Stor test af kemi i deodoranter
SPONSORERET indhold

Stor test af deodoranter: Flere produkter dumper

De fleste af os bruger deodorant hver eneste dag. Men har du valgt én, der er god for din krop? Ny test fra Forbrugerrådet Tænk Kemi dumper 23 populære deodoranter.

Af: Amalie Louise Larsen Foto: Forbrugerrådet Tænk Kemi
25. okt. 2018 | Sundhed | ALT.dk

Når vi hver morgen smører armhulerne med deodorant, er de fleste af os på jagt efter en god duft, en rar fornemmelse og en anti-sved-effekt.

Men går du også efter sundhed?

En ny test fra Forbrugerrådet Tænk, som har undersøgt 77 populære deodoranter, viser nemlig, at det ikke er helt ligegyldigt, hvilken type deodorant du smører dig med.

Hele 23 produkter får således testens laveste score, Kolbe C, fordi de indeholder kemikalier, der kan være sundhedsskadelige i større mængder.

– En vigtig ting, du bør overveje i din deodorant, er parfume, som kan give en synlig allergi, du kan have resten af livet. En anden ting, du kan være opmærksom på, er, om deodoranten indeholder mistænkte hormonforstyrrende stoffer. Her er det ikke deodoranten alene, som kan være problematisk, men det, vi kalder cocktaileffekten, hvor du får lidt fra deodoranten, noget fra cremerne, en del fra kosten og en del fra dit hjem og indeklima. Og det er ikke til at sige, hvor stor betydning din deodorant har, men det er et af stederne, hvor de problematiske stoffer nemt kan undgås, fordi det er muligt at se, hvad der er i. Og så er det muligt at vælge det fra, forklarer Christel Søgaard Kirkeby, projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi, og anbefaler, at du især holder dig fra produkter, som indeholder parfumestoffet HICC, hvis du ikke helt vil undvære parfumen i din deodorant. Stoffet er nemlig under udfasning, fordi det er særligt allergifremkaldende.

LÆS OGSÅ: Stor mascara-test: Smukkeserer du dig med usunde kemikalier?

deo top 2.jpg

Vi har udvalgt tre deodoranter uden uønsket kemi, som du fint kan bruge. Foto: Forbrugerrådet Tænk Kemi

Et af de vigtigste produkter

Selvom det ikke er til at sige, hvor vigtig din deodorant er i cocktailen af hormonforstyrrende stoffer, er der imidlertid ingen tvivl, når det kommer til allergi-delen.

Undersøgelser fra Videncenter for Allergi viser nemlig, at de duftende sager er den allerstørste årsag til parfumeallergi, da produkterne ofte har et højt indhold af parfume. Samtidig bruges de på et område af kroppen, hvor huden er mere gennemtrængelig, og hvor der ofte er rifter eller små huller.

Derfor er der god grund til at have et ekstra øje på parfumefri deodoranter i forhold til dine andre skønhedssager, fortæller Christel Søgaard Kirkeby.

– Nogle af de cremer, som du bruger rigtig ofte, er også meget vigtige, men deodoranten er altså oppe blandt de rigtig vigtige produkter. Der, hvor du særligt skal være opmærksom ved deodoranterne, er, hvis du barberer dig under armen med en skraber og får lavet huller i huden. Så er det særligt vigtigt, hvad du putter på. Faktisk skal du helst ikke tage deodorant på lige bagefter, siger hun.

Er parfumeduften er vigtig for dig, anbefaler hun, at du kan bruge parfumer i andre produkter eller spraye parfume direkte på tøjet i stedet for at have parfume i din deodorant.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du kemi i din læbepomade

Hold øje med markedsføringen

At finde en deodorant, der er både miljøvenlig og uden forstyrrende stoffer er imidlertid ikke altid lige til. Særligt hvis du styrer efter deodoranter, som er sensitive for din hud.

Markedsføringen kan nemlig være både misvisende og svær at afkode, forklarer Christel Søgaard Kirkeby, der sammen med sit team har anmeldt flere produkter til Miljøstyrelsen.

– Du skal være opmærksom på markedsføringen, fordi der er flere produkter, hvor der står ’sensitive’, ’til sart hud’ eller noget i den stil på, men hvor der faktisk er allergifremkaldende stoffer i. Nogle har et allergifremkaldende konserveringsmiddel i, mens andre har allergifremkaldende parfumestoffer i. Og det er simpelthen ikke i orden, siger hun og pointerer, at der også er tilfælde, hvor der ikke er angivet et parfumestof på ingredienslisten, men hvor produktet alligevel indeholder parfume.

Forbrugerrådet Tænk Kemi anbefaler derfor, at du går efter produkter, hvor det tydeligt er angivet, at deodoranten er parfumefri. Samtidig bør du styre efter kombinationen af Svanemærket og et anerkendt allergimærke, hvis du vil være på den sikre side.

Er du stadig i tvivl, kan du altid benytte appen Kemiluppen, hvor du kan scanne det konkrete produkt.

Anbefalet til dig