Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Per Brændgaard

Per Brændgaard klumme

Per Brændgaard: Spis hvad du har lyst til, når du har lyst

Ernæring i medierne er kørt af sporet og endt som mode, identitet og religion. Det er på høje tid, at vi husker, hvad ernæring egentlig handler om: at dække kroppens behov for næringsstoffer. Vi skal back to basics.

KLUMME: Sandheden om sund kost er, at den kan sammensættes på uendeligt mange forskellige måder. Der er ikke én bestemt kostplan, der er sundest. Enhver sund kostplan er blot en af uendeligt mange forskellige sunde kostplaner. Det er derfor både meningsfuldt og meningsløst at følge en kostplan. Hvis du har det godt med at følge en kostplan, så gør det. Hvis du har det godt med at være fri, så gør det. Det bestemmer du selv. Jeg ved bare, hvordan jeg selv har det: jeg vil helst være fri.

Ernæring er videnskaben om kroppens behov for næringsstoffer. Det er ikke videnskaben om blær via mad. Videnskabelig forskning gennem årtier har vist, at kroppen har behov for en række forskellige næringsstoffer, og man kan både få for lidt og for meget af ethvert næringsstof. Zonen for optimalt indtag er ganske bred, og kroppen kan i vid udstrækning tilpasse sig på en sund måde til forskellige indtag af næringsstoffer. Usund kost er kost, der gennem en længere periode indeholder enten for meget eller for lidt af et eller flere næringsstoffer. Usund kost kommer i mange forskellige former og grader. Det er også usundt at spise for meget af "sunde næringsstoffer" som protein, kostfiber og A-vitamin, selvom man kan blive alvorligt syg af at spise for lidt af disse næringsstoffer. Sundheden findes i zonen mellem det, der er for lidt og det, der er for meget. 

Forskellige madvarer indeholder en kombination af forskellige næringsstoffer i forskellige mængder. Ingen enkeltstående madvare indeholder alle de næringsstoffer, som kroppen har brug for. Ingen enkeltstående madvare indeholder noget, som kroppen ikke kan tåle. Undtagelsen er mennesker, der lider af en svær allergi eller overfølsomhed, som så kan gøre, at man ikke kan tåle f.eks. jordnødder, rejer eller rå æbler. Men generelt er det sådan, at mad er sundt. Det, der er usundt, er at spise for meget eller for lidt af noget.

Der er rigtigt mange af de ernæringsemner, som moderne kvinder går op i, der reelt er uden afgørende betydning for den ernæringsmæssige sundhed.

Her er nogle eksempler på ligegyldigheder:
• Vegetar eller kødspiser?
• Madlavning eller fast food?
• Raw eller varmebehandlet mad?
• Mad eller kosttilskud?
• Økologisk eller ikke-økologisk?
• Morgenmad eller ingen morgenmad?
• Natmad eller ingen natmad?
• Komælk eller sojamælk?
• Sukker eller sukkerfri?
• Kokosfedt eller ingen kokosfedt?
• Industrimad eller mormormad?
• Brød eller brødfri?

Lad dig ikke koste rundt af ernæringseksperters mærkelige meninger om mad. Spis, som det bekommer dig og tag de små skridt, der skal til for at dække dine næringsstofbehov. Når du laver så små ændringer som muligt, så er der større chance for bæredygtig sundhed. Mange ernæringseksperter og kostvejledere skal lære at skelne mellem objektiv ernæring og deres egne subjektive holdninger om mad, som de blander sammen i en stor pærevælling i deres rådgivning. Ellers øger de madstress i stedet for at øge sundheden.

Her er nogle eksempler på accept-baseret kostvejledning fri for diæktatur#:
• Hvis du ikke gider lave mad, så spis sund fast food i stedet for at lave mad fra bunden
• Hvis du ikke gider lave ny, mærkelig mad med mystiske ingredienser, så lav små, gradvise ændringer i den mad, du plejer at lave
• Hvis du har et forøget behov for nogle næringsstoffer, så tag et målrettet kosttilskud i stedet for at bøvle med speciel mad
• Hvis der ikke er økologisk mad, så spis ikke-økologisk som også sagtens kan være sund og dække dine behov
• Hvis du ikke vil indtage komælk, så lad være og få mælkens næringsstoffer på anden vis
• Hvis du gerne vil spise meget kød, så gør det (og lad det gå ud over kyllinger i stedet for køer og grise)
• Hvis du gerne vil spise køer og grise, så gør det (uden at overdrive mængderne)
• Hvis du gerne vil spise sukker, så gør det (og nyd det i fulde drag)

# Diæktatur: sammenskrivning af diæt og diktatur, der beskriver det særlige madmæssige diktatur, som man kan blive underlagt af en diæt.

LÆS OGSÅ: Slankeboost på Kreta: Vægttab og ren velvære

LÆS OGSÅ: Guide til de mest næringsrige fiskearter og hvordan du tilbereder dem

LÆS OGSÅ: 7 veje til sundere vaner

Per Brændgaard

Per Brændgaard er ernæringsekspert (cand.scient.), krammeterapeut og forfatter til bøger om sundhed. Hjemmeside: PerBrændgaard.dk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Per Brændgaard