Børn med spisevægring: Min søn ville ikke spise

LÆS OGSÅ: Kæmpeguide: Det må din baby spise

Vi blev derfor hurtigt dus med sundhedsplejersken og min praktiserende læge, hvor vi gik til kontrolvejninger og målinger hver uge – og i gode perioder hver 14. dag. På intet tidspunkt var Max sløv eller apatisk, tværtimod gik hans arme og ben gik som trommestikker. Han var opmærksom og ekstremt vågen.

En krævende ung mand

Tre måneder gammel blev Max det, man vist i dag kalder en high need baby. Han ville hverken spise, sove eller være med ude blandt andre mennesker, og han skreg insisterende, hver gang der var noget, der ikke passede ham. Jeg kan stadig se mig selv stå og danse frem og tilbage med baby på armen i mødregruppen, mens han bare skreg, og de andre mødre sad roligt med kaffe og brød og snakkede babysnak.

LÆS OGSÅ: Sådan får du din baby til at spise grøntsager

Når Max sov var det i 40 minutter – og en sjælden gang (hvis man ramte de gode brosten på ruten), så kunne han strække den til 1,5 time, og så skulle han ellers ud af vognen lige med det vons. Når jeg ind imellem forsøgte at lægge ham fra mig for lige at trække vejret, så hoppede han op i luften af raseri og knaldede hovedet ned i gulvet. Sundhedsplejersken konkluderede, at der bare er nogen børn, der ikke er gode til at være babyer.

Let at distrahere

Når jeg ammede Max, skulle jeg helst være fuldstændig ro i lokalet, bare der gik en person gennem rummet, eller at der var lyde fra trafik fra gaden, så var det nok til at distrahere ham, og så var måltidet slut. Var vi ude på besøg, blev jeg nødt til at gå afsides og amme, og jeg måtte lægge en stofble over hans hoved, da han ellers bare lå og observerede de fremmede gemakker. På trods af afskærmning, ville han som regel først spise, når vi var hjemme i vores lejlighed igen – og en god amning varede i hjemmevante omgivelser ca. fem minutter. Fire måneder gammel fik Max serveret sin første grød og frugtmos, og det var da meget sjovt at smage, men det var ikke nogen nævneværdig succes. Selvom jeg prøvede alle både hjemmelavede og hjemmebragte varianter på markedet.LÆS OGSÅ: Bagedyst-deltagere: Spiser lagkage til frokostJeg madede ham i en autostol, da han lavede så meget kong fu med arme og ben, at skråstolen blev til en katapult under måltidet. Der var mad over alt – og resultatet var altid det samme, Max var ekstremt småt tærende. Han ville hellere hoppe end spise.   

Gik helt i sultestrejke

Seks måneder gammel blev Max forkølet og fik feber, men selv da han var rask igen, ville han ikke spise fast føde overhovedet. Hans vægtkurve, der hele tiden havde været kritisk, var nu så alarmerende, at sundhedsplejersken henviste os til Hvidovre Hospital, hvor Max igennem en hel dag blev undersøgt af læger. De konkluderede, at der ikke var noget fysisk galt med ham. Vi blev derfor sendt videre til børneafdelingen, hvor jeg blev rådet til helt at stoppe amningen, da der ikke var nok kalorier i min mælk efter seks måneders amning. Max skulle udelukkende have sødmælk, modermælkserstatning og fløde at drikke samt grød og mos pakket med smør og olie at spise. Som supplement fik han proteindrikke, proteinpulver og fri adgang til is, chokolade og andre former for hurtige kalorier. Alle kneb gjaldt i kalorieregnskabet. Hver uge mødte vi op ude på hospitalet til kontrolvejninger og samtaler med en diætist og en sygeplejerske. Sidstnævnte konkluderede ret hurtigt, at mor bare trængte til noget søvn, så skulle det nok gå, mens de hver uge hev en ny kanin op af hatten. Så skulle Max spise i barnevognen, mens han blev afledt ved at kigge på fugle i Frederiksberg Have, så skulle han se fjernsyn under måltidet og ugen efter, skulle han skærmes fuldstændig, og koncentrere sig hundrede procent om maden, der måtte ikke være noget omkring ham, der kunne distrahere ham.LÆS OGSÅ: Hjælp, mit barn vil ikke spise!Men lige meget hjalp det, selvom maden kom ind i munden, så spyttede Max den ud igen. Det eneste han gerne ville have var danskvand med citrus, tomatkerner og græs. En menu, man ikke just bygger mænd af. Til gengæld fandt jeg på at snige en blanding af mordermælkserstatning og fløde i ham på sutteflaske, mens han sov, og det overlevede han på i tre måneder. Og det var fint, sagde de på hospitalet.

Måske er det min skyld?

Helt skævt gik det, da sygeplejersken mente, at Max løb om hjørner med os, og at han bare skulle lære at forstå, hvem der bestemte. Hun viste, hvordan vi skulle sætte ham på skødet, så vi begge havde front mod bordet, og holde ham ind til os, så hans arme var låst fast, mens vi med et fast greb kom skeen med mad ind i munden på ham.

Jeg kan huske, at hun gjorde det. Og jeg kan huske, at jeg selv gjorde det – og at Max skreg, mens tårerne trillede ned af kinderne på mig. Jeg følte mig som den største falliterklæring i verden. Sådan skulle det bare ikke være.

Alligevel gjorde vi det i et stykke tid, fordi vi var afmægtige og frygtede indlæggelse. Fordi vi regnede med, at eksperterne vidste bedre, end vi selv gjorde. Hospitalsbesøgene var blevet til evig dårlig samvittighed, hvor jeg især følte, at der blev stillet spørgsmålstegn ved, om jeg var medskyldig, om man så kan sige. Om det var mig, der skabte dårlig stemning under måltiderne, så min søn ikke ville spise. Til sidst i en sådan grad, at jeg rent faktisk begyndte at tvivle på mig selv, for hvis man som mor ikke er i stand til noget så simplet som at give sit barn mad, så er man måske slet ikke nogen god mor.

Nok er nok

Til sidst besluttede Max’ far og jeg, at sige nej til flere konsultationer på hospitalet. Det stod helt klart, at de ugentlige møder hverken hjalp Max eller os. Det var angstprovokerende helt at forlade ekspertvældet. For nu var det jo så for alvor vores skyld, hvis ikke vi magtede opgaven. Men det gjorde vi heldigvis. Vi forsøgte at sige til os selv, at så længe Max var aktiv og nysgerrig, så var der ikke for alvor fare på færde. Så måtte vi give pokker i vægtkurver for en tid. Vi googlede børn med spisevanskeligheder i både ind- og udland og ved en tilfældighed stødte vi på ergoterapeut Ulla Lebahn, der beskrev hvordan børn med sansemotoriske vanskeligheder hellere vil sulte end spise mad, som de ikke er trygge ved.– Ofte spiser de kun et meget begrænset repertoire og i en beskeden mængde, stod der, og selv måden de spiser på var beskrevet, som om det var Max hun talte om: Hvordan han bevidst forsøgte at undgå berøring af tungens midterste del, og at konsistensen af maden var helt afgørende for, om han ville beholde maden inde i munden.

Nu er han mere madmodig

Vi fulgte Ulla Lebahns anbefalinger til, hvordan vi kom videre, og det var stadig udfordrende og dybt frustrerende, men vi kunne se, at Max’ spisevaner ændrede sig langsomt over tid.

Da Max var 3,5 år gammel, fik han diagnosen infantil autisme, og vi erfarede, at rigtig mange autister døjer med spisevanskeligheder af forskellig art. I dag er han seks år, han er 110 høj og vejer lidt over 15 kg, så han bliver aldrig nogen sværvægter. Han mærker ikke sult, som vi andre gør. Han kan sagtens gå en helt dag uden at spise, men lidt som en pytonslange, så kompenserer han for det, når han kommer hjem fra børnehave ved f.eks. at spise to store portioner pasta med kødsauce.

Vi har fundet frem til en god håndfuld retter i særlige systemer, hvor kød ikke blandes med ris eller pasta. Gullaschsuppen skal være uden grøntsager, peperonipizzaen uden pølse og kødsaucen uden synlige stykker af løg og tomat, men det er jo til at leve med, så længe Max bare spiser. 

LÆS OGSÅ: Hvad er det værste, der kan ske, hvis mit barn spiser sit eget lort?

LÆS OGSÅ: Derfor skal dit barn spise selv

LÆS OGSÅ: Får dit barn nok at spise?