Bolig
SPONSORERET indhold

Frederiksberg-lejlighed mikser maskulint og feminint

Grafiker Anne Mette Degn-Petersen mikser gerne feminint og maskulint. Allerhelst må det gerne se lidt tilfældigt ud, selvom der selvfølgelig er en tanke bag det hele.

Af: Malue Drejer Foto: Birgitta Wolfgang Drejer
09. feb. 2013 | Bolig | ALT for damerne

Det er ikke kun de fysiske næsten fire meter til loftet, man fornemmer i den gamle herskabslejlighed – det er også det store frirum for Anne Mette og hendes to teenagedrenge til at spille på trommer og lytte til høj musik. Deres oase af en lejlighed ligger nemlig i en toetagers ejendom, hvor resten af lejemålene er erhverv.
– Det er et kæmpe privilegium, at vi efter klokken seksten har det hele for os selv. Og så lige her i centrum af Frederiksberg, fortæller Anne Mette.

Anne Mette er grafiker og elsker at blande stilarter.
– Egentlig er jeg både til det feminine og det maskuline udtryk. Jeg falder automatisk for det feminine, som fint delikat nips og søde puder, men ender alligevel med at vælge det maskuline, fordi det har en enkelhed, som jeg også kan lide. Og jeg vil gerne bo endnu mere minimalistisk, end jeg gør nu, siger hun.


Stue og spisestue i herskabslejligheden.

– For mig handler det om at gøre plads til andet i livet end de materielle ting. For hvor meget har vi egentlig brug for at omgive os med? Ret beset jo egentlig kun det allermest nødvendige – og det, der gør os glade, funderer hun.

LÆS OGSÅ: Bolig: Minilejlighed med farver og eksotik


Opslagspoesi og fotofavoritter

Efter samme filosofi har Anne Mette hængt en stor opslagstavle op i stuen med alt lige fra et stykke gavepapir fra en af børnene med påskriften "til mor, den sild", minikunst sendt som postkort fra en god veninde, til billeder af børnene og sommerens Roskilde Festival-billet. Små, personlige detaljer, der står i flot kontrast til det fine miks af Eames og Arne Jacobsens klassikere og møbler, som Anne Mette har haft siden sine unge år.
– Egentlig ville jeg gerne erstatte de gamle kommoder med nye moderne, men noget i mig får mig til at holde fast i dem. Måske fordi de repræsenterer noget ikke helt perfekt, og så er der noget stofligt over dem. Jeg falder meget for farver, former, eller hvordan tingene er at røre ved.

Værelse og køkken i Frederiksberg-lejligheden.

Det eneste møbel, der er blevet bestilt, og ventet på med længsel, er den store Eilersen Cocoon-sofa, som er familiens favoritmøbel.
– På samme måde var maleriet af Jette Segnitz også et musthave, og jeg blev faktisk fysisk dårlig, da jeg et kort øjeblik troede, det var blevet solgt til en anden, fortæller Anne Mette.

LÆS OGSÅ: Herskabslejlighed i historiske rammer

Indretningen er generelt kølig i nuancerne, men Anne Mette har flair for at tilsætte en enkelt varm ting eller farve, der bløder rummet op, og giver indretningen kant. Og for at skabe dynamik har en række store fotografier fundet vej til lejligheden. Anne Mette fungerede nemlig som grafiker på bogen "Any colour you like", en bog med fotos af kendte danske og internationale musikere og bands, som blev udarbejdet i samarbejde med hendes daværende mand, fotograf Morten Larsen. Anne Mette blev så fascineret af de flotte fotos, at hendes absolutte favoritter fra bogen nu udgør udsmykningen i mange af lejlighedens rum.

Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev, og hold dig opdateret på artikler, opskrifter og konkurrencer på hjemmesiden