Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Christina Krzyrosiak Hansen
Foto: Pernille Ringsing 24 timer med danmarks yngste borgmester.

Danmarks yngste borgmester er kun 25 år: "Der er ting, jeg ikke kan fortælle andre"

Christina Krzyrosiak Hansen er valgt til at rette op på økonomien i Holbæk Kommune. Som Danmarks yngste borgmester nogensinde. Vi er taget med på en helt almindelig dag i hendes liv for finde ud af, hvordan det kan gå til, at en kun 25-årig har taget så stort et ansvar.

– Jeg er i praktik en dag hver anden uge, skiftevis i en kommunal institution eller en lokal virksomhed. Det har jeg tænkt mig at blive ved med i min borgmestertid. Jeg synes, det er så vigtigt at høre kommunale medarbejdere, ansatte i virksomheder og ledere sætte ord på de udfordringer, de har i hverdagen. Jeg tror grundlæggende på, at vi og samfundet har brug for, at afstanden mellem politikere og medarbejdere og borgere bliver kortere. Hvis jeg skal rette op på Holbæk Kommune, som har mange økonomiske udfordringer, skal jeg bruge medarbejdernes hjælp. Jeg kan ikke få deres hjælp, hvis jeg ikke er ude hos dem, og det har jeg brug for at fortælle dem ansigt til ansigt, som man gjorde i gamle dage. Jeg synes, jeg har et ansvar som borgmester for at gå forrest i den udvikling, vi skal have lavet, og når der skal tages hånd om problemerne.

– Mine praktikdage handler også om, at der er rigtig meget erfaring, jeg ikke har, fordi jeg er 25 år. Jeg får vigtige og nødvendige erfaringer ved at være ude på plejehjem, i børnehaver, vuggestuer og skoler, men også når jeg besøger virksomheder. Der er nogle, der har spurgt, hvordan jeg kan nå alle de praktikdage, og svaret er, at de dage, hvor jeg har været i praktik, forlader jeg typisk ikke kontoret før ved 22-23-tiden. Jeg lægger flere timer i mit hverv som borgmester, end man ellers ville have gjort. Og det er da lidt hårdt, selvfølgelig, men det er det værd. Jeg får energi af at være ude blandt borgerne og medarbejderne.

Borgmester for Holbæk Kommune Borgmester for Holbæk Kommune som landets yngste nogensinde. Foto: Pernille Ringsing

Bostedet Søbæk Have Kl. 8.30
Besøget på Søbæk Have i Jyderup begynder med fællessang med en håndfuld beboere. Christina synger med på "Kringsat af fjender" og Nanna, som arbejder på bostedet, spiller guitar. Næste sang er "Under bøgen", for så bliver Ole så glad. Han sidder og rokker med til musikken. Bagefter følges Christina med Nanna og tre beboere ind i "Det hvide rum", hvor beboerne stimuleres på forskellig vis. Der kommer dæmpet musik ud af ghettoblasteren, og Nanna serverer kaffe og knækbrød. Ole, som skal have hjælp til alt, har boet her i to år. Han har ønsket at få sit fineste tøj på i dag, fordi selveste borgmesteren skulle komme, og han stråler i sin flotte vest. Da han har drukket sin kaffe af en tudkop, bliver han hejst over i en hængekøje. Den føles tryg og rar, fordi den omslutter ham, så han bliver rolig og glad af at ligge der. Christina hiver en stol hen til hængekøjen og begynder at gynge Ole forsigtigt frem og tilbage. Kan man godt gynge den for voldsomt, spørger hun, og ja, det kan man, men hvis hun bare holder øje med, om Ole ser glad ud, er alt godt, får hun at vide. Hun ligner en, der aldrig har lavet andet, og omsorg for andre har hun da også nærmest fået ind med modermælken.

LÆS OGSÅ: Ida Auken: "Det kan slå en knude på mig, så det næsten spænder ben for mig"

– Jeg er vokset op her i Holbæk på et lille husmandssted med mine forældre, Conny og Kaj Erik, der som de eneste i vores familie er emigreret til Sjælland. Jeg har altid fået at vide, når jeg har været på besøg i Jylland, at jeg er den eneste i familien, der er født på den forkerte side af broen. Hvis man kigger på papiret, er jeg enebarn, men jeg har mange søskende. I al den tid, jeg kan huske, har mine forældre haft plejebørn. Stort set altid kun et ad gangen og i meget lang tid, så det var præcis som at have søskende. Det går mere og mere op for mig, hvor meget det har været med til at forme mig som menneske, at jeg har set, hvad det har betydet for de børn at komme i en tryg og velfungerende familie i stedet for at vokse op i en familie, som ikke kunne tage hånd om dem. Jeg har også fået øjnene op for, hvor stor en ulighed der stadig findes i Danmark. Jeg har følt mig meget heldig over det liv, jeg har haft, men jeg må også være ærlig at sige, at det også har betydet, at fordi jeg var det stærke barn i familien, så er der meget tid, der er gået fra mig og til mine "søskende". Mine forældre har ofte prioriteret deres plejebørn højere, fordi det var det, der skulle til, for at vi kunne lykkes som familie, men det har jeg altid været utrolig stolt over, at de har gjort. Jeg kunne godt forstå det. Og jeg kunne godt selv finde på at have plejebørn på sigt, hvis jeg får ressourcerne, tiden og pladsen til det. Jeg synes, det er en måde at tage ansvar for noget større end sig selv på.

På Søbæk Have er Christina gået ind på aktivitetsafdelingen, hvor beboeren Eva er ved at strikke en halsedisse. Hun er meget begejstret for at hilse på Christina, der sætter sig ned og taler hyggeligt og længe med hende. Bagefter kommer Christina i ind i velværerummet, hvor beboerne bl.a. kan få massage, og hvor der er fokus på personlig pleje. Beboeren Susanne har lige fået fodbad, og hun bryder ud i gråd, da hun hilser på Christina. Det gør hun altid, når hun møder nye mennesker. Ikke fordi hun bliver ked af det, men fordi hun bliver så rørt. Christina sætter sig ned og snakker med Susanne, der skal have lagt neglelak. Der er stille musik i højttalerne, og neglelak i alle farver er linet op på bordet. Susanne vælger en farve, og Christina tilbyder at lægge den på for hende. "Nu skal du sidde helt stille", siger hun og smiler til Susanne. "Første finger, anden finger – og nu tager vi den tredje – har du nogensinde fået lagt neglelak af en borgmester før", spørger Christina. Susanne smiler. Siger ikke noget. Christina er helt opslugt, og Susanne rører sig ikke. "Hvad tror du, Henning siger til det", spørger en fra personalet. "Hvem er Henning", spøger Christina nysgerrigt. "Min kæreste", svarer Susanne.

Nationalmuseet i HolbækNationalmuseet i Holbæk er ved at restaurere skibet Anna Møller og tilbyder Christina at komme i praktik. Foto: Pernille Ringsing.

Havnen i Holbæk Kl. 12.30
Christina kører tilbage til Holbæk centrum. Hun parkerer under rådhuset, hvor hun har sin egen plads, og skal straks ned på havnen, som ligger i gåafstand. Her er Nationalmuseet ved at restaurere skibet Anna Møller i den yderste blå hal, og Christina skal tale med Morten, der er ansvarlig for projektet. Tre mand og en praktikant er i fuld gang med det kæmpestore træskib, en såkaldt galease, fra 1906, og de regner med at være færdige i efteråret 2019, hvor skibet så skal ud og sejle. Christina vil gerne have kommunalbestyrelsen ned og se projektet også. Hun har en vision om, at hun i sin borgmestertid skal lave en samlet plan for hele Holbæk Havn, så den i højere grad kan blive et kulturelt samlingssted. "Du er velkommen i praktik hernede", siger Morten til hende. "Jo tak, men jeg var ikke særlig god til sløjd i skolen", svarer Christina med et grin.

Christina har aldrig været en 12-talspige. Hun klarede sig godt i skolen, men hun skulle arbejde hårdt for det, og det gjorde hun. Drømmen var at blive dyrlæge, men den politiske bevidsthed lå i hende fra barnsben. Hendes forældre mødte hinanden i Socialdemokratiets ungdomsafdeling og har altid været politisk aktive.

– Jeg var et ret nysgerrigt barn, og jeg gik meget op i de ting, jeg begyndte på. I mange år var jeg rytmegymnast og dansede utrolig meget, men det var aldrig nok bare at deltage på et hold, jeg ville altid gerne være den, der havde lagt flest timer i det, men jeg var aldrig den bedste. Jeg gik i en meget tidlig alder op i alt, hvad der handlede om samfundet. Jeg gik i en folkeskole, hvor næsten halvdelen var indvandrere, og så oplever man virkelig hverdagens racisme, som den er. Og jeg kunne ikke forstå det. Jeg kunne heller ikke forstå, hvorfor vi skulle have dansk og læse alle mulige prosatekster, når jeg kunne se, at min klassekammerater blev drillet. Hvorfor var det ikke det, vi gik op i? Det var meget sigende for det barn, jeg var, og for den voksne, jeg er blevet. Da vi gik ud af 9. klasse, lavede to af lærerne et fint show, hvor de bl.a. forudså, hvad vi alle ville blive til. Til mig sagde de, at jeg ville blive enten integrationsminister eller borgmester i Holbæk Kommune. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Hvad taler de om? Jeg skal jo være dyrlæge! Samtidig vidste jeg godt, at det ikke var helt ved siden af, at jeg skulle ind i politik, men jeg var nok ret stædig og tænkte, at jeg jo havde besluttet mig for noget andet. Og det på trods af, at jeg i hver eneste time i de naturvidenskabelige fag sad og ventede på, at vi skulle have samfundsfag eller historie.

LÆS OGSÅ: Margrethe Vestager: "Jeg hader at skændes, og jeg er dårlig til det"

– Jeg begyndte i gymnasiet, men gik ned med stress i 2.g. Ret voldsomt, faktisk. Og det var altså før, det var okay at sige, at man var stresset. Jeg blev sygemeldt og var væk fra gymnasiet i over en måned. Jeg kunne ikke forstå, hvad der foregik, og i lang tid ville jeg heller ikke anerkende, at jeg havde fået stress, men der var nogle brikker i det forløb, som faldt på plads. Det gik op for mig, at man ikke bare kan lave en plan for hele sit liv, når man går i femte klasse, og så følge den. Der vil komme bump på vejen. Jeg var ikke særlig god til at lytte til mig selv, og jeg knoklede på, fordi jeg troede, at det var forventet af mig. Sandheden var bare, at der ikke var nogen, der forventede det samme af mig, som jeg selv gjorde, og det var godt at indse. Jeg besluttede mig for at lægge stilen om, og det gik op for mig, at jeg ikke skulle være dyrlæge. Det gode ved svære situationer er, at man lærer vildt meget af dem. Jeg kom tilbage til 2.g, og tilfældigt faldt jeg over en indmeldelsesblanket til Socialdemokratiet og meldte mig ind.

Borgmesterkontoret Kl. 13.30-17.00
Tilbage på rådhuset spiser Christina frokost i kantinen. Som den allersidste, inden buffeten bliver taget væk. Hun sidder ved et højt bord og kigger ud over vandet. Oppe på borgmesterkontoret er der også udsigt over vandet, men Christina kan ikke helt kigge ud fra sin skrivebordsstol. Den borgmester, der sad her, da bygningen blev lavet, var højere end hende, så væggen under vinduet er faktisk lidt for høj. Det tager hun med ro, hun skal jo alligevel koncentrere sig om skærmen og sine papirer, og det gør hun de næste timer.

– Efter gymnasiet var jeg på et højskoleophold i Mexico, Costa Rica og Cuba i fire måneder. Jeg havde brug for et pusterum og for at tænke over, hvad jeg skulle, når jeg ikke skulle være dyrlæge. På rejsen fandt jeg ud af, at jeg ville stille op til kommunalvalget i 2013. Jeg var blevet spurgt, inden jeg rejste, af den tidligere spidskandidat, men jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg stillede op, ville det være for at blive valgt, og jeg var kun 19 år. Men pludselig kunne jeg mærke, at ja, jeg savnede min familie og mine venner derhjemme, men jeg savnede også Holbæk. Min by. Og jeg var uenig i den udvikling, der var ved at ske rent politisk. Så jeg sagde ja til at stille op. Jeg blev valgt ind, og kort efter måtte spidskandidaten, som også var gruppeformand, trække sig, og jeg blev spurgt, om jeg ville være gruppeformand. Jeg sagde nej tak, jeg følte, at det var for tidligt.

– Der gik et års tid, og så blev jeg stoppet på hovedgaden i Jyderup af et ældre ægtepar, der gerne ville have, at der skulle ske noget nyt med Holbæk Kommune, og de spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at blive kommunens nye borgmester. Jeg tænkte, at de måtte have spist noget, de ikke kunne tåle, ha, ha, men det var åbenbart noget, der blev sladret om flere steder i byen, for der gik kun tre uger, så ringede partiformanden og tilbød mig at blive borgmesterkandidat. Og lige der kunne jeg bare mærke følelsen af, at der ikke var noget, jeg hellere ville. Men jeg tænkte også, hvad vil folk dog ikke sige om det? Jeg var så bange for, at min unge alder ville ødelægge mit partis chance for at overtage borgmesterposten, som Socialdemokratiet ikke havde haft i 24 år på det tidspunkt. Jeg havde aldrig i mit liv været så bange for noget før. Selv følte jeg mig helt klar og var sikker på, at jeg kunne bestride posten, men tænk, hvis folk valgte partiet fra på grund af min alder? Jeg kunne næsten ikke holde tanken ud. Men så talte jeg med min gode ven Kaare Dybvad, som jeg havde været kampagneleder for i 2015. Han sagde rimelig køligt til mig: "Ja, folk VIL stille spørgsmål til din alder, og folk VIL synes, at du er for ung. Men hvis du kan leve med det, og hvis du tror på dit politiske projekt, som jeg tror på det, så skal du gøre det".

Christina vandt afstemningen om, hvem der skulle være borgmesterkandidat, med 60 procent af stemmerne. Det var den 8. marts 2016 – Kvindernes Internationale Kampdag – og det kan hun ikke lade være med at smile lidt over, for hun vandt afstemningen over tre mænd. Valgkampen gik i gang, og midt i det hele blev Holbæk "kåret" som landets fattigste kommune målt på penge på kistebunden.

– Man kan sige, at det var en god platform at gå til valgkamp ud fra, men det var også et kæmpe ansvar for mig at skulle rette op på det. Jeg vidste, at hvis jeg blev valgt, ville de næste fire år ikke blive en periode, hvor jeg kunne uddele gaver. Jeg vidste, at jeg – eller i hvert fald mine beslutninger – ville blive upopulære.

LÆS OGSÅ: Margrethe Vestager: "Det er meget usundt kun at fokusere på topkarakterer"

Valgdagen var den 21. november 2017, Socialdemokratiet fik flere mandater, end man havde troet, men også Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten samt en lokalliste fik mange stemmer, og alle sad om forhandlingsbordet til langt ud på natten. Der blev arbejdet videre de følgende dage, og den 24. november skrev partierne under på en politisk aftale.

– Den 24. november blev jeg 25 år, jeg havde stort set ikke sovet siden den 20. på det tidspunkt, og jeg var så træt og havde det så dårligt. Jeg nåede at tabe mig ufatteligt meget på de ganske få dage, og på min fødselsdag skrev jeg så endeligt under på, at jeg skulle være borgmester. På vejen hjem gik jeg forbi den lokale café, hvor mange af dem, der havde lavet valgkamp for mig, sad. Jeg lagde både den politiske aftale og konstitueringsaftalen foran dem, og sagde: "Tillykke – og husk, at det er 24 år siden, Socialdemokratiet sidst havde borgmesterposten." De grinede og råbte: "Ja, der var nogle af os slet ikke født". Det havde vi meget sjov ud af. Jeg gik hjem, lagde mig i min seng og tænkte: Hvad nu? Det var faktisk først den 6. december, da jeg fik lagt borgmesterkæden på mine skuldre, at det for alvor gik op for mig, at jeg var blevet borgmester.

Christina havde været sammen med sin kæreste et års tid, da hun blev borgmester. Han havde ikke bedt om at blive "First Lady", siger hun med et grin, og han er i det hele taget ikke meget for at stå frem eller blive omtalt.

– Det vigtigste for mig er at have mennesker i mit liv, der er mere og andet end politik. Det er min kæreste, min familie og mine tætteste venner. Min kæreste er da pavestolt over, at jeg er blevet borgmester, men han ville også have været pavestolt, hvis jeg havde lavet noget helt andet. Jeg tror ikke altid, at det har været nemt for ham at være min kæreste. Man er ikke altid den bedste version af sig selv i en valgkamp. Men på trods af det var han der. Han har været en enorm støtte og har hjulpet med utrolig meget. Både med at holde styr på mig, men også med selve kampagnen.

– Det sværeste ved at være borgmester er helt klart, at det nogle gange er et ensomt job. Der er ting, jeg ikke kan fortælle andre. Det vidste jeg godt, men det er anderledes, når man oplever det. Det er også gået op for mig, at på trods af at jeg italesætter vigtigheden af, at man har et liv ved siden af politik, så er der mange ting, jeg simpelthen ikke har fulgt med i, siden valgkampen begyndte. Hvilke film er oppe i tiden? Hvilke nye restauranter skal man besøge? Og jeg har heller ikke været så god en ven, som jeg gerne vil være. Eller den bedste datter. Så på trods af at jeg godt ved, hvad der er godt for mig, og hvor jeg finder energi, har jeg bare ikke nået det. Og jeg kan mærke, at det kræver en indsats at komme tilbage og få prioriteret de ting og de mennesker, der betyder noget. Det lyder frygteligt, men det kan jeg kun gøre ved at lægge det ind i min kalender og sørge for, at jeg så vidt muligt holder fri i weekenden.

Hotel Strandparken, Holbæk Kl. 17.30
44 kvinder fra kvindenetværket Zonta er samlet på Hotel Strandparken, og Christina har sagt ja til at holde et oplæg for dem og fortælle sin personlige historie. Hun har skiftet til kort nederdel og høje sko, og hun har lagt lidt ekstra makeup. Det gik op for hende i valgkampen, at hun ikke vil ligge under for, hvordan en "rigtig" politiker ser ud, dvs. klædt i jakkesæt og med stramt opsat hår. Hun vil have lov til at gå i kjole eller blomstret nederdel, hvis hun har lyst til det, og håret er lige så tit løst og flagrende som samlet i en praktisk hestehale. Det føltes som en "farlig" beslutning at tage dengang, men i dag ved hun, at det var det helt rigtige – hun kalder det faktisk sit klogeste politiske træk – og hun har også fra mange sider fået at vide, at folk netop har stemt på hende, fordi de kan genkende sig selv.

Hun takker de fremmødte kvinder for at være blevet inviteret med i aften, fortæller om sin egen vej til borgmesterposten og kommer gang på gang ind på, hvor vigtigt det er, at kvinder bakker hinanden op. Som netop kvinderne i Zonta gør. Hun opfordrer til spørgsmål fra salen, og der kommer en del. Siden hun blev valgt til borgmester, er hun – til sin egen overraskelse – gentagne gange blevet spurgt, om det ikke er hårdt at være kvinde og borgmester.

– Min far var ansat i SID, nu 3F, da jeg var barn, og han var leder på nogle internationale projekter. I tre år boede han fast i Albanien, så min mor var alene med mig og vores plejebarn. Og hvis der er noget, jeg har lært af min mor, så er det, at en tryg og god familie er vigtig, men vi kvinder kan også godt klare os selv. Min mor gjorde en dyd ud af, at husmandsstedet skulle ligne sig selv, at jeg kom velforberedt i skole, og at min madpakke var lige så god som de andre børns. Jeg forstår ikke, hvordan hun kunne klare det hele med fuldtidsarbejde, plejebørn og hestepension, men jeg manglede aldrig noget, og min mor er virkelig et stort forbillede for mig.

– Jeg møder kvinder i alle aldre, der synes, det er helt vildt, at jeg – som ung kvinde – er blevet borgmester. Jeg føler, at det er mit ansvar at være en rollemodel, der går ud og siger, at hvis man har noget, man virkelig brænder for, så skal man gøre det, uanset alder eller køn. Jeg er gået meget målrettet efter magten og den position, jeg har nu, og det er åbenbart ikke normalt endnu, at kvinder gør det. Havde jeg lyttet til alle de råd, jeg fik undervejs, havde jeg nok ikke turdet gøre det, men det var jo nu – ikke om 10 eller 20 år – jeg var klar.

Parkeringspladsen foran Hotel Strandparken Kl. 18.00
Christina hopper ind i sin Volvo, vinker farvel og suser videre mod dagens sidste møde, som ALT for damerne ikke kan deltage i. Når det er slut, vil hun formentlig tage hjem i seng, men det kan også være, at hun lægger vejen forbi basketbanen, hvor hun for nylig er begyndte at spille igen. Og i morgen?
Der venter endnu en "borgmesterdag". 

Hvem er Christina Krzyrosiak Hansen?

  • Christina Krzyrosiak Hansen, 25 år.
  • Borgmester for Holbæk Kommune som landets yngste nogensinde.
  • Medlem af Socialdemokratiet siden 2010.
  • Medlem af Holbæk Byråd siden 2013.
  • Har læst sociologi på Københavns Universitet fra 2013-2017.
  • Har en kæreste.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Karriere og Kvinder du skal kende