Rynkeby
SPONSORERET indhold

På cykel til Paris: 1.337 km i cykelsadlen venter forude ...

På lørdag går turen på cykel til Paris, og Caroline er ramt af en blanding af forelskelse, eksamensangst og rejsefeber.

Af: Caroline Nexøe-Larsen
06. jul. 2016 | Sundhed | Fit living

Så er det nu! Om fire dage står jeg på Rådhuspladsen klar til mine 1.337 km ned gennem Europa. Utallige weekender, fælles træning og cykelløb er ovre, og nu står den rigtige prøve.
Det sidste stykke tid er jeg vågnet om morgenen og har tænkt; "Kan jeg komme ud af det?", men op af dagen kommer selvtilliden tilbage. Jeg siger jer, jeg er så spændt! Det føles som en blanding af forelskelse, eksamensangst og rejsefeber - min krop har en fest.

Jeg har i løbet af den sidste uge fået købt noget af det, som jeg skal have med.. Vi har fået en huskeseddel, som på mange måder minder om min mors jule-indkøbsseddel, og mit spisebord er nu overtaget af en sjov blanding af plaster, solcreme og yankeebars som er blevet min favoritspise på vores lange ture. Min bror har altid lært mig, at man ikke må gå ned på udstyr, og det er der vist ikke den store sandsynlighed for, at jeg gør :).

I fredags var vi alle samlet til sidste info om alt fra afgangen i København til ankomsten i Paris. Der er styr på alt, og vi skal blot møde op og sætte os på cyklen. Jeg glæder mig så meget til turen og oplevelsen, men er også lidt vemodig, for jeg er blevet rigtig glad for at cykle og har haft et mål i de sidste mange måneder. Alle siger til mig, at der kommer et stort tomrum, når vi er hjemme igen, for vi har trods alt set hinanden to gange om ugen i de sidste mange måneder. Heldigvis har jeg allerede nu sat mig selv nye mål, så jeg ikke kommer helt ud af form efter en lille ferie i det franske efter ankomsten til Paris. Jeg har meldt mig til både KMD 4:18:4 og Øresund Rundt, og forhåbentlig deltager jeg også i et lidt større løb næste år, hvis jeg ikke vælger at søge Rynkeby igen.

Jeg håber,at jeg med bloggen har givet lidt inspiration og mod på at prøve cykling som motionsform. Jeg kan kun sige, at det er en dejlig sport, der giver tid til dig selv og oplevelser af smukke Danmark.