Hanne-Vibeke Holst: "To gange om året tænder jeg af"

HVAD SIGER DU, HVIS VI SIGER AMBITION?
– At have ambitioner kan godt få en egoistisk klang, men de er vel simpelthen grunden til, at vi får udrettet noget. Og indimellem tager de så magten fra én. De var skyld i, at min far, forfatteren Knud Holst, mistede jordforbindelsen. Det fik jeg bekræftet, da jeg dykkede ned i hans historie for at skrive min nye bog „Knud, den store”. Han nåede op til stjernerne, men så havde han ikke mere benzin, drattede ned igen og landede med et ordentligt bump.
– Mine egne ambitioner har mest handlet om, at det næste værk skulle blive bedre end det sidste. Jeg tror, det er vigtigt, at man forstår at tilpasse sig. Det er derfor, det hedder survival of the fittest. Man er nødt til at sige: Okay, jeg troede, jeg skulle springe fem meter højt op og blive verdensmester, men mine ben er for korte, så jeg kan kun springe fire og få bronze. Hvis man ikke kan nedjustere sine forventninger, risikerer man at blive skuffet og – værst af alt – bitter. Generelt sagt tror jeg, at mænd har sværere ved at nedjustere end kvinder. Vi kvinder stiler ikke efter en forfremmelse for at kunne køre rundt i den største motherfucker Audi. Vi styres ikke på samme måde af vores drømme om status. Derfor er vi bedre til at se realiteterne i øjnene og glæde os over den anerkendelse, vi får.

LYKKE?
– Der er to udgaver: Guitarsolo-lykken, og så bassen, der lægger bunden og skaber grundfølelsen af, at man er det rigtige sted med de rigtige mennesker og ikke er i infight med sig selv. Med alderen er det blevet nemmere for mig at få bas-gangen til at køre derudad. Til gengæld kan der godt være længere mellem de helt vilde guitarsoloer. Jeg oplever dem indimellem, når jeg skriver, går en tur ved stranden – eller ligger i sofaen og ser X Factor med min dejlige mand og spiser Summerbird-chokolade og får et glas hvidvin. For nylig havde jeg fødselsdag, og alle mine tre børn kom til middag. Da kunne jeg æde lykke med ske hele aftenen. De to ældste er flyttet hjemmefra for længst, så det er ikke så tit, jeg er sammen med dem samtidig. I det hele taget er lykkefølelse for mig tæt knyttet til kærlighed og til at være sammen med dem, jeg elsker.

ENETID?
– Da jeg skrev „Knud, den store”, sad jeg i næsten et halvt år alene i mit sommerhus det meste af tiden. Jeg er jo næsten skizofren, når jeg er i gang med en bog. Så er min verden delt mellem den konkrete virkelighed, hvor jeg er sammen med min familie og mine venner, betaler skat og skal huske min venindes fødselsdag. Og så mit fiktive parallel- univers, som, når det går hårdt for sig, kan føles mere påtrængende.
– I opstartsfasen af en ny bog går jeg og leder efter et duftspor, som jeg kan stikke min næse i. Det er en spændende og udadvendt periode, hvor jeg strejfer rundt som en hund. Men jo nærmere jeg kommer på det helt store kødben, jo mere forsvinder jeg ind i min parallelverden.
– For hver bog, jeg har skrevet, har jeg sat barren lidt højere. „Knud, den store” var grænseoverskridende, fordi jeg invaderede min fars liv fuldstændig nådesløst. Han var 59 år, da han døde, og jeg skulle nærme mig hans alder for at have erfaring nok til at skrive om ham, syntes jeg. Men så havde jeg også travlt. Mange af vidnerne til den periode var på vej til at forsvinde, det hastede. Undervejs har jeg ført flere samtaler med min far i mit hoved, og i starten var han ret bange for, om jeg var dygtig nok. Hvis der skulle hugges en statue af ham, skulle den fandeme være flot. Men efterhånden fik han mere tiltro til mig, og jeg er ret sikker på, han ville synes, slutresultatet er okay.

DRIVKRAFT?
– En af mine største drivkræfter er nysgerrighed. Jeg er evigt fascineret af og overrasket over mine medmennesker. Selv om jeg har skrevet 1.500 romansider om politik f.eks., kommer det stadig bag på mig, hvor infamt, egoistisk og taktisk politikere kan agere. Men også hvor idealistiske, uegennyttige og arbejdsomme de kan være.
– Uanset hvad jeg har skrevet om, har der altid været et politisk eller moralsk lag. Jeg er meget optaget af det gode og det onde, sandhed og løgn. I mine øjne er løgne destruktive og roden til meget ballade.
– Da min mor døde, fandt vi ud af, at min lillesøster faktisk ikke var min fars datter. Det var en bombe under min familie. Jeg blev meget vred på min mor, men fik også medlidenhed med hende. Hold kæft, hvor må det have ædt af hende at bære den løgn alene. Jeg ville aldrig selv have løjet på den måde. Heldigvis er min lillesøster et storsindet menneske, der tog det fint. Min roman „Undskyldningen” er inspireret af den historie, og når jeg har været ude og fortælle om den, har jeg opdaget, at der er mange, der har været ude for tilsvarende løgne i deres familie.

JALOUSI?
– Jeg har kun været jaloux, når det var meget velbegrundet. Ellers tror jeg blindt på, at min partner er mig tro. Og det er min nuværende mand også. Vi har været gift i 17 år uden det mindste optræk til utroskab. Til gengæld var vi begge gift med andre, da vi mødte hinanden og var dermed vores daværende ægtefæller utro. Derfor diskuterede vi det en del i starten. Jeg sagde til min mand, at hvis han f.eks. kom til at træde ved siden af på en rejse, ville det være træls og svært, men jeg ville kunne forstå og tilgive det. Shit happens. Men sådan har han det slet ikke, sagde han. Han ville ikke kunne acceptere det den anden vej. Jeg holder fast i, at det kan ske og ser det som et tegn på, at der er en mislyd i ens forhold. Langt hen ad vejen kan man jo styre, om man vil lade sig friste eller ej.

TEMPERAMENT?
– Jeg bilder mig ind, at jeg er meget langmodig. Men jeg tænder af cirka to gange om året. Alle mine tre børn er enige om, at det var noget af det værste, der kunne ske i deres barndom, netop fordi det skete så sjældent. De ynder stadig at fortælle historien om dengang, jeg stod med skraldeposen i hånden for at gå ned med den og kom op at skændes med min mand. Jeg ville køre min datter til svømning, han mente, at jeg var en curlingmor, og at hun havde bedre af at tage bussen. Rasende kylede jeg skraldeposen hen ad stuegulvet, så der væltede kaffegrums, æggeskaller og kartoffelskræller ud. Hvorpå jeg hev fat i min datter og kørte af sted med hende. Jeg nåede dog at rase af, inden jeg kom hjem. Og fandt skraldeposen på samme sted, som jeg havde efterladt den. Så blev jeg rasende igen. Men til sidst kunne jeg ikke lade være med at grine.
– På ét område har jeg ingen tålmodighed, det er i trafikken, og når nogen forbryder sig mod fællesskabet. Jeg kan blive edderspændt rasende over cyklister, der kører på strøget, eller folk der smider en pizzabakke ved siden af en skraldespand. Engang skældte jeg højlydt ud over den slags, men min familie har tigget mig om at lade være, så jeg prøver at beherske mig.

PRÆSTATIONSANGST?
– Jeg lider meget af præstationsangst, men jeg er blevet bedre til at tale den ned, ligesom når man skal nødlande et fly. Jeg ser en coach cirka hver fjerde måned, og han er god til at hjælpe mig. Hans funktion er at få den panik og det mindreværdskompleks, som alle kunstnere kender til, talt over i noget mere konstruktivt, så jeg kan komme videre. Midt i forløbet med „Knud, den store” havde jeg en meget vigtig samtale med ham. Jeg havde en følelse af at have slået et alt for stort brød op. Vi mødtes, og jeg snakkede og snakkede. Efter en halv time stoppede han mig og sagde: „Nu har du sagt „svært” femogtyve gange, det skal du holde op med.” Det gjorde jeg så, og han fik mig til at koncentrere mig om at finde frem til de redskaber, jeg godt ved, jeg har efter 30 års skriverutine.
– Selv om jeg efterhånden må have holdt 500 foredrag eller mere, er jeg også altid nervøs, før jeg går på. Men jeg har lært at styre det, for jeg ved jo, at jeg ikke dør af det.

Hanne-Vibeke Holst om sundhed
„Siden jeg ventede min datter for 25 år siden, har jeg lidt af dårlig ryg og haft flere diskusprolapser og hold i ryggen. Derfor laver jeg rygøvelser hver dag og går mange, lange ture. Især når jeg er i sommerhus. Hjemme i København har jeg sværere ved at nå det med turene. Jeg er medlem af en fitnessklub, men har med skam at melde ikke været der de sidste otte måneder. Til gengæld går jeg op i at spise sundt uden at være fanatisk. For fem år siden fik jeg konstateret knogleskørhed. Det skete så tidligt, at jeg har kunnet holde det nede med medicin og den rigtige kost. Jeg går op i at spise groft og grønt og få masser af fisk. Min gode veninde Ritt Bjerregaard siger, at man med alderen skal bruge mere og mere tid på at vedligeholde sit kadaver, og det kan jeg godt mærke. Jeg er klar over, at jeg skal til at opprioritere vedligeholdelsen.”