Audrey Castañeda: "Han forvandlede sig til en rød, spansk knytnæve og tog alle pengene fra mig"

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Jeg kan huske en vej i USA, hvor jeg boede med mine forældre, da jeg var lille. Det var varmt, og jeg var vel tre-fire år. Der var sådan nogle store riste i vejen til regnvand, og jeg var sikker på, at der boede en heks dernede. Jeg kan huske, at jeg sad og kiggede derned med en blanding af angst og nysgerrighed.

– Jeg er født i Guatemala og opvokset i USA. Da mine forældre blev skilt, tog min mor mig med til Danmark. Jeg var fem år. Min fars familie er spredt ud over hele Sydamerika med min far i San Fransisco, og min mors familie er spredt ud over Europa, fordi de havde søgt arbejde rundt omkring efter krigen. Og så er der lille mig i Danmark sammen med min mor. Jeg talte engelsk, da jeg kom hertil, og jeg var så anderledes, at alle de andre børn troede, at jeg kom fra fjernsynet. Jeg var sådan et barn, som altid blev væk og skulle kaldes over anlægget, men for mig var verden ikke et farligt sted. Jeg var vist også kun seks år, da min mor fik en ny kæreste, som hun tog til Israel med i en måned. Imens boede jeg på et plejehjem, fordi hun kendte forstanderen. Jeg elskede det, for hver gang jeg åbnede en dør, sad der et gammelt menneske og strålede af glæde over at se mig og var klar til at give mig et bolsje eller kilde mig. Jeg kørte også rundt på min trehjulede cykel i kapellet blandt de døde.

LÆS OGSÅ: Laus Høybye: "Jeg er ret god til at rumme folks særheder og dårlige valg"

Din levevej?
– Siden jeg var lille, har jeg vidst, at jeg skulle stå på en scene. Da jeg var otte år, ringede jeg til Ove Sprogøe. Jeg kendte ham fra Olsen Banden og fandt hans nummer i telefonbogen. Han var simpelthen så sød og brugte oceaner af tid på at fortælle mig, hvordan jeg kunne blive skuespiller. Han foreslog mig at gå på biblioteket og låne manuskripter til skuespil. Han anbefalede mig også at gå til optagelsesprøve i enten Jeanne d'Arc eller Frøken Julie, når jeg blev gammel nok, og han stavede begge dele for mig. Da min mor kom hjem, sagde jeg, at jeg skulle på biblioteket og låne manuskripter, for det havde Ove Sprogøe sagt i telefonen. Jeg fik en skideballe for at have ringet til ham.

– Allerede som femårig var jeg begyndt på danseskole. Min mor havde ikke råd til at betale for alle de timer, jeg gerne ville, så da jeg blev lidt større, arbejdede jeg på danseskolen for at få lov at gå på holdene. I virkeligheden er jeg født til at gifte mig med en rig mand, som man ville have gjort i min fars familie. Det var uhørt, at jeg skulle danse eller være skuespiller – eller overhovedet få en uddannelse. Min mor sagde derimod, at alle piger vil være prinsesse, men det syntes hun ikke, jeg var, så hun foreslog mig at få job i Forstædernes Bank.

Øhhh, hvad?
Jeg satte revy op i menighedshuset og lavede shows på det lokale diskotek. I 9. klasse fik jeg nøglen til gymnastiksalen, så jeg kunne træne shows der, og da jeg var 16 år, satte jeg et stort modeshow op i Taastrup Stationscenter. Efter at jeg havde haft tre år på scenen som danser, insisterede min far på, at jeg fik en uddannelse i USA, men da jeg derovre fortalte ham, at det skulle være dans og teater, forvandlede han sig til en rød, spansk knytnæve og tog alle pengene fra mig. Jeg troede, han ville slå mig ihjel, så jeg stak af til Los Angeles, hvor jeg læste i fire år og havde job i en solbrillebiks og ikke engang havde råd til at gå til tandlægen.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– For mig er der to slags kendthed. At være kendt i sit lokalområde og at være kendis. Jeg bor netop her i mit område på Nørrebro, fordi jeg godt kan lide, at vi alle sammen kender hinanden. Jeg kender drengene ovre fra den italienske, og i gamle dage var der en pølsevogn nede på torvet, og pølsemanden vidste, at jeg havde kat, så når han havde en knækket pølse, fik jeg den med hjem til katten. Den slags kendthed elsker jeg. Den anden slags kendthed er ikke virkelighed, og jeg kan godt mærke, når jeg er sammen med folk, som ved, at jeg er kendt. I dag kan jeg sagtens klare, at folk hviner i to sekunder og vil tage et billede, men jeg vil ikke stå på en piedestal.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: "Det tragikomiske er noget af det bedste, jeg ved"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Karlsvognen. Da jeg var 16 år, var jeg engang i Athen for at danse og erobre verden. Jeg kunne bare ikke sproget eller bussystemet. Jeg kunne vejen mellem teatret og lejligheden, jeg boede i. En aften fik jeg indsigt i, hvor stor verden er, og hvor lille og alene jeg er i den. Jeg var bange for at forsvinde i en fremmed storby. Jeg fik angst over det, men pludselig kiggede jeg op og genkendte Karlsvognen, som er det eneste stjernebillede, jeg kender. Tænk, at den er den samme i Danmark og i Grækenland. I det sekund blev jeg tryg igen, og jeg hægtede hele mit liv på Karlsvognen. Jeg har aldrig siden været i et land, hvor jeg ikke på et tidspunkt har kigget op og sagt: "Nå, Karlsvognen er den samme i Costa Rica som i Danmark".

Hvad er dit livs omvej?
– Jeg dansede og var med i en masse musicals, men da jeg hørte om skuespilskolen Ophelia, søgte jeg ind der. Jeg var ikke verdens bedste skuespiller. Jeg var for meget danser og showgirl. Jeg kendte en del standup-komikere, og jeg vidste, at i den disciplin skal du være 100 procent dig selv, ellers falder du igennem. Standup er den mest ærlige kunstform, der findes. Jeg havde prøvet hårdt at være en sød pige og lidt for lidt kælling, og jeg gik på standupscenen i 2001 for at finde mig selv. Det gav mere mening, end skuespillet gjorde. I dag skriver jeg også meget. Det er onemanshow, manuskripter til spillefilm og dokumentarer.

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Ja, under finanskrisen omkring 2008. Jeg fik at vide, at jeg ikke kunne få børn. Det slog mig virkelig af pinden, for jeg er typen, der aldrig har accepteret et nej. Jeg var også single, og hvordan skulle jeg fortælle mænd, at vi ikke skulle have børn? Det gjorde mig nærmest angst for kærligheden. Samtidig købte jeg min lejlighed, da den blev til en andelslejlighed. Der var nogen, der sagde, at swap-lån var en virkelig god idé. En måned efter jeg have skrevet under, fandt jeg ud af, at det var det direkte modsatte.

I den periode følte jeg også, at jeg blev sparet væk. Det første, man sparer på under en finanskrise, er underholdning, og jeg endte nærmest med at være flaskesamler. Samtidig tog jeg rigtig meget på. Jeg havde en livskrise, for det gik op for mig, at når min mor dør, så er jeg det sidste led, og når jeg dør, er der ingen, der går op på loftet, og kigger alle mine ting igennem. Jeg har ingen søskende, så jeg er ingens tante Audrey. Jeg kiggede tilbage på mit liv og tænkte: Hvad er det, jeg har knoklet for. Jeg lagde alle de følelser i min røv og dækkede den til med snøfler. Jeg kom ud på den anden side med ar på sjælen. Men jeg havde stadig min lejlighed, min bil og min karriere. Jeg aner ikke hvordan. Jeg har endda stadig glimt i øjet og lyst til livet.

LÆS OGSÅ: Mikael Kamber: "Derfor er det fedt at være fyldt 50"

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er lige blevet 50, og det skal fejres med høje knæløft og bjældeklang. Jeg synes, der sker noget allerede, når kvinder bliver 40. Man bliver usynlig. Se bare på damebladene. Der er en model på forsiden af de blade, der henvender sig til de unge, men på blade til alle over 40, er der noget om æbletærte og Bolette, der mistede sin hund. Jeg synes, alle aldersgrupper er sexede, og som 50-årig er det blevet mit lod at vise lækkerheden over for de unge, som er bange for at gå det i møde. Der er selvfølgelig noget sexet ved bryster, der peger den rigtige vej, men der er også noget sexet ved en kvinde, som kan se på en mand på den helt rigtige måde.