Hans ekskone er en slange i vores paradis
SPONSORERET indhold

Hans ekskone er en slange i vores paradis

Min kæreste ses med sin ekskone, og de bor i samme opgang. Desuden hjælper han hende økonomisk. Det går mig virkelig på, men min kæreste kan ikke se problemet, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
14. nov. 2020 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om kærestes ekskone

Jeg er en kvinde på 54 år, der er så heldig at have fået en kæreste. Vi begyndte at ses for fem år siden, men de første tre år var meget løst, da vi ikke lige var enige om, hvad kærestepakken skulle indeholde. For et år siden fandt vi dog rigtig sammen, og det føltes helt perfekt. 

LÆS OGSÅ: Er han utro, eller er det mig, der ser spøgelser?

Der er dog en slange i paradiset, og det er min kærestes ekskone. De blev skilt for 14 år siden, men bor stadigvæk i samme ejendom. De har to voksne børn sammen, som er godt selvkørende. Alligevel er min kærestes eks med til alle fødselsdage i familien og kommer dagligt hos min kæreste. Min kæreste ser aldrig sine børn, uden hun er til stede. Da jeg ville holde min fødselsdag, sagde han, at det ville være mærkeligt, hvis hun ikke skulle med, når nu hans børn skulle det, hvilket jeg overhovedet ikke havde lyst til. Da hun ikke har noget job, støtter min kæreste hende også økonomisk. Vi taler meget om, at vi skal flytte sammen i den nærmeste fremtid. Hans lejlighed er meget billig og ligger et dejligt sted, så det er nok der, vi skal bo. Jeg har dog ikke lyst til at bo så tæt på hende. Jeg er ikke bange for, de skal finde sammen igen, jeg er bare irriteret over, at hun hele tiden er der. Vi har ellers et perfekte forhold, men så snart hun rører på sig, bliver jeg ked af det og irriteret. Hun fylder alt for meget i min kærestes liv, men det synes han slet ikke. Han kan faktisk overhovedet ikke se problemet og mener bare, at jeg skal rette ind. Så hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at finde sig i det - eller droppe det

Det lyder til, at din kæreste og hans ekskone har indrettet sig i et pseudo-forhold, hvor de godt nok er blevet skilt, men alligevel aldrig har givet slip på hinanden. Jeg kender til en hel del mennesker, der har levet på den måde. Umiddelbart virker det jo perfekt, fordi man stadigvæk kan dele en masse sammen, alt imens man slipper for at dele seng. I mine øjne er det dog som at tisse i bukserne for at holde varmen. For der er jo en grund til, at man i sin tid gik fra hinanden, men ved alligevel at holde fast, så forhindrer man hinanden i at etablere nye sunde forhold – netop som det lyder til at være tilfældet for din kæreste. Her virker det så også til at være gået ganske over gevind. For en ting er, at han omgås sin eks, men når det går så vidt, at han insisterer på, at hun skal med til din fødselsdag, så tangerer det altså det helt groteske, og det bekymrende er, at han ikke selv kan se det. 

LÆS OGSÅ: Min mands ekskone ødelægger mit ægteskab

Det kan han så ikke, og han lyder heller ikke til at være særlig indstillet på at gøre det. Hvor meget du og jeg end måtte mene om det, så er det hans valg, hvilket han jo rent faktisk også har gjort dig klart. Af den grund har du da også i mine øjne kun to muligheder: Enten finder du dig i at leve med en kæreste, der har sin ekskone på slæb og håber så på, at tingene stille og roligt vil ændre sig med tiden. Gør du det, så flyt dog for himlens skyld ikke ind i hans lejlighed, men find et andet sted! Eller også dropper du ud og finder dig en kæreste, der har gjort sig fri af sin fortid. For man kan desværre ikke lave om på andre mennesker. De har nu engang deres frie vilje, også til at gøre noget, der i dine og mine øjne er virkeligt dumt. Til gengæld har du så også din frie vilje til at beslutte dig for, om du vil finde dig i det eller ej.

Anbefalet til dig