Boligindretning
Foto: Tia Borgsmidt | Lone, Steffen og datteren Lulu Augusta og deres overdækkede terrasse.
BoligLiv

Boligindretning

Parcelhus med sjæl

Nogen bliver helt modløse ved tanken om at skulle indrette et 70’er hus i 2017 men ikke Lone og Steffen.

Af 29.aug.2017 Livsstil

Steffen, Lone og datteren Lulu Augusta.

HVEM: Lone Grøntved Pedersen 33 år, Steffen Bitsch 32 år og Lulu Augusta Grøntved Bitsch, 2 år.
HVAD: Arkitekttegnet parcelhus på 150 kvadratmeter. 
HVOR: Trige, Nord for Aarhus.
Følg Lone på @lone_groentved

Parret boede på tredje sal i byen og Lone var gravid, så de var begyndt at kigge efter en mere familievenlig lejebolig, da de spottede huset på nettet. De kunne med det samme se at huset var unikt, men havde også deres betænkeligheder ved nogle af ejernes farvevalg. Dog ikke mere end at de ret hurtigt sagde ja til at flytte ind. – Vi er lidt farveforskrækkede og skiftede derfor alle dørene i huset, da de var malet bordeauxrøde. Vi malede også en orange væg i badeværelset hvid og skiftede gulvet i vores datters værelse. De frithængende bjælker ville vi ved første indskydelse male hvide, men nu er vi blevet ret glade for dem som de er, fortæller Lone.

Legende arkitektur

Huset er opbygget om en central kerne, i form af den indbyggede brændeovn, der er omkranset af lofter til kip. De sortmalede bjælker gør rum og lofter mere levende og de hvide oppudsede halvmure skaber anderledes indretningsmuligheder og mulighed for at lave små hyggekroge. Den skæve og legende arkitektur afspejler på fin vis Lones tilgang til indretning. – Jeg har en tro på at ting ikke nødvendigvis skal passe sammen og i vores hjem mikser jeg gerne nyt og gammelt, dyrt og billigt – alt fra Ikea til designerloppefund, smiler Lone. Hun er sikker i sin sag og stoler på sin intuition. Og når hun bliver træt af at se på en ting skifter hun den ud. – Steffen er ved at gå til over det, griner hun og fortsætter, – men jeg kommer hurtigt til at kede mig, når jeg ser på de samme ting for længe.

Valgt med hjertet

Lone indretter i virkeligheden efter nogle ganske få retningslinjer. Materialevalget skal være naturligt og hun elsker især patineret kernelæder, træ og keramik. – Jeg kan ikke fordrage det snorlige og vil hellere eje en smuk keramikting uden et navn i bunden, end en ny og masseproduceret – og jeg køber altid ind med hjertet, fortæller hun. Hun og Steffen blev selv slæbt med rundt på loppemarkeder af deres mødre, da de var børn, så Lone blev i en tidlig alder god til at spotte smukke brugte ting. – På et halvt sekund, kan jeg definere om det er en ting jeg bare må eje, og sådan har jeg altid haft det, siger hun. Så når sommeren om lidt går på hæld, er der sikkert kommet nye loppefund i parcelhuset i Trige.

Fra køkkenet er der adgang til den overdækkede terrasse. Havebordet har Lone lavet af marmorpladen fra et gammelt sofabord og et par Ikea bordbukket. Stolene er loppefund.

Spisestuen, som er en del af husets kernerum, vender mod vest og har et særligt smukt lys om aftenen. Skamlen i bambus er et fund fra Aarhus kræmmermarked og spisestuestolene er et miks af loppefund og klassikere. I hjørnet står en original savstol af Ole Gjørlev, som parret fandt på dba.dk

To stålreoler fra Ikea er både praktiske og fungerer som udstillingsmontre for keramik, køkkentøj og nips.

Lone er specielt glad for keramik og træ og det ses tydeligt i køkkenet. Saltkarret er købt på en ferie på Læsø

Parret faldt især for køkkenet da de første gang så huset på nettet. – Det kunne være et køkken, vi selv kunne have fundet på at lave, siger Lone.

Til siddekrogen har Lone selv lavet en hynde af en gammel babymadras og noget stof fra Stof og Stil. Puden er fra Skriver Collection. Uroen har Lone også lavet, af en pind, en lædersnor og malede tandstikker. Væglampen er en original Lyfa, købt på Instagram.

Husets gæsteværelse er som resten af indretningen holdt i neutrale toner. Lampen er fra Ikea og stolen er købt på loppemarked for en tyver. Tekstiler og puder er fra Au Maison og Cozy Room.

Stolene er designet af Niels O. Møller og købt på dba. dk. Vægtæppet er et gulvtæppe fra Maalu Maalu og knagerne er fra Muuto.

Lone og Steffen kan godt lide at haven bare passer sig selv. De vil hellere bruge energi på at lave små hyggekroge og nyde udelivet.

Lulu Augusta sover i en Junoseng, som Lone har købt på appen Reshopper. Uroen over sengen er fra Konges Sløjd og loftslampen er købt i en genbrugsbiks. Oprindelig ville parret have malet væggene hvide, men efter lidt tid blev de vilde med den grå nuance.

Naturmaterialer præger også hyggekrogen i stuen med en blanding af nye og gamle møbler. Lampen i røget eg med den store glødepære er fra den aarhusianske virksomhed Nordic Tales. Lænestolen er købt af en veninde. Sofaen er modellen Sjöderhamn fra Ikea.

Det originale flisegulv pryder entreen, og vinduet over døren lader et naturligt lys fylde rummet. Lampen er fundet billigt på et loppemarked i Frederikshavn.


Henter...