et fitnesscenter. Jeg bor på Islands Brygge lige ved Amager Fælled, og det er et skønt område at løbe i. Sidste uge så jeg sælen, der bor ved Sluseholmen, og ugen inden mødte jeg et rådyr på Amager Fælled. Jeg elsker, at jeg kan få naturoplevelser, selvom jeg bor i byen, og at jeg kan følge med i, hvordan lyset skifter. Jeg vil slet ikke være det foruden."

I dag har de to kvinder bag den populære samtalepodcast ”Fries Before Guys” begge fundet glæden ved at løbe, men det har taget lang tid at nå dertil, og der er stadig ting, de drømmer om at forbedre.

Men nu handler rejsen i højere grad om accept, og ungdommens tvang er lagt på hylden.

Mindre kropstillid og mere præstation

Nanna og Josephine husker hver især en barndom, hvor de havde et naturligt forhold til bevægelse. Frikvartererne blev tilbragt i løb, de kørte på rulleskøjter, hoppede i sjippetov og klatrede på stativerne i skolegården. Alt sammen noget de gjorde helt uden at tænke over det.

Men det ændrede sig hurtigt, da motion begyndte at handle mere om præstation end fornøjelse, og det, der før havde været sjovt og umiddelbart, blev erstattet af en følelse af aldrig at være god nok.

Nanna: "Jeg har aldrig været glad for at gå til noget. Jeg følte altid mindreværd, og at jeg ikke passede ind. Jeg kunne heller ikke lide at have idræt, for så skulle jeg spille høvdingebold og blive smadret. Jeg syntes bare, det var ubehageligt at dyrke sport, faktisk."

Josephine: "Jeg kan virkelig genkende det, du siger. Da jeg gik i 9. klasse, fik jeg et karakterark med hjem, hvor der var en udtalelse om idræt, og der stod, at de ikke kunne sige noget om mig, fordi jeg aldrig kom til timerne."

Josephine beskriver, hvordan hun nærmest blev bange for al sport, fordi hun ikke kunne holde ud, at det hele handlede om præstation og konkurrence.

Josephine: "Jeg har gået til alt muligt. Dans, karate, håndbold og fodbold, men jeg kunne aldrig finde mig til rette i det, og derfor havde jeg enormt svært ved at se mig selv som et menneske, der kunne være aktiv. Jeg fik bare mindre og mindre kropstillid."

Den tiltagende modstand mod motion blev for begges vedkommende også ledsaget af et stort ønske om at tabe sig.

Nanna: "I 6. klasse ville vi alle sammen på kur, og jeg lå på gulvet derhjemme og lavede pilates sammen med min veninde, så vi kunne tabe os. Jeg fik bare et usundt forhold til det at bevæge mig. Det var hele tiden med det fortegn, at jeg skulle tabe mig."

Josephine: "Jeg begyndte også at dyrke tvangspræget motion, da jeg var 11 år. Det var især, efter jeg havde set filmen ”Nynnes dagbog”. Mille Dinesens karakter syntes jo, at hun var tyk i den film. Altså kan I huske, hvor slank hun faktisk var?"

Nanna: "Ja, og der blev sagt, at hendes ekskærestes nye kæreste havde guirlande-patter."

Josephine: "Og hun havde bare helt perfekte, små bryster. Men det gjorde så stort indtryk på mig, fordi: ”hvordan ser jeg så ikke ud, hvis Nynne har deller?” Der gik jeg på kur for første gang."

Tynd på tv

Josephine og Nannas fokus på at være tynde fulgte dem ind i de unge voksenår og formede, hvordan de så på kost, motion og dem selv.

Det har taget dem lang tid at finde en tilstand i det at bevæge sig, hvor det ikke handler om præstation, kalorier og slankeidealer, og det har for dem begge krævet en aktiv kamp at gøre op med den slankekurs-mentalitet, der i høj grad har præget barndommen og ungdommen.

Josephine: "Vi slår ikke længere os selv oveni hovedet over noget, når det kommer til kost og træning. Altså den fitness-mentalitet fra 10’erne, der sagde: ”Work hard, play hard” eller ”No pain, no gain” fungerer bare ikke for mig. Jeg er også sikker på, at al forskning i idrætspsykologi peger på, at det er meget få, der kan opretholde træningsvaner for livet med det mindset. Det er jo ikke pisken, der skal drive værket."

Nanna: "Der var også engang et tv-program, der hed ”The Biggest Loser”. Det var et amerikansk program, hvor de skulle træne, til de brækkede sig, og de græd altid bagefter."

Josephine: "Det var også på dansk. ”Den største taber”. Hvor man skulle sidde og tænke: ”Hvor er de tykke. Tænk at blive så tyk. Ej, se lige det, de spiser.”

Nanna: "Vi har jo set sådan noget gennem hele vores barndom."

Josephine: "I 00’erne og 10'erne var det fuldstændig standard at se sådan nogle programmer. Der var slet ikke fokus på det mentale aspekt, og jeg kan stadig blive skuffet, når jeg tænder for fjernsynet i dag."

Josephine refererer til TV 2-programmet ”Snyd din alder”, der har undertitlen ”Yngre på 12 uger”. Programmet udforsker begrebet longevity, der kort sagt handler om en livsstil, der er livsforlængede og foryngende. Amin Jensen, Ditte Hansen og Jesper Skibby undersøger, om de kan sænke deres krops alder på bare 12 uger.

Josephine: "Jesper Skibby sagde i programmet, at det, han havde gennemgået, havde været så hårdt, at han ikke havde lyst til at blive ved. De glædede sig allerede til, at eksperimentet skulle stoppe. Det ærgrer mig, at det aldrig er i fokus, hvordan man skaber vedvarende vaner. Det handler altid om et quickfix, og dem har vi bare haft så mange af. Tab 5 kilo på 5 uger. Få en bikinikrop på 12 uger. Det var alt, jeg drømte om, da jeg var yngre."

Nanna: "Og det virkede jo også overkommeligt, fordi så sluttede det på et tidspunkt. Jeg skulle bare presse mig selv i 12 uger, og så var jeg færdig. Og jeg skal stadig ikke ret langt ind i min mentalitet, før jeg kan tænde for den knap igen. Jeg skal hele tiden aktivt slukke for den."

Josephine: "Ja, ”Nu er der to måneder til sommerferien. Hvor meget kan jeg nå at ændre?” Jeg lavede også en joke med Nanna, hvor jeg sagde, at der var tre uger til vores fotoshoot her til bladet, så kunne vi måske lige nå at tabe tre kilo. Sådan tænkte vi, da vi var yngre: ”Hvor mange kilo kan vi nå at tabe?”

Nanna: "Ja, inden en fest eller sådan noget. Der var altid noget."

Josephine: "Jeg har fastet og drukket vand med honning og cayennepeber i et døgn for at passe en kjole, da jeg gik på universitetet."

Men det var ikke kun fjernsynsprogrammer, fitnessguruer og alternative kostråd, der plantede giftige tanker hos dem gennem deres opvækst.

Nanna: "Min mor har været på kur hele sit liv. Der var altid et træningsprogram, en kur eller noget, hun så i fjernsynet. Men det var ikke kun min mor, for det går endnu længere tilbage. Min mormor var også på kur. Min farmor har været på kur hele sit liv. Selv da hun var dement og syg, var hun på kur."

Josephine: "Jeg spiste frokost med hende, da hun var syg, hvor hun stadig ikke tog smør på sit brød."

Nanna: "Det er jo drømmen om at komme til at se anderledes ud, der altid er der. Det går så mange generationer tilbage."

Slut med at jagte drømmen

Efter Nanna og Josephine er blevet ældre, har nye prioriteter hjulpet med at få de negative tanker lidt på afstand, og det har haft en gavnlig effekt.

Nanna: "Jeg vil ikke sige, at jeg elsker min krop nu, men der er nogle andre ting, der er vigtigere for mig. Jeg kunne nok godt tabe fem kilo, men det er ikke det vigtigste i mit liv. Overhovedet. Nu handler motion om, at jeg får det bedre mentalt. Jeg får mere overskud, mere selvtillid og mindre tungsind."

Den nyfundne accept er for dem begge kommet gennem lange samtaler med veninder, men også som en naturlig del af det at blive ældre.

Josephine: "Vi har fået et andet fokus i livet. Da jeg var yngre, troede jeg, at jeg skulle se ud på en bestemt måde. Nu kan jeg mærke, at jeg kunne bruge resten at mit liv på at jagte det. Det ville aldrig stoppe."

Nanna: "Jeg har fundet ud af, at der er vigtigere ting i livet, end hvad jeg vejer."

Tænker I stadig over, hvordan jeres kroppe ser ud?

Nanna: "Ja, meget."

Josephine: "Ja, det gør jeg. Så sent som i dag, har jeg stået og kigget mig i spejlet og tænkt: ”Hold kæft, hvor ser du latterlig ud.” Der er bryster, der hænger, en mave, der buler ud og en røv, der er for flad. Det stopper nok ikke, men jeg synes bare, at det er mere uinteressant nu."

Nanna: "Da jeg var yngre, var jeg fuldstændig besat af, hvordan jeg så ud, men nu kan jeg godt slukke for de tanker. Nu går jeg ud fra, at det er sådan her, min krop er, i stedet for hele tiden at drømme om en anden krop."

Josephine: "Ja, hvor du lever i din potentielle fremtid."

Nanna: "Ja, en fremtidig krop. Det er dejligt at være fri for det."

Et liv i balance

I dag har de to podcastværter begge fundet en god balance, så bevægelsen hverken er præget af tvang eller drømmen om et bestemt tal på vægten. Derimod bruger de træningen til at lade op, så de har mere at dele ud af i deres hverdag.

Josephine: "Vi styrketræner to gange om ugen med vores træner Marie, og så følger vi hver vores løbeprogram. Jeg løber fire gange om ugen, og nu taler jeg lige på dine vegne, Nanna, men du løber tre gange om ugen."

I en aktiv hverdag, hvor de både er nogens mor, kæreste, ven og kollega, kan det være svært at finde tid til at bevæge sig, men Josephine har fundet en måde, hvor det hele kan gå op i en højere enhed.

Josephine: "Jeg forsøger at tilføje motion til de ting, jeg alligevel skal i hverdagen. Så i stedet for at hente min datter på cykel, som jeg plejer, så løber jeg hen til dagplejen, og så tager vi bussen hjem. For mig er det en meget klassisk måde at få tid til mine løbeture. Det tager mig 20 minutter at hente hende på cykel, og det tager 35 minutter at løbe min tur og hente hende på vejen. Så jeg bruger 15 minutter ekstra på noget, der er godt for mig."

Josephine beskriver, at forhindringerne og de dårlige undskyldninger er sværere at finde, når hun fletter bevægelsen ind i sine daglige gøremål. Det har hjulpet hende med at mindske de barrierer, der kan være, når det kommer til motion.

Josephine: "Jeg synes ikke, at vi skal underkende, at for dem, der ikke dyrker motion, så er det virkelig svært at starte. Jeg synes tit, at det bliver ignoreret, når vi har samtaler om bevægelse. Det er så nemt at sige: ”Du skal bare gøre sådan her.” For mig har det taget fem år at gå fra aldrig at dyrke motion til at gøre det seks gange om ugen. Det er meget vigtigt for mig at understrege, at det er en proces. Og den er lang, og det er helt okay. Det tager lang tid at bygge sin grundform og sin muskelmasse op, for ellers kan du ikke holde til det."

Nanna: "Jeg har selv haft mange etaper i løbet, hvor jeg har været nødt til at sadle om og gøre det mindre, fordi min krop ikke var med på den. Det har været en kæmpe barriere for mig, men jeg har lært at leve med det nu. Men jeg kan se, hvordan andre mennesker i min nærhed, som ikke dyrker så meget motion, hele tiden kan finde alle mulige barrierer: At de ikke har tid eller overskud."

Josephine: "Ja, for de skal overskue at skulle noget, der er røvhårdt."

Nanna: "Jeg kan også mærke, at det ville være svært, hvis jeg ikke styrketrænede sammen med dig. Så ville min motivation dale meget."

Josephine: "Helt vildt. Fællesskabet omkring træning er en af de ting, der motiverer os."

Nanna og Josephine styrketræner to gange om ugen. Den ene gang er det kun de to og deres træner, mens de hver fredag morgen træner på et udendørs hold sammen med andre kvinder.

Josephine: "Der er den hyggeligste fredagsstemning. Der er god musik, lumre jokes og højt humør."

Nanna: "Og fordi vi er så meget sammen bare os to, er det også rart at snakke med nogle andre en gang imellem."

Holdtræningen giver dem en masse, men særligt en ting har været vigtig for dem at lade blive derhjemme.

Josephine: "Vi har forsøgt at fjerne ”alt eller intet”-tænkningen fra vores hjerner. Det er faktisk bedre, at jeg kommer 20 minutter for sent og kun yder 50%, end at jeg bliver hjemme."

Nanna: "Du skal huske, at det skal vare hele livet. Derfor skal du også acceptere, at der er perioder, hvor du ikke kan træne, eller du føler dig uoplagt."

Josephine: "Det er vigtigt at give dig selv lov til at underpræstere. Du kan ikke løbe den samme tur hver dag, og du kan ikke yde det samme til træning hver gang. Det er rart på holdene, hvor jeg kan gemme mig lidt bag de andre. Det er ikke så tydeligt, hvad jeg selv gør, og uanset hvad så får jeg gjort et eller andet."

Nanna: "Det er bare rart, at jeg nu ved, at de perioder ikke betyder, at jeg er stoppet med at træne, men at de er en del af at være et trænende menneske. Nogle gange vil du føle dig megafrisk, og andre gange har du de tungeste ben i verden. Jeg aner ikke, hvorfor det er sådan, men det kan du ikke gøre noget ved."

Et livslangt forhold

Selvom Josephine og Nanna er forskellige steder i deres rejse, har de begge fundet glæden ved motion gennem løb. Nanna er i gang med at træne sig op til at løbe 5 km, og Josephine træner op til sit andet halvmaraton.

I dag løber de flere gange om ugen, men det er hverken kommet hurtigt eller nemt.

Nanna: "Jeg begyndte at løbe lige inden corona. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg startede, men jeg var ude på en enkelt tur, og så opdagede jeg bare, hvor glad jeg blev af det. Så begyndte jeg at følge et løbeprogram, hvor jeg kunne gå fra sofaen til 5 km. Jeg løb fast efter det, indtil jeg blev skilt, for der gik mit liv lidt i stykker."

Nanna blev skilt i sommeren 2021. Herefter flyttede hun fra København til Aalborg, hvor hun kommer fra.

Nanna: "Jeg levede usundt i den periode, og jeg drak meget og røg meget. I juli 2023, fire måneder efter jeg fik min søn, begyndte jeg at løbe igen. Først lagde jeg ud med at gå meget på mine ture, og nu løber jeg tre gange om ugen."

Josephine: "Efter nogle års pause blev jeg inspireret af Nanna til at starte igen. Jeg kunne hurtigt mærke, at det var fedt, og det var noget, jeg virkelig kunne finde ud af. Jeg startede med bare at løbe en enkelt gang om ugen det første år. Det gav mig en følelse af succes, når jeg kom afsted den ene gang. Nu løber jeg fire gange om ugen."

Både Josephine og Nanna bruger en løbecoach. Nanna har valgt det, fordi hun har bøvlet meget med skader, og for Josephine er det en tryghed, når hun træner op til de lange distancer. Det har givet dem en masse ny viden.

Nanna: "Det er sjovt at tænke tilbage på, for da jeg startede med at løbe i 2020, var det på en helt anden måde, end jeg gør nu. Jeg har virkelig lært noget om, hvordan min puls styrer mit løb, som jeg ikke vidste før. Jeg troede, at jeg bare skulle løbe hurtigt."

Josephine: "Du løb alt, hvad du kunne, hver gang."

Nanna: "Ja, jeg løb 5 km mega hurtigt. Nu holder jeg øje med min puls, så den ikke kommer for højt op. Jeg har lært, hvad der er vigtigt, når jeg løber, og det gør, at jeg nyder mine ture meget mere. Det har revolutioneret løb for mig at vide, at jeg ikke skal løbe rundt med en maxpuls på 175. Det er jo slet ikke rart."

Josephine: "Mit løb har også ændret sig meget. Jeg træner op til mit andet halvmaraton, og det er en helt anden måde at løbe på. Og det er ikke sådan, jeg skal løbe resten af livet. Der er en sæson for alting, og det er meget vigtigt at huske. Der er en sæson til at løbe én gang om ugen, at løbe for frisk luft, at jagte en personlig rekord eller at løbe for genoptræning."

Nanna: "Ja, jeg er ved at træne op til at kunne løbe 5 km."

Josephine: "Det handler om, hvor man er i livet, og det er sundt for mig at være tvunget til at mærke efter, hvor jeg er. Jeg løber ikke den samme hastighed hver gang. Jeg er nødt til at mærke efter. Hvad er min energi til? Hvad kan jeg? Hvor er jeg i min cyklus? Mit løb skal passe til mit liv, det er ikke mit liv, der skal passe til løbet. Det er det, der gør, at jeg tror på, at jeg skal have et langt forhold til løb."

Kom godt i gang

Nanna og Josephine ved, hvor svært det er at få en god løberutine, men de synes selv, de endelig har knækket koden – og den vil de gerne give videre til andre. Især har de ét godt råd.

Josephine: "Sænk barren."

Nanna: "Ja, helt vildt, for ellers så overbelaster du dig selv."

Josephine: "I starten er det en god idé at blande dit løb med at gå. Tænk virkelig kort – løb et minut, gå et minut, og gør det i fem eller ti minutter. Du skal virkelig mærke efter."

Nanna: "Det er vigtigt at stole på rejsen og vide, at den kan være lang."

Josephine: "Og huske at du har resten af livet til at løbe. Det er ikke noget, du behøver at opnå på vildt kort tid. Tålmodighed er en dyd, synes jeg, når du skal kaste dig ud i løb."

Nanna: "Jeg tror, mange har nogle bristede drømme i forhold til løb, og der tænker jeg: Prøv nu bare at gøre det stille og roligt. Jeg tror, at der er sådan en mytisk fortælling om, at du skal kunne løbe 10 km, hvis du vil være løber."

Josephine: "Ja, eller 5 kilometer. Det er altså helt fint at løbe 2 km."

Nanna: "Du kan sagtens være en løber alligevel. Jeg ser da mig selv som en løber, selvom jeg aldrig løber mere end 3,5 kilometer."

Josephine: "Det er også godt at finde ud af, hvad der motiverer dig. Er det at komme ned i et fitnesscenter og snakke med andre? Eller at komme ud i naturen og se årstiderne skifte? Er det at have nogle friske farver på eller en god podcast i ørerne? Eller at du skal have en kold Cola Zero, når du kommer hjem?"

Nanna: "Og prøv gerne nogle forskellige ting af. Både at løbe med en ven, alene og på et hold. Der er virkelig mange veje at gå med løb."