Healthjunkie.dk
SPONSORERET indhold

"Man kan sagtens være sund og kageglad"

Sofie Bentzen er kvinden bag Healthjunkie.dk, der serverer sundhed, kost og motion på en lækker og menneskelig måde, hvor de fleste kan være med. Hun har opskrifter på pizza, havregrynskugler og sågar is, der ikke giver minus i bogen, men til gengæld plus på sundhedskontoen. Selv holder hun sig hverken fra chokolade eller smørbagt kage, uden at hun føler sig usund af den grund. Lær hende bedre at kende her.

Af: Mi Skjold Brix
25. okt. 2013 | Sundhed | ALT for damerne

Beskriv dig selv og din blog kort
Mit navn er Sofie Bentzen, jeg er 27 år gammel og bor på Vesterbro. Jeg er i gang med at færdiggøre min kandidat i human nutrition på Københavns Universitet. Ved siden af mit studie driver jeg bloggen Healthjunkie.dk, som er en blog om ernæring og sundhed.

På bloggen formidler jeg min akademiske viden samt min personlige erfaring og kommer med sunde og nemme opskrifter, som kan indgå i en travl hverdag, hvor man ikke vil gå ned på sundheden. Alle opskrifter indeholder energiberegninger, så man altid kan se, hvad opskriften bidrager med af kalorier, proteiner, kulhydrat, fedt og kostfibre.

Hvad er det vigtigste, du har lært om sundhed?
Det vigtigste, jeg har lært om sundhed, er uden tvivl, at der ikke findes én "sandhed". I min verden er sundhed et holistisk begreb, som dækker over flere ting. Sundhed er et sammenspil mellem flere ting, derfor kan du ikke bare spise eller gøre én ting for at være sund – omvendt kan du heller ikke spise eller gøre én enkelt ting, som gør dig usund.

Det handler om en balance og alt med måde. Sundhed for mig er derfor en kombination af en sund og varieret kost, fysisk aktivitet og sammenværd med mennesker, du holder af, og som gør dig glad. Jeg tager stærkt afstand til en fanatisk livstil, hvor ganske almindelige fødevarer udelukkes, eller hvor man skal træne mindst 7 gange om ugen. Jeg tror på en sund livsstil, hvor der er plads til fornøjelser og sjov og ballade.

"Jeg tager stærkt afstand til en fanatisk livstil."

Hvilken app kunne du ikke leve uden?

Jeg er blevet ret vild med Instagram. Jeg synes, det er en hyggelig måde at følge med i mine veninders, venners og families liv. Samtidig er det en rigtig god måde for mig at dele min hverdag med mine læsere. I perioder hvor jeg har travlt, og derfor ikke får uploadede så meget på bloggen, har de mulighed for at følge med på Instagram, hvor jeg ofte uploader et billede.

Hvad har du altid i køleskabet?

Jeg har altid øko skummetmælk til min uundværlige kaffe. Så har jeg altid yoghurt naturel eller skyr, som jeg både bruger i forbindelse med morgenmad, men blandt andet også til dressinger til aftensmåltiderne. Desuden kan man altid finde æg i køleren. Jeg elsker æg. De er piv sunde og kan spises på mange forskellige måder og tidspunkter på dagen. Nederst i køleskabet findes min grøntsagsskuffe, som altid bugner af forskellige grove grøntsager. Jeg elsker hurtige, nemme retter, og til dem bruger jeg altid grove grøntsager. Til slut har jeg altid en god spegepølse og ost, så jeg kan lave en madpakke, hvis det bliver nødvendig. Så er jeg vist også meget godt dækket ind til en uge.

Hvad føler du, er dit livs største sejr?

Pyhaa sikke et svært spørgsmål... Det har jeg meget svært ved at svare på. Jeg synes, jeg har opnået en del i mit liv so far, men jeg har ikke en konkret sejr, som jeg kan fremhæve.

Hvad laver du klokken 21 i aften?

Lige fortiden går de fleste fredag aftener med afslapning og hygge. Jeg sidder i øjeblikket hos Novo Nordisk, hvor jeg laver et studie, som er sindssygt spændende, men også enormt energi- og tidskrævende. Desuden har jeg bloggen, træning og familie og venner ved siden af, hvilket betyder at mine uger er propfyldt fra tidlig morgen til sen aften. Så fredag aften bliver brugt sammen med en god veninde, lækker middag og rødvin og så tidligt på hovedet i seng, så jeg kan få noget i af min lørdag.

Man sagtens kan leve et sundt liv, hvor der indgår chokolade og smørbagte kager.

Hvad er den største misforståelse om dig?

Den største misforståelse om mig, har de folk, som går ud fra, at jeg lever et fanatisk liv, hvor jeg aldrig spiser kage eller andre usunde ting, blot fordi jeg har en blog om ernæring og sundhed.

Det er en kæmpe misforståelse, og hvis man læser med inde på bloggen, eller hvis man kender mig, vil man også vide, at jeg på ingen måde er fanatisk. Jeg elsker kage og chokolade, og jeg spiser det ofte. Min familie og veninder griner jævnligt af mig, og der bliver joket med, at folk skulle bare vide, hvordan "Healthjunkie" i virkeligheden lever... Men det er præcis det, jeg forsøger at formidle på min blog – jeg prøver at vise, at man sagtens kan leve et sundt liv, hvor der indgår chokolade og smørbagte kager.

Hvornår har du sidst fortalt en løgn?

Hmmm... Det kommer nok til at lyde en lille smule helligt, men jeg synes egentlig ikke jeg lyver. Måske jeg nogle gange undlader at fortælle ting. Det skyldes nok primært, at jeg altid har fået af vide, at jeg er enormt dårlig til at lyve, og tanken om at blive bustet i at lyve skræmmer mig lidt. Det er jo så pinligt at blive taget i at lyve, så er det nemmere bare at "undlade" at fortælle ting, haha.

LÆS OGSÅ: Ugens Blog: Personlig, hyggelig, gylden