Rasmus Wallbridge i chok: Holdt for nar i fire måneder
I det nye program "Alle elsker Rasmus" er alt iscenesat, men Rasmus Wallbridge aner intet.
Forestil dig, at du gennem fire måneder arbejder på et projekt, du har drømt om hele livet.
Men pludselig falder lærredet, og det viser sig, at alle omkring dig har løjet og gået sammen om en stor prank.
Artiklen fortsætter under videoen.
Det er præcis dét, der sker for Rasmus Wallbridge i det nye TV 2-program "Alle elsker Rasmus", som har premiere den 26. oktober.
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
I en stjernespækket serie samles flere kendte med et mål for øje.
At få Rasmus Wallbridge til at tro, at han er ved at udvikle den spillefilm, der altid har været hans drøm.
I virkeligheden er han hovedpersonen i sin helt egen tv-serie og samtidig den eneste, der ikke ved, at han er det. Så selvom alt omkring ham er nøje planlagt, så er Rasmus' følelser og reaktioner ægte.
– Det er ret crazy at tænke på, hvad der egentlig foregik omkring mig, og det var noget af et chok at blive lukket ind i, hvor stort et hemmeligt setup der havde været omkring mig gennem fire måneder med skjulte kameraer. Jeg kastede mig 100 procent ind i filmprojektet, fordi det er en kæmpe drøm for mig, så jeg var jo dybt investeret i det hele, siger Rasmus om programmet og tilføjer:
– Det er en ret vild måde at lave underholdning på, og jeg kan som komiker godt se, hvorfor det er sjovt. Det føles lidt, som om jeg har været med i virkelighedens Klovn.
Martin Johannes Larsen er en af de kendte, der er med hele vejen, da han går sammen med Rasmus Wallbridge om at udvikle på filmidéen, som er at skabe en gyserkomedie i stil med "Scary Movie".
Artiklen fortsætter under billedet.
Nogle af de andre kendte, der også tager opgaven op, er Malte Ebert, Josephine Højbjerg, Anders W. Berthelsen og Casper Christensen.
Til sidst afsløres det hele for Rasmus Wallbridge, der herefter bliver en del af at forme serien til det færdige resultat.
Og det er især på grund af Rasmus' engagement efterfølgende, at programmet er lykkedes, fortæller TV 2.
– Ambitionen har været at skabe en fortælling, der aldrig er set før i dansk tv. 'Alle elsker Rasmus' leger med genrerne og med grænsen mellem det virkelige og det iscenesatte, og udfordrer samtidig vores forestilling om, hvad et underholdningsprogram kan være, siger Mads Elias Højbjerg Ravn, der er redaktør på TV 2.
– Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi alle involverede fra starten kunne se det interessante i idéen og havde modet til at gå hele vejen med den. Og måske vigtigst af alt, fordi Rasmus selv på den anden side af projektet har kunnet se tilbage på det hele og se det originale i den fortælling, vi sammen har skabt.
Programmets seks episoder har premiere den 26. oktober på TV 2 Play og TV 2 Echo.