Boligindretning
Foto: Karina Tengberg
BoligLiv

Indretning

Enkel familiebolig: Rene linjer i bondegården

Smykkedesigner Marie von Lotzbeck og hendes mand har forvandlet en gammel ruin på landet til en enkel moderne familiebolig.

Af Karina Tengberg 02.jul.2017 Livsstil



Hvem: Smykkedesigner Marie von Lotzbeck, hendes mand, fotograf Jakob Kirk, og datteren Ester på 7 år.

Hvad: Halvdelen af en renoveret gård. Boligarealet er på 110 kvadratmeter.

Hvor: Ved Humlebæk i Nordsjælland vonlotzbeck.dk.

For syv år siden fandt Marie von Lotzbeck og Jakob Kirk gården, der skulle blive til deres drømmehus. Grunden var i forvejen en drøm af grøn natur med udsigt til åbne marker og havet. Men selve gården var nærmest en ruin. Parret købte gården sammen med Maries søster, kunstneren Julie Lotzbeck, og hendes mand, Kasper Rønn, som er arkitekt i firmaet Norm Architects, så det var
oplagt, at Kasper designede nye plantegninger til istandsættelsen. Så kunne gårdens kvadratmeter blive udnyttet maksimalt og familierne få en halvdel af huset hver.

Vinduer i vægge
Marie og Jakob flyttede ind i en campingvogn på grunden og boede der under hele ombygningen, som nærmest var en nedrivning med efterfølgende genopbygning. Parret lavede meget af arbejdet selv. Bl.a. blev gulvene gravet ud og støbt i beton med indlagt gulvvarme. Der er ingen spildplads, nu hvor de 110 kvadratmeter fordelt på to etager står færdige. Og der er et åbent flow i huset.  Entreen flyder direkte over i stuen kun adskilt af en stor glasvæg, der består af et gammelt istandsat fabriksvindue med rå jernrammer. Også køkken og spisestue går ud i et og hænger sammen med resten af rummene i stueetagen ved hjælp af indvendige vinduer og åbninger i væggene. Soveværelset og børneværelset ligger på førstesalen.

Ro til øjnene
Indretningen er enkel med stramme grafiske linjer. Men der er også plads til patchworkpuder, kunstværker og ganske lidt nips, men kun af den meget personlige slags såsom keramik skabt af Maries søster og rejseminder fra hendes teenageår. – I mit hjem har jeg brug for rene linjer og ro. Her er få udvalgte ting, som jeg holder af at kigge på, og ikke for meget, der forstyrrer øjet, forklarer Marie.


Et kig gennem stuen og ud til entreen og trappen op til første sal. Sofaen er fra Ilva. Malerierne er af Julie Lotzbeck, Maries søster. De består af tynde jernrammer og transparent plastik. De malede flader laver skygger på væggen bag og skaber en ekstra dimension.


En lampe med fatning i marmor ligger klar til at komme op at hænge. Den er fra &Tradition.


Til venstre for køkkenet fra Kvik anes vinduet ind til stuen. Spisebordet er fra Colourghost. Det består af en jernramme med en bordplade af indfarvet linoleumslaminat, som kan tåle, at man sætter varme fade og gryder på det.

► SE OGSÅ: Bondegård i skandinavisk stil


Den store glasvæg, der adskiller entre og stue, set oppefra. Den er lavet af et gammelt vindue, der er sat i stand og malet gråt. Både vinduet og lamperne er klunset på et teglværk, der skulle rives ned.

IDE
Skab en illusion af mere plads ved at sætte vinduer imellem enkelte rum. Samtidig vil mere lys slippe ind i rummene.


På opslagstavlen hænger billeder til inspiration og lidt af Maries smykkearbejder. Se mere om Von Lotzbeck Jewellery på vonlotzbeck.dk


Marie har selv designet den store bogreol, som fylder hele endevæggen i stuen, og bygget den sammen med Jakob. Puderne er fra Place de Bleu.

TIP
Tænk i tekstiler, hvis du bor med store, lidt tomme rum. Gardiner, tæpper, puder og malerier er alle med til at dæmpe lyden og skabe bedre akustik.


Det runde bord er fra Muuto, mens den lille vase og den hvide lysestage er lavet af Maries søster Kamilla.

TIP
Du kan sagtens bo stilrent, selvom du har ting i forskellig stil. F.eks. kan keramik med bløde former, et arvet spejl og etniske æsker passe fint ind, hvis du samler tingene i grupper.

► SE OGSÅ: Nye tider i bondegården



Et kig ind i soveværelset, som er domineret af et maleri af Maries søster, Julie Lotzbeck. Lampen i vindueskarmen hedder Trash Me og er fra &Tradition.


Den lille Buddha i badeværelset har Marie haft med hjem fra Indien, da hun som 18-årig tog alene på trekking i Himalaya. Spejlet er et arvestykke.


I spisekøkkenet hænger tre billeder af Jonas Bjerre-Poulsen fra Norm Architects. De fungerer som lyddæmpere i det store rum med stenvægge og betongulve, hvor akustikken ellers kan være hård. Stolene er vintage Eames. Marie selv har patineret Ikea-lamperne.

► SE OGSÅ: Murermestervilla anno 2014: Moderne drømmehjem


På børneværelset har Ester på syv år sin egen ‘computer’ eller rettere tavle af træ. Den er fra munkshop.dk. Den sorte skammel er fra Norm Architects. Bordlampen er fra Muuto.

► SE OGSÅ: Svensk idyl: Nyt liv i mormors hus
► SE OGSÅ: 1 sofa i 3 stilarter
► SE OGSÅ: Før & efter: Stue blev lun & hyggelig




Henter...