Indretning
Foto: Nicoline Olsen | Kom med indefor hos have- og indretningsdesigner Dorthe Kvist
BoligLiv

Indretning

Mig & min bolig: Have- og indretningsdesigner Dorthe Kvist

Del på

‘Huset og haven er mit eksperimentarium’ – siger Dorthe Kvist, der er professionel have- og indretningsdesigner, og som altid har gang i et hav af projekter, der udspringer fra de smukke rammer omkring huset i Vanløse.

Af Kristina Fjeldgren Beyer 04.okt.2015 Livsstil



Dorthe har bl.a. designet en serie feminine haveredskaber for Nelson Garden.

Her bor:
Dorthe Kvist, indehaver af Meltdesignstudio, som tilbyder havedesign og boligindretning. Dorthe er desuden forfatter til bøgerne ‘Bliv ven med din have’ og ‘Byhaven – Kål, kartofler og
kærlighed’ og haveekspert i bl.a. Go’ Morgen Danmark og på TV2 Fri. Hun bor sammen med Jakob og børnene Otto (12) og Ella (7).
Boligen: er en ældre villa i Vanløse på 267 m2 med tilhørende 800 m2 vild og hyggelig bohemehave, bl.a med køkkenhave på taget af garagen.
Instagram: @meltdesignstudio dorthekvist.dk &
meltdesignstudio.com/blog

Beskriv din stil med tre ord
Kreativ, uhøjtidelig og og grøn på alle måder.

Mit barndomshjem
… var en villa med en klassisk 70’er tilbygning. Wegnerstole, klinkegulv og skydedøre til terrassen. Og med en næsten selvforsynende have, der forekom mig aldeles eventyrlig.

Mit nuværende hjem
… er en gammel villa, som vi selv har gennemrenoveret. Der er 15 minutter til Rådhuspladsen med plads til alle mine havedrømme, min familie, min tykke kat og seks søde høns. Haven er en vild og hyggelig villahave med drivhus, brombærkrat, fodboldbane, bålplads, blomster, rum, jordbærmark på væggen og køkkenhave på taget af garagen.

Det bedste sted, jeg har boet,
… var på en ferie til en søvnig græsk ø, hvor vi boede i en lille fiskerhytte, der var hugget ind i klippen, over en lille strand. Det var det mest autentiske, lowtech og basic sted, jeg har boet, men på alle måder det bedste.

Mit yndlingsrum i boligen
Jeg er vild med stuerne. Der er et stort lindetræ på sydsiden af huset, og det filtrerer lyset hypnotiserende smukt ind gennem det store vindue bag sofaen om eftermiddagen.

Den ting, der har overlevet længst i mit hjem,
… er min blomstrede kommode. Jeg malede magnoliablomster på den for 14 år siden, og jeg bliver stadig glad af at kigge på den.

Den ting i min bolig, jeg holder mest af, er
… pladsen. Jeg har det bedst, hvis der er masser af luft og godt med plads. Plads til venner, ungernes kammerater og store fester, og plads til at realisere alle mine projekter. Både haven og huset er mit eksperimentarium, det er her, jeg afprøver alle mine ideer.

Det næste, der skal ske i mit hjem
Vi skal lave en læ-væg på terrassen. Det blæser en del, da terrassen ligger lidt højt, så da jeg faldt over en stak smukke gamle vinduer, besluttede jeg at lave en fin væg af dem.

Det seneste, jeg har købt til min bolig,
… er et værkstedsbord fra Fordværkstedet i Holbæk. Det har efter sigende været direktørens og var godt smurt ind i olie, da jeg købte det. Jeg er vild med værkstedsstilen, så det var et kup
uden lige, for det kostede kun 225 kr.

Hvis jeg skulle flytte
… skulle det være til et sted med egen badebro, en gigantisk have og en stor lade, jeg kan gå krea-amok i!

Det design er jeg mest stolt af
Lige nu er jeg meget stolt af min nye kollektion af bæredygtigt havegear til den urbane gartner, som jeg har lavet sammen med Nelson Garden.

Min favorit butik
Høsterkøb Planteskole for deres store udvalg i planter.

Min favoritblog
Jeg er meget glad for den australske blog The Planthunter, og derudover er en tur på Pinterest altid en treat for mig.

Jeg bliver især inspireret af
… naturen. Lige fra bestemte bladformer, lyde i vinden og stemninger til farver, dufte og små skævheder.

Jeg samler på
… tysk keramik, tørrede frøstande, mærkelige kogler, havebøger, gode mennesker, sjove planter, fede oplevelser og så badesandaler!

Det kommer ALDRIG ind i mit hjem
Nu har jeg jo en lang fortid i modebranchen, så jeg har lært, at man aldrig skal sige aldrig!


Sofaen er et loppefund, kurvestolene er fra House Doctor og gulvtæpperne hjembragt fra en rejse til Marrakesh. Sofabordet er hjemmelavet af et Ikea-stel og en marmorplade fundet i DBA.


Teakskænken er købt på lauritz.com, og Bruno Mathsson stolen har Dorthe arvet fra sin mor. Den hvide puf er købt i Istanbul for mange år siden.


Naturen er inspirationskilde og omdrejningspunkt for alt, hvad Dorthe laver både ude og inde. Og overalt skaber hun små tableauer med potteplanter, grene og afskårne blomster i vaser, krukker og flasker.


Næsten alle flader i huset er dækket af grønne stilleben.


Det blå møbel er det seneste køb fra Ford-værkstedet i Holbæk. Lampen er fra Søstrene Grene.


Puderne på pallesofaen har Dorthe fundet i Ikeas tilbudskasse og selv syet betræk til. De fine borde er lavet af stammen fra et træ, der blev fældet i haven.


En klematis breder sig lystigt og blomstrer ofte to gange på en sæson.


Et kig ud over den frodige have og drivhuset, der bugner her i august. Drivhuset er fra Juliana.

Dorthes 3 bedste indretningstips:
1. Omgiv dig med ting, som du elsker, og som får dit hjerte til at slå hurtigere.
2. Køb souvenirs på dine rejser, og indret med gode minder. Det behøver ikke være fæle plastikdimser, men kan være smukke skærebrætter, håndknyttede tæpper eller lokal keramik.
3. Brug naturen indenfor. Planter i et rum er godt for både indeklimaet og din mentale sundhed.

► SE OGSÅ: Mig & min bolig: Mette Brøchner-Mortensen fra Brøchner Hotels
► SE OGSÅ: Mig & min bolig: Hanne Berzant, ejer af By Nord Copenhagen
► SE OGSÅ: Mig & min bolig: Galleriejer Karen Maj Kornum


Del på
Kommentarer (0)

Henter...