Køb brugt børnetøj billigt
Foto: Trine Bukh | Overskuddet fra Røde Kors’ genbrugsbutikker går ubeskåret til humanitært og socialt arbejde i Danmark og resten af verden.
Vores Børn

Køb brugt børnetøj billigt

Så meget genbrugt børnetøj kan du få for 500 kroner

Tag med på shopping efter brugt babytøj hos Røde Kors.

Af Ida Fabricius Bruun 30.apr.2015 Børn

Det er fredag middag, og det vrimler med mennesker i Røde Kors’ store genbrugsbutik i Hørsholm. De mange damer bag disken langer ivrigt poser med tøj, møbler og køkkengrej ud til kunderne. Lokalet er stort og lyst, tøjet hænger sirligt på stativerne, og her er ikke så meget som en snert af gammel kælderlugt. Noget, jeg ellers forbinder med genbrugsbutikker.

LÆS OGSÅ: Cool genbrug: Køb legetøjet brugt

I min lomme ligger en strøget 500-kroneseddel, der skal sikre forårsgarderoben til en pige i størrelse 74. Jeg snupper en indkøbskurv ved kassen, og hjulpet på vej af ekspedienten, Edel Valling, finder jeg hen til det store hjørne af butikken, der er helliget børnetøj og -udstyr. Her hænger tøjet efter størrelser, i kasser ligger huer, strømper og halstørklæder, og på reolerne kæmper puslespil, trælegetøj, lego, bamser, dukker og bøger om pladsen.

Aldrig brugt

Med nysgerrige fingre bladrer jeg bøjlerne igennem. Og inden længe er kurven halvt fyldt med et par bodyer, nogle sparkedragter, en natdragt, en hættetrøje og den yndigste lille, hvide hjemmestrikkede dragt med små lyseblå blomster på. Måske ikke så praktisk, men kært. Meget af tøjet ser ud, som om det aldrig er brugt – et par ting har endda stadig de oprindelige prisskilte på.

LÆS OGSÅ: Børnetøj: Nordmænd er vilde med dine aflagte klude

– Førstegangsforældre i dag har flere penge, end vi havde, da vi var unge. Der kommer meget tøj ind, som har været dyrt, men som aldrig eller næsten aldrig er blevet brugt, fortæller Edel Valling, der blev frivillig i Røde Kors’ genbrugsbutik for fire år siden. På det tidspunkt havde hun været pensioneret i ni år, men tænkte, at hun stadig kunne bruges til noget. Siden har hun brugt mindst otte timer om ugen på at ekspedere og sortere tøj.

Kun det pæneste

Alt i butikken er doneret af mennesker, der ikke har brug for det længere. De frivillige sorterer tingene grundigt, så kun det pæneste kommer ud i butikken. Resten bliver sendt videre til forarbejdning, hvor tøjet for eksempel bliver omdannet til klude eller isolering.

– Det er alle typer, der kommer her. Både for at købe og donere tøj. Men vi ligger helt sikkert godt, fordi vi er i et område, hvor folk generelt har ret mange penge og derfor oftere skifter deres tøj og ting ud, siger Edel Valling.

I butikken kommer tøjet ud med farvekoder på, så de frivillige har styr på, hvor længe, det har hængt der. Efter tre uger bliver det byttet ud med nyt, så de faste kunder altid kan finde nyt i butikken.

Med min snart godt fyldte indkøbskurv i hånden er jeg nået til kurvene med huer og strømper. Der er virkelig mange fine huer at vælge imellem – tynde, tykke, hjemmestrikkede og i farver, der passer til enhver garderobe. Jeg vælger en stribet bomuldshue fra Katvig. Pris: 15 kroner. Og jeg kan ikke stå for et par blå, hjemmefiltede sutsko, der ligner mus, og som nok skal holde små fødder varme på kølige forårsdage.

– Vi kan godt mærke, at vi er i en tid, hvor genbrug er in. Folk er nok blevet lidt mere bevidste om ikke bare at købe nyt hele tiden. Der kommer mange unge, kommende forældre, som for få penge kan få en stor del af det udstyr, de skal bruge til den lille ny. Og så tror jeg godt, at kunderne kan lide tanken om, at deres køb gavner andre, siger Edel Valling.

Nostalgi i kurven

Med tøj til en stor del af den kommende sæson, rykker jeg

– nu udrustet med endnu en indkøbskurv – videre til hylderne med legetøj. Jeg falder straks over en stor pose fuld af farverige træbiler og klodser, som helt sikkert vil bringe lykke hos lillepigen. Den koster 65 kroner, og jeg ærgrer mig over at have betalt over 200 kroner for noget lignende i en legetøjsbutik til jul. I den store kasse med træpuslespil til de mindste finder jeg et med masser af figurer, som små fingre kan få til at passe i hullerne. Og en stor æske med otte forskellige træpuslespil skal nok blive et hit om nogle måneder. På næstnederste hylde bliver jeg trukket tilbage til min egen barndom. Her ligger to Bøllebamser med mundene klar til at sutte på tommelfinger. Nostalgien er til at tage at føle på, da jeg lægger dem i kurven. To af mine andre barndomshelte ryger samme vej, da jeg tager en dyb tallerken med Pippi og en flad tallerken med Kaj og Andrea i håb om, at de får ærtemos og rugbrødshapsere til at glide lidt lettere ned.

Mine genbrugskup fylder det meste af disken, mens de frivillige ekspedienter smilende slår hele herligheden ind. De 500 kroner får plads i kasseapparatet, og jeg går ud af butikken med tøj og legetøj i seks fyldte poser – og en lidt renere samvittighed end shopping normalt giver mig.

Faktaboks

Tjekliste når du køber brugt

Tøj til babyer og børn under et år er oftest bedst egnet til genbrug, fordi de mindste slider tøjet mindre. Kig tøjet godt efter.

Undersøg det for pletter, og tjek, at lynlåse og knapper virker.

Undgå at købe blødt plastlegetøj, da det kan indeholde ftalater.

Vask tøj, tekstiler og bamser ved 60 grader.Vask legetøj grundigt i sæbevand.

Ved brugt babyudstyr bør du være obs på, at alle dele og eventuelt brugsvejledningen er med. Tjek, at intet er ødelagt.

Køb nye madrasser til senge og barnevogne. Brugte madrasser kan indeholde støvmider, bakterier og svamp.

Ved brugte sko skal du sikre dig, at hverken den indvendige eller udvendige sål er trådt skæv, og at der ikke er en synlig, fast fold på skoen, hvor den bøjer.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, Edel Valling, Forbrugerrådet Tænk og sundhedsplejersken.dk


Henter...