ekspertråd
SPONSORERET indhold

Ole Henriksen: "Jeg smiler jo ikke hele tiden"

Det er kun én side af mig, siger Ole Henriksen, der elsker havregrød, alenetid og at svinge sig i ringe og barre i sin baghave i Hollywood. Mød den 62-årige skønhedsekspert, der har trænet sig selv til at se livet fra den lyse side − og få opskriften på hvordan.

Af: Anne Hermanse
31. dec. 2014 | Sundhed | Fit living

Ole Henriksen har været oppe siden lidt over fem her til morgen. Han er glad, han har trænet og spist morgenmad − havregrød med blåbær og banan. Det står ikke på det hippe københavnerhotels menu, men køkkenet laver det gerne til ham. Og det forstår man godt. Ole Henriksen er et usædvanligt kært menneske, som man instinktivt får lyst til at gøre noget godt for. Komplimentere hans − ærligt − virkelig flotte hud… eller stille en stor skål friske jordbær på bordet, som en af kokkene pludselig helt uopfordret gør. Ole Henriksen kvitterer prompte med:

− Åh, du er sød. Tusind tak. Dét var dejligt.
Og så får man bare lyst til at gøre endnu mere… Ole Henriksens positive vibe er så stærk, at den smitter fra første gang, der er øjenkontakt. Og ved første kindkys er man solgt. Med boblende latter i maven. Og selv totalt glad i låget. Hvad er det, den mand kan? Svaret er: Han kan give. Uden at det er kunstigt, påtaget eller med en bagtanke om, hvad han eventuelt selv får igen. Kunne man dele mennesker op i dem, der giver først og dem, der kun giver, når de selv har fået, kommer Ole Henriksen ind på en flot nummer et i første kategori. Den 62-årige dansker, der har skabt en verdensomspændende succes − og har de allerstørste Hollywoodstjerner blandt sit faste klientel − er noget så sjældent som en eftertænksom, taknemmelig, omsorgsfuld og arbejdsom mand.


DU KAN TRÆNE DIG GLAD
Kom Ole Henriksen så til verden som en glad sjæl? Eller har han måttet arbejde for at finde og låse sit fokus fast på den lyse side af tilværelsen? Både-og. Han har en spirituel tilgang til livet og svarer på spørgsmålet med:

− Jeg tror… nej, jeg ved, at vi kommer ind i verden med vores egen unikke sjæl, helt
uafhængig af hvem vores forældre er. Jeg er vokset op i Nibe, et lille lukket samfund i Nordjylland, og der har været ensomme perioder, fordi jeg var anderledes og skilte mig ud med min fascination af teater og mode. Men jeg har altid været livsglad. Altid. Selv når jeg blev mobbet.

− På et tidspunkt opdagede jeg det spirituelle, og at det hele faktisk er ret enkelt: Det er dig selv og din tankemåde, der styrer, hvordan du oplever verden. It’s all in your mind. Det var en kæmpe lettelse for mig at opdage.

Vågner du op glad og positiv − eller beslutter du at være det?
− Jeg har jo det lyse sind, men i starten − da jeg indså, hvor meget jeg selv kan påvirke med mine tanker, mit kropssprog og min udstråling − var det en disciplin, som jeg lærte. Når du praktiserer det hver dag, så bliver det en del af, hvem du er.




SVARET FINDES ALTID I MIG SELV

Hvad er det så, Ole Henriksen faktisk gør? Der giver ham den indre glæde, han altid har med sig − selv på en dårlig dag. Han har et sæt leveregler, som faktisk også stemmer fuldstændig overens med hans vigtigste råd omkring hudpleje: „Gør det enkelt, gør det flittigt, og nyd processen!

” Huden skal næres og have omsorg. Skrubbes og peeles, så det, der har udtjent sin rolle, kan forsvinde. Det samme gælder sjælen og sindet. Vi skal pleje os selv med samme selvfølgelighed, som vi husker at børste tænder, siger Ole Henriksen. En lille daglig indsats og hverdagsinvestering i os selv, der skaber det store overskud. Så vi også har lyst og kræfter til at give til andre. Som giver os endnu mere glæde og energi. Som igen … det er én stor positiv cyklus, som Ole Henriksen sætter i gang, fra han står op og laver havregrød til sig selv og hans livslange kærlighed, indretningsarkitekten Laurence Roberts.

− Jeg gør nogle simple ting, som skaber kærlighed i mit liv. Jeg hilser f.eks. på mig selv hver morgen i spejlet. Smiler til mig selv. At se og studere sig selv i spejlet er én måde at lære sig selv at kende på − når du også er villig til at se det bag øjnene.

− Jeg tager mig tid til at kramme. Mine medarbejdere, mine venner, min partner. Kærlighed er den vigtigste ressource, vi har. Den nærer sind, sjæl og krop. Jeg siger altid: „Ha’ en god dag, jeg elsker dig så meget” til Laurence, som jeg har været sammen med i 28 år.

− Jeg giver mig selv plads til at være spontan og en vildbasse. Vi skal ikke være så bange for at udtrykke alle sider af vores personlighed. Jeg elsker at være barnlig og følge en impuls i nuet, for det fører altid sjove oplevelser eller udfordrende ting med sig. Det holder mig ung i sindet.

− Jeg giver også mig selv alenetid. Jeg hopper jo ikke hele tiden omkring og smiler, det er kun én side af mig. Jeg nærer også mig selv, når jeg trækker mig lidt tilbage. Det er magisk, sådan som vi mennesker er skabt med intuition. Jeg har lært, at svaret altid findes i mig, når jeg leder efter løsninger. Men hvis jeg hele tiden har travlt, så kan jeg ikke høre eller mærke svaret. Og så er der begrebet taknemmelighed, som Ole Henriksen også praktiserer flittigt.

− Jeg beder altid aftenbøn. Det har jeg gjort hele mit liv og elsker det. Jeg siger tak for en dejlig dag og håber, at jeg kan sende god energi ud i verden og til dem, jeg holder af. Nogle gange er jeg meget træt, for jeg har lange dage, og så bliver det kun en kort bøn, men det er sådan en god måde at træde „et skridt tilbage” og få øje på alt det, der er at være glad for i livet.

 




NEGATIVE MENNESKER ER EN UDFORDRING

Men ærligt − hvad så med dårlige dage og dumme, sure og umulige mennesker, der forpester luften med deres negative vibe? Eller stress − tidens allerværste plage, der driver os rundt i mangen med tungen ud af halsen?

− Føler du dig aldrig stresset?
− Stress oplevede jeg i en ung alder, det var meget pinefuldt, og man fungerer ikke optimalt. Jeg har erfaret, at god planlægning giver mig et overblik, så jeg kan være fuldt til stede i det, jeg gør og nyde det nu. Jeg har meget lange dage, men jeg har så meget struktur på dem, at jeg netop derfor også kan være spontan og legende. I mange år arbejdede jeg nærmest i døgndrift i mit dejlige spa, men jeg besluttede tidligt, at jeg ikke ville gå rundt og sige: „Åh, jeg har så travlt”. Det er spild af tid og energi − alle har jo travlt. Det er måden, du selv forholder dig til alle dine opgaver på, der gør forskellen, og vi må huske, at de fleste ting har vi selv valgt at sige ja til.

− Hvad stiller du op med negative mennesker?
− I sociale sammenhænge støder jeg af og til på negative mennesker. Jeg ser det som en sjov udfordring og prøver måske at vende bøtten ved f.eks. at give en kompliment − hvilket måske først bliver afvist. Så udpeger jeg præcist, hvad jeg har lagt mærke til − kjolen eller håret, f.eks. Men det tynger mig ikke, og jeg sidder ikke og tænker: „Hvad kan jeg dog gøre”, for det synes jeg ikke er nødvendigt − og heller ikke min opgave.

− Kan du have en dårlig dag i det mindste?
− Jeg føler mig aldrig „nede”. Det har jeg ikke gjort, siden jeg var helt ung, og det lyder måske mærkeligt for mange, men det afgørende vendepunkt for mig var indsigten i det ansvar, jeg har over for mig selv og mine omgivelser.

− Men offdage kender jeg da. Det er bl.a. her, at alenetid er godt. Så spørger jeg mig selv, hvorfor jeg er mindre glad. Tit er det jo ting, vi selv har indflydelse på. Det er f.eks. ikke realistisk at drikke en halv flaske vin hver aften og vågne frisk op hver morgen. Man kan vænne sig til „nogenlunde frisk", men der er kæmpe forskel, og det véd jeg, for Laurence er glad for sin vin…

− Bliver I aldrig irriterede på hinanden? Her opstår en lang pause. Ole Henriksen kan simpelthen ikke komme i tanke om noget, der tirrer ham. Jo, Laurence er et rodehoved. Men tøj kan jo samles op og hænges på plads, og det gør han gerne. Laurence gør så meget andet for ham. Hvorfor have fokus på det, man ikke får − når der er så meget, man faktisk modtager til overflod? Den anden vej rundt er der dog et par småting...

− Jeg bliver tit bedt om at tie stille. Især om morgenen. Jeg springer jo ud af sengen meget tidligere end Laurence, men prøver lige at give ham tid til at vågne. Men så er der alligevel et eller andet, jeg lige har set i nyhederne eller avisen… Ja. Ole Henriksen vågner fuldt opladet på alle batterier. Og så er vi fremme ved de to sidste af hans leveregler: kost og motion.
For én ting er at nære sindet ved at være glad i livet. Noget andet er at nære kroppen med fysisk aktivitet og sund, lækker mad. Ole Henriksen gør begge dele.

− Sund kost er det mest grundlæggende, tror jeg. Det er fundamentet, som din krop og hjerne trækker på. Det giver dig mere energi til at dyrke motion, som igen giver dig et større overskud. Til at give til andre og dig selv. Omvendt, når du skaber kærlighed og velvære i din dagligdag, er du mere motiveret for at spise sundt og motionere.

− Har du nogensinde følt et mindreværd som dine forældre? Han ler. Svaret falder prompte og fra hjertet:
− Nej. Aldrig… Simpelthen aldrig. Jeg har altid været stolt og fuld af energi − fra jeg var en lille dreng og hang i trapezen og udførte vilde numre. Jeg var altid i fuld gang med alt muligt kreativt, børn skaber jo deres egen verden. Det gør Ole Henriksen også. Stadig. Og den virker som et dejligt sted at være.

 



MIN MOR VAR HÅRD
Ole Henriksen er selv vegetar. Han spiser fisk og en smule kylling, men rører ikke rødt kød. Det handler ikke om overbevisning, han trives bare ikke på den tungere kost. Hans 62-årige krop er misundelsesværdig fit og muskuløs. Årsagen finder man bl.a. i hans baghave, hvor der både er barre og ringe, som han svinger sig i. En time hver dag. Akrobatikken varieres med yoga, powerhoop og ture på rollerblades langs vandet ved Venice Beach & Santa Monica.

− Motion er leg for mig, det er sjovt, og man bliver noget af en vildbasse. Jeg elsker også at danse. Og så tilfører en stærk fysik så meget til dit kropssprog. Ét er, at der skal være glans over huden, men kroppen skal også have udstråling. Du bliver smukkere, når du retter ryggen og bevæger dig afslappet og med en vis selvsikkerhed.

− Har du fået din selvsikkerhed med hjemmefra?
− Ikke ved at se på mine forældre, men jeg har fået masser af kærlighed. Min mor og far sluttede skolen og arbejdede, fra de var 13 og 14 år gamle. Min far på beslag-fabrikken, og min mor passede hus, mig og mine to yngre brødre, og gjorde rent i banken og hos forskellige familier. De så begge to ned på sig selv og syntes aldrig, at de var gode nok. Jeg prøvede at sige til dem, at vi alle sammen er mennesker og fortjener respekt, men når du har den holdning til dig selv, så mærker andre det også − og så bliver det igen en selvforstærkende cyklus.

− Din mor lever stadig, er du tæt knyttet til hende?
− Jeg beundrer min mor. Af hende har jeg lært at være ærlig, at respektere andre mennesker, og at det føles godt at arbejde hårdt. Hun var en god mor, men også en hård mor.

− Hvordan?
− Jeg tilhører den generation, hvor man blev banket. Aldrig min far, kun min mor. Først var jeg gal over det og kunne ikke forstå, hvad der kunne få et menneske til at gøre det. Men senere fik jeg faktisk ondt af hende. Jeg kunne se hendes frustration, at hun ikke var i stand til at bearbejde sin egen vrede og udtrykke den på andre måder. Og det er hele forskellen − min mor er meget sjov og livsglad, men ikke et menneske, som er i stand til at bearbejde ting. Så hvorfor holde det imod hende?

 

OLE HENRIKSEN - MINE 8 LEVEREGLER
1. Jeg spiser… overvejende vegetarisk: fisk, lidt kylling og masser af grønt, som er rigt på smag og vitaminer. Jeg elsker også groft brød, nødder, frø og bønner. Mit yndlingsmåltid er
havregrød med blåbær, hindbær, banan og hørfrø. Det får jeg hver morgen.

2. Jeg træner… en time hver dag. Det er leg og energi for mig. Jeg nyder at træne i min have, hvor jeg kan høre fuglene og springvandet. Jeg træner i barre og ringe, med powerhoop, løber på rollerblades eller laver yoga. Og så elsker jeg at danse.

3. Jeg smiler til mig selv… hver morgen. Jeg har lært at være glad for mig selv med alt, hvad der er. Det gør, at jeg kan være noget for andre, fordi jeg ikke bruger energi på indre kampe og drama.

4. Jeg slapper af… i nuet. Jeg har tit et langt, tæt program, men med god planlægning giver det ikke stress. Den struktur gør, at jeg er helt til stede og ikke behøver tænke på det næste, jeg skal.

5. Jeg er barnlig og spontan… hver dag. Jeg elsker at lege og at være en vildbasse. Det udfordrer mig og holder mig ung.

6. Jeg bruger alenetid… til at lade op. Jeg har erfaret, at jeg altid har svaret i mig selv, når jeg leder efter en løsning og tager mig tid – til mig selv.

7. Jeg er taknemmelig… hver eneste dag og slutter dagen med en aftenbøn, hvor jeg vender min bevidsthed mod alt det, jeg er glad for og siger tak.

8. Jeg gør en forskel… både gennem velgørenhed og ved at give andre opmærksomhed og skabe skønhed omkring mig.

SE OGSÅ: Højt humør hele vinteren. Se her hvordan

SE OGSÅ: Sådan kickstarter du din energi og styrker din forbrænding