Hvorfor har min far slået hånden af mig Vibeke Dorphs Brevkasse
SPONSORERET indhold

Hvorfor har min far slået hånden af mig?

Min far og jeg har aldrig haft et særligt godt forhold, men vi har i det mindste haft et. Siden mine forældre blev skilt, og han fandt en ny kone, har han skabt en ny familie, hvor han er ligeglad med os. Det er en stor sorg for mig, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
26. jan. 2022 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om anstrengt forhold med far

Jeg er en ung pige, der er rigtig ked af det. Min far og jeg har aldrig haft et særligt godt forhold, dog var det tættere, dengang han var gift med min mor. Han var dog aldrig en ansvarlig far før i tiden, men i gode stunder kunne han være rar, selvom man aldrig vidste, hvornår det ændrede sig.

Mine forældre blev skilt, og han mødte en anden og langt yngre kvinde, som han for to år siden flyttede sammen med og fik et barn med. Siden da har vores forhold været kompliceret. Den nye kæreste lagde ikke skjul på, at hun ikke brød sig om os, og fra den ene dag til den anden forsøgte han at slippe for at betale børnepenge og valgte simpelthen min bror og mig fra.

LÆS OGSÅ: Hvordan hjælper jeg bedst min ulykkelige far?

Det føles som en kæmpe sorg. Det er lige før, at jeg hellere vil høre på hans kærestes brok om, hvilket forfærdeligt menneske jeg er end slet ikke at se min far. Jeg savner ham. Hvordan skal jeg nogensinde kunne udfylde det hul, han har skabt i mig? Som sagt har han aldrig været en særlig god far, han har altid svigtet aftaler, alligevel savner jeg ham og får kvalme, hver gang mine veninder fortæller om de ting, de laver med deres fædre. Jeg er træt af denne sorg.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre, ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det hele. Hvorfor var jeg ikke god nok til min far? Hvorfor må hans nye barn få alt, hvad han peger på, mens min far ikke gider at have noget med mig at gøre?

Vibeke Dorph råder til at flytte opmærksomheden

Det er ikke dig, der ikke er god nok til din far, det er din far, der på ingen måder er god nok til dig. Du har nemlig ganske enkelt været uheldig og trukket en nitte, da der i sin tid blev delt fædre ud, for her fik du desværre udleveret et eksemplar med dårlig karakter og helt uden format. Det er således ham, den er gal med, og det er helt sikkert ikke kun over for dig, at han kan finde på at opføre sig så usselt, det kommer beklageligvis til at ramme alle de mennesker, der er i hans nærhed på et tidspunkt.

Du skal derfor straks stoppe med at skelne misundeligt hen på den familie, din far har nu. For nissen flytter med, og din ryggesløse far kombineret med den utiltalende kvinde, han har slået sig sammen med, er ikke en sund cocktail for nogen at være i selskab med.

LÆS OGSÅ: Han opfører sig forfærdeligt, fordi vi ikke kan have sex

At du sørger nu, er uforstående over for din fars svigt og er vred på ham, alt det vidner kun om, at du til gengæld selv er et helt menneske, der har dine følelser i behold. Du reagerer således sundt og menneskeligt på en usund og umenneskelig situation, som intet barn har fortjent at blive sat i. Det er den sunde del af dig selv, du skal dyrke, og det gør du bedst så langt væk fra din far som muligt.

Flyt derfor opmærksomheden helt væk fra ham, og koncentrer dig om dit eget liv. Opdyrk venskaber, der styrker dig, find gode interesser og sunde voksne, som kan give dig det modspil og omsorg, din far ikke kan. Søg professionel hjælp, hvis du har brug for det. Vigtigst er det, at din far ikke længere får lov til at tage plads i dit liv, for det har han ikke fortjent, og det er dit liv alt, alt for kostbart til.

Anbefalet til dig