Nu kan du igen tilmelde dig Danmarks hyggeligste kvindeløb.  Læs mere om overraskelserne her

Boligreportage: Isblå funktionalitet
‘Havet’ er et epoxygulv, der blev lagt for at fjerne sporene, fra da boligen bestod af to mindre lejligheder. Med gulvet mødes moderne funktionalitet og klassisk byggetradition i en harmonisk helhed.
Nyt

Indretning

Boligreportage: Isblå funktionalitet

Kom med indenfor i en lejlighed på Vesterbro i København hvor et isblåt hav flyder gennnem rummene.


HVEM: Redaktionssekretær Yvonne Ruberg, Jan Krog Henningsen, projektudvikler i et boligselskab, og deres to børn, Albert og Vega.
HVAD:
Andelslejlighed på 150 kvadratmeter.
HVOR:
Vesterbro i København.

I 2006 blev to lejligheder på samme sal i ejendommen i Absalonsgade på Vesterbro ledige og gjorde det muligt for Yvonne Ruberg og Jan Krog Henningsen at få masser af plads. Lejlighederne var blevet byfornyet sidst i 90’erne, så de originale plankegulve og høje paneler var bevaret. Men omfattende forandringer måtte til for at forvandle de to boliger til en. Fra der blev slået hul i væggen mellem de to lejligheder, til det første aftensmåltid blev tilberedt i det nye køkken, gik der fire hektiske måneder med ombygning. Ambitionen med sammenlægningen var, at resultatet for alt i verden ikke måtte bære præg af sammenlægningen. De to separate lejligheder skulle smelte helt sammen, så en stor del af arbejdet bestod i at udligne niveauforskelle mellem lejlighedernes gulve, lofter og vægge. Rene linjer var kodeordet.


Selv i superminimalistiske hjem må der være plads til Anders And-blade og legoklodser. Enkle hylder sørger for ro og orden på Alberts værelse.

Fra ølbrik til blåt hav

Som det som regel er med sammenlægninger, var der to af alting: to køkkener, to badeværelser og to entreer. For at binde dobbeltlejligheden visuelt sammen foreslog en af parrets gode venner, som er håndværker, at Jan og Yvonne lagde et epoxygulv, der skulle brede sig fra det nye køkken over entreen i midten og ud i kontoret i den anden lejlighed. – Vores ven viste os et udvalg af farveprøver på størrelse med ølbrikker. Vi valgte ‘bassinblå’ og blev så sendt på en uges ferie til Bornholm, for det tager en uge for gulvet at hærde op. Da vi kom hjem og låste døren op til vores nye hjem og blev mødt af synet af det blå gulv, satte vi os på hovedtrappen og tænkte: Wauww! Det var overvældende at se den lille blå brik forvandlet til et helt hav. Jeg tror, vi begge følte 98 procent: Yes! og 2 procent: Hvad i hede hulen har vi lavet? Men det var skønt, fortæller Jan.   


Familien har bygget en enkel og funktionel kontorplads med ryggen mod entreen og fri udsigt over Skydebanehaven.

Rolige flader
Jan og Yvonne valgte at holde lofter, vægge og træværk i ren hvid for roens skyld. Af samme grund ville de have så få forstyrrende elementer i øjenhøjde i køkkenet som muligt.– Derfor valgte vi at bygge et fadebur, der kan rumme alle de mange ting, som god madlavning kræver, siger Jan, der ofte står ved kødgryderne. – Vi var enige om det meste under ombygningen og gik ind i processen med hud og hår, tilføjer Yvonne og fortsætter: – Vi blev vist begge ramt af en momentan sindssyge, hvor vi ikke tænkte på andet end indretning. Jeg kan huske, at vi fik passet vores søn, Albert, mens vi var til en fest, og hen under aftenen tog jeg mig selv i tænke: Hvad laver vi her, lad os komme hjem og lave lejlighed!


Lejligheden har smukke gamle træpaneler fra gulv til loft på de vægge, der vender ud til gården og gaden. I stuen er de gamle trægulve bevaret og giver en varm og rar kontrast til ‘det blå hav’ i køkken, kontor og entre. Stilen hos familien er minimalistisk med rene linjer, men der må gerne komme et kunstværk op på væggen. “Men vi venter stadig på at finde det perfekte sofastykke,” forklarer Jan den bare væg.   


Der blev skåret hul i væggen ind til det nedlagte badeværelse, så køleskabet kunne bygges ind i væggen. Køkkenet er skræddersyet af firkantede 40 x 40 mm børstede  rustfri stålrør. Skuffer  og skabe er fra Ikea. Bordpladen er støbt i  beton.


Den ene hoveddør blev blændet, og 1.th. og 1.tv. blev forvandlet til en helhed ved hjælp af det blå gulv. Entreen virker let og luftig og fungerer både som velkomstcenter, fordelingsgang og kontor, som dog ikke er synligt her på billedet.


Der hører to altaner til den sammenlagte lejlig-hed, og den ene er der adgang til fra det enkle sove-værelse. Lampen fås hos Designdelicatessen.


For at skabe harmoni i proportionerne er skydedøren til badeværelset større end nødvendigt. Den måler det halve af væggens bredde og er malet sort med tavlelak som kontrast til alt det hvide og blå. Badeværelset, der lå på køkkensiden, blev nedlagt og er omdannet til et gammeldags fadebur med en identisk skydedør.

► SE OGSÅ:  Lys ateliervilla: Hjemme hos Mis med de blå øjne
► SE OGSÅ:   Nybygget villa: Lyst & lunt træhus
► SE OGSÅ:  Rækkehus i London: Kontrasternes paradis


 

EPOXY

Før i tiden var epoxy noget giftigt stads, hvor det tog lang tid, før de farlige stoffer var dampet af, og derfor blev materialet mest anvendt til industrikøkkener, værksteder og store haller. I dag er det blevet muligt at lægge epoxygulve i private hjem, da en langt mindre farlig udgave er kommet på markedet. Medmindre du er bedste ven med en håndværker, så er det en god ide at vælge en professionel løsning. Søg f.eks. på nettet!



 


Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok