Hvilke stearinlys er bedst?
SPONSORERET indhold

Hvilke stearinlys er bedst?

Se hvilke stearinlys, der er bedst at bruge. Det er nemlig ikke ligemeget, hvilket et du vælger.

Af: Christina Bølling Foto: Alamy
06. jan. 2015 | Sundhed | ALT for damerne

Mange bruger levende lys til at skabe hygge i boligen eller til at komme helt ned i gear, når de mediterer. Men stearinlys kan også være potentielt skadelige for dit helbred. Afbrændingen af dem frigøre sodpartikler, som blandt andet kan indeholde nikkel, bly og tjærestoffer. I en undersøgelse foretaget af Miljøstyrelsen viste det sig, at afbrændingen af bare et enkelt hvidt stearinlys i et rum på 20 m3 kan overskride acceptgrænsen for sodpartikler, hvis ikke der luftes ud en gang i timen.

– Umiddelbart er der størst risiko i forbindelse med lidelser i luftvejene. Der er for eksempel mange personer, som lider af astma, der kan reagere på lysene. Derudover kan partiklerne også indeholde stoffer, der potentielt kan være kræftfremkaldende, fortæller Maiken Guldborg Rasmussen, der er cand.scient. i miljø-kemi og sundhed og ansat i Miljøstyrelsen.

Men hvordan vælger du så de mindst skadelige lys? Ifølge Maiken Guldborg Rasmussen skal du gå efter de lys, der indeholder så lidt "overflødigt" som muligt.

– Det handler om at finde de lys, der udsender færrest partikler. Det vil sige: Undgå gelelys, der soder meget, og duftlys, der indeholder parfumestoffer. Køb i stedet hvide lys, der ikke dufter.

Hvad med soja- og bivokslys?
Det har også været fremme, at for eksempel soja- og bivokslys skulle sode mindre end almindelige lys. At paraffin skulle være bedre en ren stearin. Samt at fyrfadslys skulle være bedre end stagelys, men det er svært at sige noget konkret om, siger Maiken Guldborg Rasmussen:

– Det er ikke alene vokstypen, der afgør, hvor meget et lys soder, men også vægen, vokssammensætningen og så videre. Og vi kan på nuværende tidspunkt ikke præcis sige, hvilke typer lys, der sender færrest skadelige partikler ud, siger hun og fortæller, at der dog er nogle undersøgelser, der tyder på, at fyrfadslys udskiller færre partikler ved afbrænding end stage- og bloklys.

3 råd om levende lys og et sundt indeklima
1/ Lad være med at tænde for mange lys på en gang. Jo flere lys, du har tændt, des flere skadelige partikler i rummet.
2/ Luft ud. Frisk, ren luft sørger for at minimere mængden af partikler i det rum, du har haft lys tændt i.
3/ Gå efter svanemærkede lys. De må ikke indeholde duftstoffer, og derudover stilles der blandt andet krav til, hvor meget sod lysene må afgive.

LÆS OGSÅ: Så syg bliver du af den teknologi du bruger hver dag

LÆS OGSÅ: Fyldt med bakterier: Så tit bør du skifte tandbørste

LÆS OGSÅ PÅ HJEMMET: 6 gode råd: Brug stearinlys med omtanke