Indretning
Foto: Tia Borgsmidt
BoligLiv

Indretning

Hverdag i vilde kulører

Del på

Se her, hvordan Connie har sat farvestrålende rammer om familiens hverdag i villalejligheden ved hjælp af gamle loppefund tilsat sjove, elegante møbler i klar plastic.

Af Anya Mathilde Poulsen 18.jan.2016 Livsstil


Alle fem familiemedlemmer elsker at samles om det store bord i køkkenet. Det er her, man spiser, laver lektier og hygger. Den pink lampe Fly er fra Kartell. Meget passende har den ene Philippe Starck-stol fået et Dan Turèllcitat klistret på ryggen: “Mest af alt holder jeg af hverdagen”.

HVEM:
Butiksindehaver Connie Sørensen, hendes mand Jan Sørensen, der er smed, og parrets tre børn, Mathilde, 18, Frederikke, 15 og Sylvester på 7 år.
HVAD: Villalejlighed på 75 kvadratmeter og 50  kvadratmeter kælder, som familien har indrettet til børneområde.
HVOR: I Valby i udkanten af København.


Det store køkken-alrum er lejlighedens hjerte. Oprindeligt var her et lille køkken og et værelse, men familien lagde de to rum sammen.  Langbordet består af en træplade med understel fra Hay. Billederne på væggen har Connie købt på Lauritz.com. Siddepladserne er en gammel bænk, som Connie har brugt i sin butik, stillet over for Philippe Starcks Louis Ghost-stole – fås bl.a. hos Casanova Møbler.“Jeg er vild med stole i gennemsigtig plastic, især Kartells møbler, fordi de giver et eksklusivt tvist til sommerhus-stilen”, fortæller Connie.

Connie Sørensens liv er fyldt med pangfarver, sjove plasticting og funky boligtilbehør. Det gælder både den villalejlighed, hun deler med sin mand og deres tre børn i Valby, og det gælder Connies Butik K9 på Valby Langgade.

– Udgangspunktet for butikken er design og livsstil, og de varer, jeg har, afspejler i høj grad min egen smag, fortæller Connie. Det muntre og farverige sætter sit tydelige præg på familiens hjem, hvor Kartells flotte plasticmøbler i vilde kulører er sat sammen med kitschet nips og finurlige loppefund.

– Jeg kan godt lide, at stemningen er uhøjtidelig og humoristisk, og så synes jeg, det er sjovt at overraske folk ved at sætte ting sammen på uventede måder, siger Connie.

– Det kan f.eks. være at dække bord med fine, gamle krystalglas og plastictallerkener. Det elsker jeg, men det er der jo mange, der aldrig kunne finde på at gøre. Min bror synes f.eks., at alt her i lejligheden er lidt mærkeligt, griner hun.

Fra herskabslejlighed til kælder-lykke
Før familien flyttede ind i villalejligheden, boede de i en herskabslejlighed med dobbelt så meget plads. Og det stod hurtigt klart, at lejlighedens 75 kvadratmeter var for trange til den store familie. Derfor blev kælderen inddraget til børneområde, og nu har familiens tre unger deres egne værelser i underetagen, hvor de kan hygge sig med venner og høre høj musik i fred for mor og far.

Separation med happy ending
Selv om det lyser af farver i boligen, var det langtfra lyse omstændigheder, der fik Connie til at flytte ind i lejligheden i sin tid. Den blev købt, da hun og hendes mand Jan for nogle år siden besluttede sig for at blive separeret.

– Lejligheden var i utrolig dårlig stand, og det var helt naturligt, at Jan som smed deltog i renoveringen, så den kunne blive et rart sted at være for vores børn, fortæller Connie. Jan kom jævnligt i lejligheden for at hjælpe til, og langsomt vendte stemningen. Tiden gik, mange lange snakke blev taget, og det hele endte med, at han flyttede ind, og at familien i dag er samlet igen.

– Jan synes heldigvis også, at her er rart at være. Vi er begge to gode til at skabe hyggelige og rare rammer for et hjem og en hverdag sammen, siger Connie og afslører samtidig, at det i dag kun er to umage sofaer i stuen, der vidner om, at ægtefællerne ikke har boet sammen altid.

– De var oprindeligt et sæt, men vi delte dem, da vi flyttede hver for sig. Jeg fik min betrukket i hvid, mens Jan fik sat mørkt betræk på sin. Nu er de sammen igen med hvert deres betræk. De får nok lov til at blive ved med at stå på den måde, for vi synes faktisk begge to, at det ser meget fint ud, smiler Connie.


De festlige puder er syet af stof fra Thailand, som Lea fra Butik NØ i København har importeret. Lampen Bourgie i baggrunden er fra Kartell. Plaiden er fra Hay.


Familiens lejlighed ligger i stue- og kælderetagen af en smuk gammel villa. Huset er et halvt dobbelthus, hvor den ene halvdel ligger på matriklen ved siden af.


Connies Butik K9 ligger på Valby Langgade 70. Og er man ikke lige i nærheden af København, kan den besøges på www.butikk9.dk.


Det indiske skab i hvid fra Kingfisher House er et af Connies favoritmøbler, fordi det både er dekorativt og praktisk. Med tilbehør i pangfarver giver det masser af liv i rummet. Her er både plastickrus fra Rice, fine gamle vinglas og en hjerteoplukker, som Mathilde engang har lavet.


Trappen ned til børne-zonen i kælderen og gelænderet i galvaniseret stål har Jan lavet. Maleriet af Ina Rosing er købt på Lauritz.com.


Bøgerne står i farveorden. Puden med Pippi Langstrømpes hest er fra Designdelicatessen.


På væggen i badeværelset hænger en lille spejlfugl lige i Sylvesters højde. Den er fra Butik K9 ligesom de farvestrålende knager. Spejlet med den røde ramme er fra Kartell.


I soveværelset har Connie en lille arbejdsstation. Hylder og bordplade har Jan lavet og malet pink. Det grønne skuffemøbel og stolen er fra Kartell.


På soveværelsesgulvet har Sylvester en racerbanesticker, der bl.a. fås hos designerkiosken.dk. Sengetæppet er fra Hay.


Den gamle kommode på Mathildes værelse er et loppefund. En orange sættekasse fra Neon Living holder orden på neglelak, creme og parfumer.


Fugleliv i vindueskarmen med en lysestage fra Rice og et askebæger a la fuglebad fra et loppemarked.


Mathildes høje seng er det perfekte sted til tøsehygge. Sengen er stablet op på kommoder fra Ikea.


I stuen er der stilmæssigt både plads til Poul Kjærholms klassiske PK22-lænestole og hæklede tæpper med oldemorfirkanter. Sofabordet har Jan lavet. Den gule pude er fra Hay, mens den harlekinternede pude er fra Daisy Home. Den sjove orange stage, Ghost Candelabra, fås bl.a. på arshabitandi.dk.


Væggen bag trappen ned til kælderen er tapetseret med et stort verdenskort fra tapetshop. dk. Så kan man sidde på trinnene og drømme sig væk til fjerne lande.


En lille kolonne af tissemyrer er på vej op ad væggen i Sylvesters værelse. Myrerne er wallstickers fra Base212 og kan bl.a. fås på blacknwhite.dk. Kældergulvet er malet med turkis 2-komponent epoxymaling, den type maling, der bruges til swimmingpools. Det lille bord er købt i Marokko.


Der er ingen tvivl om, hvem der bor her! Sylvester har selv lavet bogstaverne i sit navn, som derefter er lamineret og hængt op
på væggen. Når man lige er startet i skole, er det en smart måde at lære at stave sit navn på, især hvis man er blevet forsynet med et lidt langt et af slagsen.

►SE OGSÅ: Farveforandrig fryder
►SE OGSÅ: Luftige rum og kulørte detaljer
► SE OGSÅ: Sådan bruger jeg farver: Farveleg

Del på
Kommentarer (0)

Henter...