Ida Auken: "Det kan slå en knude på mig, så det næsten spænder ben for mig"

Udgangspunkt

– Jeg har løbet verden rundt for at finde ud af, at mit udgangspunkt var her i Danmark. Som ung ville jeg ud og indtage verden, og jeg tænkte egentlig mere over, at jeg var dansk, når jeg var ude at rejse, end når jeg var hjemme. Det kan godt være, at det er fordi, jeg nærmer mig 40, at jeg er begyndt at vende tilbage til mine rødder. Jeg har for eksempel aldrig tidligere syntes, at slægtshistorie var interessant. Men da jeg selv fik børn, ville jeg gerne kigge på billeder af mine bedsteforældre og oldeforældre og forstå mit stamtræ og min familiehistorie. Jeg tror, det er fordi, det fortæller mig noget om mine børn, som jeg gerne vil vide.

– Jeg har fundet ud af, at man ikke kan løbe fra sin historie. Jeg forsøgte mig ellers med mit eget lille flugtforsøg i teenageårene. Det var svært at gøre oprør mod mine forældres generation, 68'erne, for de havde i virkeligheden gjort alt nyt og vendt og op og ned på verden. Hvordan gør man oprør mod sine engagerede forældre? Det kunne jeg kun gøre ved at signalere, at jeg var ligeglad med politik og alt det, de gik op i. Jeg havde år, hvor alt handlede om at være ung teenager, og hvor jeg kun gik op i makeup, fester og håndbold. Jeg skulle for alt i verden ikke være for samfundsengageret. Der var også år, hvor jeg ikke kaldte mig Ida Auken, men Ida Nielsen, fordi jeg ikke ville defineres af mine forældre. Men jeg fandt ud af, at jeg også brugte for mange kræfter på ikke at ville ligne dem.

– Hen ad vejen har jeg fundet min egen vej og min egen måde at lave politik på. Vigtigst var måske, at jeg fandt ud af, at jeg er en anden type politiker end min mor. Jeg skiftede parti og gik væk fra der, hvor det hele begyndte – som var samme sted som min mor. Det er de små skridt, man tager for til sidst at finde ud af, at det er okay at ligne sine forældre på nogle områder og så alligevel bare være sig selv. Det var en lang rejse, i hvert fald for mig.

Ida Auken. Foto: Peter Nørby.

– Livet er i virkeligheden en lang frisættelse fra sine forældre, der sjovt nok ender med at sende en tilbage til start: Først er man et barn, der lærer at gå og langsomt bevæger sig væk fra sin mor og far. Så bliver man teenager og går bogstaveligt talt væk fra dem, og så begynder det punkt, hvor man får sin egen familie og opdager, at ens forældre alligevel havde ret i mange af de ting, de sagde, og at jeg ligner dem mere, end jeg troede.

LÆS OGSÅ: Sara Omar: "Vi kvinder tager ikke pladsen fra nogen. Den er vores"

Omdrejningspunkt

– Min familie er mit omdrejningspunkt. Den har fået min verden vendt rigtigt. Da jeg var yngre, var det alt det, der foregik uden for mit hjem, der var mit liv. I udgangspunktet var jeg ude hver aften og havde altid gang i hundrede ting, og da jeg mødte min mand, kunne jeg lige presse familietid ind onsdag aften og lørdag formiddag. Men den tankegang har min mand og jeg fået vendt om, så jeg som udgangspunkt er sammen med min familie derhjemme, og derfra kan jeg tage beslutninger om, hvornår jeg skal noget andet.

– I den verden, vi lever i, og det gælder ikke kun folketingsmedlemmer, kan man let fylde sin kalender op med to-tre gange flere aftaler, end der er dage i ugen. Der er så mange muligheder og tilbud, så hvis man ikke får sagt nej til ting, får man aldrig valgt sig selv, sit liv og sit omdrejningspunkt til.

– Der var en, der engang gjorde mig opmærksom på, at ugen består af 168 timer. Da det gik op for mig, at ud af de timer skulle jeg bruge en del tid på at spise, sove og transportere mig, indså jeg, at en time er meget. Livet er relativt kort, så jeg har måttet sige til mig selv: Jamen, hvis jeg siger ja til det her aftenmøde, vælger jeg tid med min familie fra, så jeg er blevet meget bedre til at takke nej til ting.

Lighedspunkt

– Jeg er fascineret af, at mine børn ikke ligner mig mere, end de gør. Inden jeg selv fik børn, så jeg ofte på andres børn og tænkte: "Jamen, selvfølgelig kom der to små kloner ud af jer", men efter jeg selv har fået børn, har jeg forstået, at det kan godt være, at børn fysisk ligner deres forældre, men man skal passe på ikke at antage, at ens børn er ligesom en selv. De er små selvstændige mennesker med egen vilje og egen måde at gøre tingene på. Og det er så utroligt sjovt og overraskende.

– For eksempel er en af mine drenge optaget af at få alting til at hænge sammen inde i hovedet. Der skal være et system. Han forsøger for eksempel at tænke sig til, hvad der mon sker, hvis man skyder en pistol af i et lufttomt rum. Min anden dreng forsøger ikke at regne tingene ud, men undersøger helt konkret med hænderne, hvordan verden hænger sammen. Fra han var helt lille, har han rodet alle typer mad eller væske sammen for at se, hvad der mon så skete. På den måde ligner mine børn ikke hinanden, og det har været meget spændende at finde ud af, at der kommer to så forskellige børn ud af min mand og mig. Af og til tænker jeg: "Hvordan undgår jeg at være sådan en mor, mine børn bliver nødt til at gøre alt for meget oprør imod?". Det er nok en klassisk frygt for forældre, men omvendt er det børnenes ret at gøre oprør. De må finde deres egen måde at gøre tingene på.

– Jeg prøver at være meget eksplicit omkring, at mine drenge må blive, hvad de vil. Måske skal de gå på erhvervsskole, måske skal de være kokke, kunstnere eller sportsmænd. Jeg prøver at åbne nogle forskellige døre for dem og forventer ikke noget, men jeg ved også godt, at alt omkring dem skubber dem i en bestemt retning, for børn gør meget ofte det samme som deres forældre. Mine forældre sagde, at de var ligeglade med, hvad jeg ville, men der lå helt klart en masse forventninger, som ikke var udtalt. Det vil jeg prøve at gøre anderledes.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov: "Det er faktisk ganske tidskrævende at være mig"

Lyspunkt

– Jeg vågner som regel op og er glad. Det er en stor gave, som jeg hver dag priser mig lykkelig for. På dage, hvor alt alligevel ser sort ud, minder jeg mig selv om, at optimisme er en pligt. Der kommer andre generationer efter os, og vi har ingen ret til at give op. Selvfølgelig kan man stirre sig blind på de store udfordringer og synes, at det hele ser meget forfærdeligt ud med klimakrise og flygtningekrise, men vi har pligt til at prøve at løse problemerne. Og mange ting er faktisk blevet bedre. Jeg vil hellere leve i dag end for 50 år siden. Vi har mere frihed, bedre boliger, bedre elektronik, mindre fattigdom og mindre kriminalitet. Der er mange ting, der er gået den rigtige vej, og derfor tror jeg også, at fremtiden er lys, hvis vi former den sammen. Men det sker ikke af sig selv. Det er derfor, at jeg er i politik, så jeg kan tage min del af ansvaret. Jeg tror ikke, at et menneske alene kan forandre verden, men vi kan skabe små bevægelser og inspiration hos hinanden, som kan få ting til at ske.

Ida Auken. Foto: Peter Nørby.

Brændpunkt

– Jeg brænder for klimaet og for, at der også kan leve mennesker på jorden i fremtiden. Jeg føler et ansvar for, at livet kan fortsætte. Jeg blev ramt af noget, der minder om en klimadepression, for omkring 18 år siden. Jeg blev slået af tanken: Kan det virkelig passe, at vi lever på denne her måde, når naturvidenskaben fortæller os, at vi piller ved fundamentet for vores egen overlevelse? Dengang var grøn energi ikke den store industri, som den er i dag, og klima var ikke et tema, der fyldte særlig meget. At stå med den viden om klimaet og se, at der ikke var ret mange, der gjorde noget, slog mig først helt ud. Men jeg kunne ikke bare se på, at tingene gik den forkerte vej, jeg måtte gøre noget selv. Derfor gik jeg ind i politik, på trods af at jeg hele mit liv havde sagt, at jeg i hvert fald ikke skulle være politiker.

– I begyndelsen tænkte jeg, at der kun var én måde at kæmpe for klimaet på, og det var ved at skrue ned. For lyset, for rejser, for vores forbrug. Men det flyttede ikke noget. Der var mange danskere, der stod af på det og syntes, at det var hykleri. Jeg indså, at det var meget svært at løfte pegefingeren over for andre, når jeg levede det liv, jeg gjorde. Når jeg fortalte folk om alt det, de ikke måtte, og samtidig fløj til klimakonference i den anden ende af verden, gjorde jeg mig selv til verdens største hykler. Det nytter ikke noget at være moraliserende over for andre, for det ender alt for let i dobbeltmoral.

– I dag er jeg meget mere optaget af at forandre ting og bruge de redskaber, der virker. Jeg tror, at ord virker. Ord skaber virkelighed, ord skaber billeder, og ord kan flytte mennesker. Men vi skal også skabe nogle rammer, så det miljørigtige valg bliver det letteste, sjoveste og billigste. Det synes jeg, at vi har gjort de sidste ti-femten år. Hvis nogen havde sagt til mig for 18 år siden, at vindmølleenergi ville blive en billigere energiform end kul og olie, havde det nok dæmpet min klimadepression.

Blødt punkt

– Jeg har som de fleste forældre virkelig et blødt punkt for mine børn, og de er verdensmestre i at finde det. Da jeg var Miljøminister, grinede min mand og jeg tit af, at jeg kunne stille mig op og sige 100 jurister og økonomer imod, men jeg kunne ikke få min 3-årige søn til at slukke for Ramasjang.

– Jeg vil gerne gøre mine børn glade og føje mig for dem, men når man som jeg har børn med stærke viljer, kan det være svært at stå fast. Nogle gange må jeg hen og løfte dem væk fra tv'et og tage fjernbetjeningen, men det kan jeg jo ikke gøre, når de bliver 15 år. Jeg tror ikke, at man gør børn nogen tjeneste, hvis man er for blød over for dem. De skal jo lære at indgå i et fællesskab med andre mennesker. Derfor har vi hjemme hos os udviklet nogle klare regler for, at man skal hjælpe til, og hvor meget tid man må kigge på en skærm. Det er simpelthen en pligt at opdrage sine børn.

LÆS OGSÅ: Margrethe Vestager: Min mand og datter er flyttet tilbage til Danmark

Kardinalpunkt

– Jeg har fundet ud af, at verden ikke er sort/hvid, og derfor har jeg det svært med mennesker, hvis kardinalpunkter bliver alt for sort/hvide. Jeg tror, man rammer ved siden af tilværelsen, hvis man ikke ser nuancerne. Det er et kardinalpunkt for mig hele tiden at kunne lytte til andre mennesker, blive klogere, tænke nyt og turde forandre mig.

– Jeg har selv givet slip på forestillingen om, at de, der tilhører en anden politisk fløj, er anderledes mennesker og måske ikke lige så gode som dem, jeg politisk er enig med. Jeg var engang i USA, hvor jeg mødte et hold republikanske kvinder fra Texas. Min krop fortalte mig nærmest, at de var farlige, men de viste sig at være hylende morsomme og helt vidunderlige mennesker, selvom vi var uenige om stort set alt. Jeg blev nødt til at give slip på min forestilling om, at hvis man var republikaner, var man helt ved siden af.

– Jeg har læst teologi og kom i praktik som fængselspræst i Herstedvester Fængsel. Her sad jeg i en ret ung alder over for nogle af landets mest hårdkogte forbrydere. Det var svært at se bort fra, hvad de havde gjort, men jeg prøvede alligevel at insistere på, at det var mennesker, jeg sad overfor. Som pårørende til et offer er det forståeligt, at man ikke kan tænke på gerningsmanden som andet end et monster, der fortjener den værste straf, måske endda dødsstraf. Men i Danmark tror vi på, at der i sidste ende er noget ukrænkeligt ved hvert eneste liv, og vi tror ikke, at der kommer noget godt ud af at hævne død med død. Det skal vi holde fast i.

– Jeg tror ikke, at skellet mellem godt og ondt går ned mellem mennesker. Jeg tror, at der går et skel ned gennem hver af os, og at vi alle rummer både det gode og det onde. Nogle har selvfølgelig dyrket deres dårlige sider mere end andre og må tage deres straf, men i sidste ende er vi alle mennesker.

– Generelt prøver jeg at møde alle mennesker som nogen, der er værdige at møde, og som kan flytte mig og lære mig noget nyt. Det er et kardinalpunkt for mig.

Ida Auken. Foto: Peter Nørby.

Knudepunkt

– Jeg har brugt et helt liv på at få et godt forhold til mit temperament. Et menneskes temperament er en slags kerne for, hvem de er, og noget af det, der giver os livskraft og drive. Mit temperament gør, at jeg kan blive vred over ting, oprørt, kamplysten, ked af det. Det har jeg måttet lære at styre. Derfor er det også mit knudepunkt. Det kan slå en knude på mig, så det næsten spænder ben for mig. Men sådan er det nok at være et passioneret menneske. Jeg har lært på den hårde måde ved at kigge bagud på situationer, hvor det gik galt, og prøve at forstå, hvad der skete. På den måde kan jeg fange vreden, når den er på vej.

Bristepunkt

– Efter mine teologistudier var jeg også i praktik som hospitalspræst på Rigshospitalet. Her fik jeg lov til at være sammen med en far og en mor, der lige havde været igennem en fødsel af to dødfødte børn. Børnene var så fine og færdige, da de lå nede i vuggen med lukkede øjne. Der brister verden fuldstændig for et menneske. Det var hårdt at være med til, men også virkelig meningsfyldt at kunne stå der sammen med dem, mens de gennemlevede det mest forfærdelige øjeblik i livet. Selvom man som præst ikke kan gøre noget for at bringe børnene tilbage, kan man bede Fader Vor og synge en salme. Efterfølgende kan man hjælpe med at få de døde på plads i jorden, i familiens historie og i forældrenes liv. Ritualer er gode til at håndtere svære situationer, som vi ikke ved, hvordan vi ellers skal klare.

– Jeg har aldrig selv stået der, hvor det hele for alvor brister, som hvis man mister et nærtstående familiemedlem. Jeg har stået i situationer, hvor mit liv brød sammen. Jeg har skiftet parti. Det var voldsomt og minder om en skilsmisse. Jeg har prøvet at skulle bygge mig selv og min verden op igen, men det er ikke det samme som at miste et barn eller gå igennem en meget voldsom skilsmisse.

– For mig er tilværelsen både sorg og glæde. Livet er værd at leve, både når det er godt og svært. Jeg vil gerne være sammen med mennesker og tæt på dem, når de er rigtig lykkelige og glade, men også når de er i sorg. For mig er meningen med livet også at kunne være der, når det falder fra hinanden. Jeg er optaget af livet i alle dets former og vil gerne prøve at forstå det og være tæt på alle dele af det. Jeg bliver ikke skræmt af mennesker i sorg, og det var også det, der fik mig til at vælge teologi og overveje at blive hospitalspræst. Jeg har aldrig været bange for at tale om døden – og jeg synes egentlig også, at vi taler for lidt om den, taget i betragtning at vi alle når dertil på et tidspunkt.

Endepunkt

– Jeg vil gerne give verden videre på en god måde til dem, der kommer bagefter og give mine børn en god start på tilværelsen. Nogle gange har jeg tænkt, at jeg skal have løst alle problemer, inden jeg forlader denne jord, men det er nok lidt optimistisk. Men jeg har et mål om at prøve at løse problemer, når jeg ser dem, og det kommer til at fortsætte til den dag, jeg falder om.

– Endepunktet for mig er der, hvor man tør give slip og give livet videre til de næste. Hvis jeg kan se mig selv i øjnene og sige: "Jeg gjorde sgu mit bedste", så tror jeg, det er et godt sted at ende. Jeg går ikke og drømmer om at leve evigt. Der er nogen, der forestiller sig, at hvis de lever 20-30 år endnu, er vi nået til et punkt, hvor livet kan forlænges næsten uendeligt. Det er ret vanvittigt. Jeg tror ikke, at vi kan undgå at dø, og jeg tror også, vi skal være glade for, at livet har en ende. Jeg er ikke bange for at dø her, hvor jeg sidder nu, og det sted jeg er i livet, men når døden kommer tæt på, vil jeg nok blive bange ligesom de fleste andre.