Loftslejlighed
SPONSORERET indhold

Vintagestil på tørreloftet

Guldsmed Annette Dickow og hendes ingeniørkæreste, Søren Quistgaard, har indrettet sig med møbler med patina i deres lejlighed helt oppe under taget på et tidligere tørreloft.

Foto: Charlotte Schmidt Olsen
10. sep. 2015 | Bolig | BoligLiv

Midt i Københavns hippe Vesterbrokvarter har guldsmeden Annette Dickow og hendes lille familie slået sig ned. Hun og kæresten Søren faldt for lejligheden for fire år siden, og nu er den hendes, sønnen Vitus og kæresten Sørens fælles hjem.

– Vi havde begge ønsket os at få højt til loftet og godt med lys, så det var ikke svært at blive enige, fortæller Annette om den smukke lejlighed, der ligger helt oppe under taget i det, der engang rummede ejendommens tørreloft. På trods af de bare 80 kvadratmeter virker lejligheden meget større. Køkken og stue er indrettet i et rum, det samtidig har dobbelt loftshøjde. Og med den store tagterrasse har familien deres helt egen lille oase på femte sal. Her kan de sidde helt i ro uden at høre det hektiske liv nede på gaden.

LÆS OGSÅ: 10 boligtendenser fra 50’erne

Fra spritnyt til personligt

Lejligheden var lige blevet renoveret, da parret flyttede ind, og var lidt for formel i stilen til Annette og Sørens smag, så kunsten blev at få personlighed ind i rummene. Heldigvis er begge glade for møbler og ting med patina. Hvad enten det er et arvet møbel, der minder dem om en svunden tid, eller det er en nyindkøbt brugt ting, så nyder de begge de historier, tingene bringer med sig.

– Der er noget fantastisk ved at mindes tidligere generationer og deres liv ved at bo med deres møbler, synes Annette. De gamle ting bliver ikke altid brugt til det, de oprindeligt var tiltænkt. For eksempel har parret brugt en gammel cigarpresse som blomstervase i badeværelset, mens bordet i køkkenet er fra et bord-bænke-sæt. Og det gør ingenting, hvis der kommer pletter eller varmeskolder på det, for Annette og Søren har hovedsageligt valgt møbler, der kan tåle at bruges.

Enkelt udtryk og sjove historier

Alt er nænsomt udvalgt, og for at bevare det enkle udtryk er rummene indrettet med få møbler oftest i sort, hvid og træ. Den luftige stil passer fint til Annette og Sørens kærlighed til sort-hvid grafik, og det er lykkedes parret at skabe en god kontrast mellem de rene, lyse rammer og de uformelle møbler og vintagefund. Nogle gange har fundene en historie med sig, når de kommer ind i boligen. Og andre gange kommer den sjove historie senere.

Som for eksempel parrets russiske lampe over spisebordet. Den faldt de for pga. den fine form, og at en af deres venner så mener, at det muligvis er en kyllingelampe, gør det bare endnu morsommere og er med til at understrege den uhøjtidelige stemning i det personlige hjem oppe under bjælkerne på tørreloftet.

I den ene ende af det store køkkenalrum har parret indrettet en hyggekrog med en genbrugssofa, en stol fra Annettes morfar og en lampe fra hendes farfar. Arkivskabet rummer Sørens pladesamling. Ved at vælge neutrale farver har parret opnået et enkelt look. Billederne er tryk af bl.a. Annette selv og Bob Noon.


Spisebordet er fra et bord-bænke-sæt og kan tåle meget. Lampen er købt på et loppemarked. De forskellige stole er enten købt brugt eller arvede. Alle er sorte, hvide eller af træ, for det giver ro og sammenhæng. Det sorte køkken er fra Copenhagen Square.

IDE
Under overskabet har parret placeret et vvs-rør med kroge. Her hænger bl.a. morfars musselmalede kopper – endnu en af parrets uformelle løsninger, der samtidig skærmer for stikkontakterne.

LÆS OGSÅ: Indretningsdesignerens flotte og farverige hjem

Terrassen ligger som en hule bygget ind i taget og er meget privat. Familien er glad for oasen heroppe mellem byens tage både i sommerhalvåret og om vinteren, hvor den er rar at kigge ud på. De to stole er fra Oxdenmarq.

Det gamle skab er fra en dyreklinik, hvor Annettes kusine arbejder som dyrlæge. Det havde udtjent sin tid i klinikken, men Annette synes, det er et morsomt levn fra en anden tid. Gennem glasdøren anes terrassen.

En af Annettes unika ringe i oxyderet sølv fra serien Novo Modo, der er skabt ud fra nogle smykker, hun lavede til Den Kongelige Ballet.

Bænken har Søren selv bygget på en eftermiddag, og med et par puder blev den hurtigt til et dejligt dasehjørne. Den gamle vinkasse med blomster i står på en æblekasse. Så kan blomsterne ses fra badeværelset gennem vinduet. Tæppet er fra butikken RumRum.

IDE
Indret et hjørne af din terrasse eller altan med improviserede møbler af paller og gamle trækasser – en billig og hyggelig løsning.

Annette og Sørens sort-hvide grafik går fint i tråd med resten af indretningen. Billederne er fra berlickplakater.dk og Bob Noon. Det nederste valgte parret, fordi de bor mindre end 200 meter fra Kødbyen.

Parret har valgt et lille sofabord for at bevare et luftigt udtryk i lejligheden. Marmorbordet fra Oxdenmarq er et af de få nye møbler, der har fået lov til at komme ind i lejligheden. Vasen er fra keramiker Pia Lund.

LÆS OGSÅ: 21 lækre lænestole på 3 budgetter

Sensommerblomster giver lidt farve til det neutrale interiør.

Annette har rejst en gammel cigarpresse op og sat et par glasrør fra vaniljestænger ned i den, så den kan bruges som vase til blomster. Over den hænger albumcoveret fra Sørens første pladekøb.

‘Natbordet’ består af en skammel med en arkivkasse ovenpå. Den grafiske pude er fra 1+1 Textil, mens puden med det sort-hvide mønster er syet af et tørklæde.


Fra badekarret er der udsigt til den store terrasse. Vasen er fra Jeanette Hiiri.

På badeværelset er nyt og gammelt blandet med et hyggeligt, uformelt resultat. Søren har selv lavet bordet med rå trælåger.

Anbefalet til dig