Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

græskarsuppe

Kostblog: Hokkaidosuppe med æble, ingefær og chili

Få Pernilles bud på en cremet og krydret græskarsuppe - perfekt på en råkold efterårsdag.

I min optik er efterår nærmest synonymt med suppe. Lige nu findes der så mange lækre efterårsgrøntsager, og der er mangfoldige variationsmuligheder for at lave skønne og sunde supper. Her er opskriften på en cremet og krydret hokkaidosuppe.

Ingredienser:

1 Hokkaido græskar
3-4 gulerødder
1 æble
1 lille løg
1 fed hvidløg
1 stykke ingefær - størrelsen afhænger af, hvor begejstret du er for ingefær
1 chili - mængden er ligeledes afhængig af, hvor stærk du ønsker suppen
Boullion eller Knorr Fond Du Chef
Salt
Peber
Citron
Evt. lidt madlavningsfløde eller kokosmælk

Fremgangsmåde:
Først og fremmest skal græskaret ordnes. Det skal skrælles, hvilket er nemmest med en kniv, og dernæst skal kernerne fjernes. Græskaret skæres i mindre stykker. Løg, hvidløg, gulerødder og ingefær skrælles og skæres i små stykker. Æblet skæres også ud.

Løg, hvidløg, gulerødder, æble og ingefær sauteres i olivenolie i en gryde. Hokkaido tilsættes, og sauteres let, inden boullion eller fond tilsættes. Bouillonen skal tilsættes i en mængde, så grøntsagerne dækkes.

Jeg kan godt lide at bruge Knorr Fond Du Chef - det er super nemt og velsmagende. Når jeg vælger dette, tilsætter jeg vand, til grønsagerne er dækket, og tilsætter derefter to portioner fond. Til denne suppe vælger jeg grønsagsudgaven.

Grønsagerne koges, til de er møre - omtrent 20 minutter. Herefter hældes lidt af vandet fra, og gemmes i tilfælde af, at konsistensen skal justeres. Grønsagerne blendes med stavblender til en cremet, ensartet suppe. Suppen smages til med chili, salt, peber og citron saft.

Hvis du ønsker en mere cremet suppe, kan der tilsættes lidt fløde eller kokosmælk. Jeg har anrettet suppen med ristede græskarkerner og frisk mynte. Græskarkernerne ristes på panden i lidt olivenolie og drysses med salt. De ristes til de er gyldne og begynder at poppe. Knasende sprøde og passer perfekt til suppen.

Se mere på min blog bybjorklund.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Kostblog, Suppe, Græskar og Ingefær