Bolig med ideer: Helt vild med hæklet design
SPONSORERET indhold

Kig med indenfor i en bolig fyldt med hæklede kreationer og design

Lad dig inspirere af Jeanette Bøgelund Bentzen meget personlige hjem – og få et par fantastiske hækleopskrifter.

Foto: Anitta Behrendt
07. jun. 2015 | Bolig | BoligLiv

Jeanette Bøgelund Bentzen er passioneret hækler og forfatter til bogen Lutter Løkker. Hendes bolig er fyldt med hæklede kreationer og design i smukke former. Lad dig inspirere af hendes meget personlige hjem – og få et par fantastiske hækleopskrifter.

Jeanettes seje hæklede pude (se opskriften herunder) opdaterer Safaristolen fra 1960´erne på smuk vis. Du kan lede efter lignende stole på lauritz.com.

Det kan være svært at tro Jeanette, når hun siger, at hun ikke går op i boligindretning. Jeanette forklarer, at det i virkeligheden er hendes store forkærlighed for lækkert design, der præger hendes hjem. Det er nemlig former, strukturer og farvesammensætninger, der i høj grad har hendes interesse. At hun og hendes mand, Jacob, også har en ualmindelig sikker hånd, når det kommer til at sætte de smukke ting sammen, ses tydeligt.

Skæve hobbyer

Jeanette, Jacob og lille Karl har boet i den 92 kvadratmeter store lejlighed i København, fra den var helt ny, så selvom parret er meget glad for gør det selv-projekter, har de to ikke lavet meget selv i hjemmet. Til gengæld udfolder Jacob og Jeanette sig kreativt ved at bruge deres forskellige hobbyinteresser i indretningen. F.eks. har Jeanette hæklet alt fra Tintin-raketter til gulvtæpper til det lille hjem.

– Vi har valgt at gøre vores lidt skæve hobbyer til dekorationer i vores hjem i stedet for at have decideret pynt. Et godt eksempel er alle Jacobs Tintin-biler, som let kunne være endt i en skuffe. Vi har i stedet sat dem på små Ikea-hylder, og tilsammen udgør de en superfin grafisk vægudsmykning, fortæller Jeanette.

Boligen skal have kant

Jacob og Jeanette er ret enige om indretningen. Parrets fælles sans for det sjove og skæve gør, at de begge sætter deres tydelige fingeraftryk, og her går det feminine og det maskuline fint hånd i hånd.

– Boligen skal have kant og må for alt i verden ikke blive for harmonisk og pæn. Vi har ikke på nogen måde en masterplan for, hvordan vi skal bo, og vi prøver at undgå det, der er for ‘nemt’ og forudsigeligt. Vi sætter stor pris på personlighed og sjæl i boligen, siger Jeanette. Som en rød tråd igennem hele boligen ses også Jeanettes særlige øje for det grafiske. Dette gælder  både i hendes valg af ting til hjemmet og i hendes hæklede boligtilbehør.

– Jeg er sådan lidt nørdet. Når jeg går i gang med noget, så arbejder jeg helt i bund med det. Afprøver alle de farver, der kunne fungere sammen, og finpudser designet igen og igen, til det står helt skarpt og lækkert, fortæller hun.

Jacobs flotte cykel hænger på væggen i stuen og passer perfekt ind i den grafiske stil sammen med billedet, som parret har slæbt hjem fra Cuba.

Keramik fra bl.a. Anne Black og Lars Rank og en olielampe fra Paustian står samlet på et fad fra Hay og udgør et fint tableau.

Jeanette bruger en smuk gammel Krenit skål til at holde styr på hækletøjet.

Sofaen fra Bolia har fået selskab af et hæklet tæppe, et design, du kan finde i Jeanettes bog Lutter Løkker. Hendes mand, Jacobs, Tintin-biler står samlet på hylder fra Ikea og danner tilsammen en fin vægdekoration.

Den flotte kurv har Jeanette selv skåret og foldet i kraftig pap.

Jacob er kæmpe Tintinfan, og Jeanette har selvfølgelig med hæklenålen tryllet en lillebror frem til den legendariske raket.

Køkkenet fra HTH er helt enkelt og giver masser af muligheder for at lege med farver og materialer i resten af rummet. Da køkkenet er rummet, hvor familie og venner stort set altid opholder sig, er løsningen med de høje barstole fra Gubi perfekt, for på dem kan man både arbejde og snakke.

Soveværelset er lille, så vægdekorationen er enkel for ikke at fylde for meget visuelt. Jeanette har selv lavet både sengebordet og det hæklede betræk på lampen fra Ikea.

Tip: Jeanette har opgraderet skamlen fra Trævarefabrikernes Udsalg med hæklede grafiske sokker. (se opskriften her under).

Hæklede sokker til taburet

… med striber i tre forskellige bredder.


Hæklenål nr. 3 garn: Merceriseret bomuld (eller bomuld 8/4)
omg = omgang
fm = fastmaske
1. omg 6 fm i en magisk ring (6) (google ‘garnstudio magisk cirkel hæklet ring’ for instruktionsvideo)
2. omg 2 fm i hver maske (12)
3. omg 1 fm, 2 fm i næste m (18)
4. omg 2 fm, 2 fm i næste m (24)
“Her har jeg valgt at stoppe med at tage ud, så ‘sokken’ bliver godt stram. Men hvis du synes, den bliver for stram, så tag en ekstra omgang ud: 3 fm, 2 fm i næste m (30)

Herfra hækler du bare rundt og rundt, til du får den ønskede længde – prøv evt. sokken undervejs.

Jeg har hæklet henholdsvis:

1. ben (orange og rosa)
1-4 omg orange + 6 omg mere med orange + 44 omg med rosa. Klip og hæft enderne.

2. ben (tynde striber)
1-4 omg sort + 6 omg mere med sort + 44 omg, hvor jeg hækler skiftevis 2 omg hvid og 2 omg sort. Klip og hæft enderne.

3. ben (mellemstriber)
1-4 omg sort + 6 omg mere med sort + 66 omg, hvor jeg hækler skiftevis 3 omg hvid og 3 omg sort. Klip og hæft enderne.

4. ben (brede striber)
1-4 omg sort + 6 omg mere med sort + 80 omg, hvor jeg hækler skiftevis 4 omg hvid og 4 omg sort. Klip og hæft enderne.

Hæklet cirkelpude

Hæklenål nr. 3
Garn: Kauni (fra Tante grøn)
Pude: 40 cm (fra Stof2000)
Lagenlærred (fra Stof2000)

lm = luftmaske
fm = fastmaske
km = kædemaske
omg = omgang

udtagning – her hækler du 2 fm i den samme maske, og dermed øger du antallet af masker

Det, som står mellem * *, skal gentages hele omg rundt.

HUSK: Hver omg startes med en lm og sluttes med en km i første fm på omg (således skubbes udtagningerne, og puden bliver pænt rund)
Farveskift: når du laver den sidste km, stikker du nålen igennem masken og trækker den nye farve med tilbage.
Hækl over de løse ender løbende, så du slipper for at hæfte.
Start med 4 lm, og saml til en ring med en km

1. omg 6 fm i ringen
2. omg *2 fm i hver* (12)
3. omg *1 fm, 2 fm i næste m* (18)
4. omg *2 fm, 2 fm i næste m* (24)
5. omg *3 fm, 2 fm i næste m* (30)
6. omg *4 fm, 2 fm i næste m* (36)

Forsæt således, indtil antallet af fm imellem udtagningen er omkring 50! (eller hvad der passer i forhold til den størrelse pude, du skal lave – husk at beregne lidt ekstra til sømrum). Når du er færdig, er det en god idé at dampe puden – læg et vådt, opvredent viskestykke over og stryg. Bagsiden består af 2 halvcirkler klippet af lagenlærred – klip, så de overlapper hinanden med ca. 5 cm. Fold 1+1 cm om til vrangen på de lige sider og sy. læg stykkerne ret mod ret på strikstykket, og sy delen sammen rundt i kanten. Sæt trykknapper i (disse kan evt. skjules i ombukket, men jeg synes, det giver et lidt råt look, når de er synlige).

Anbefalet til dig