Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Margrethe Vestager
Foto: Les Kaner, Scanpix Margrethe Vestager er ikke bange for at have magt.

Margrethe Vestager: "Det er meget usundt kun at fokusere på topkarakterer"

Margrethe Vestager er på top 100 over verdens vigtigste politikere og lægger i sit job som konkurrencekommissær arm med nogle af verdens allerstørste virksomheder. Privat betyder det, at hun ikke bor sammen med sin familie, der er flyttet hjem til Danmark, fordi den yngste datter var træt af at bo i Bruxelles. I denne uge fylder Vestager 50 år og synes, at hendes alder endelig passer nogenlunde til dét, hun laver.

Udgangspunkt

– Mennesker er kernen. Og altid udgangspunktet. Både privat og arbejdsmæssigt. Og det at være noget. Både i kraft af sig selv, men også i forhold til andre mennesker. Uden mennesker er der ikke noget, der giver mening i mit liv. Det er lige fra morgenmaden derhjemme med familien og formiddagskaffen med kollegaerne ved kaffestationen på kontoret til alle de mennesker, jeg møder, når jeg er ude og rejse med mit arbejde.

– Jeg arbejder meget, og derfor er mine prioriteter selvfølgelig meget, meget stramme. Familien kommer altid først for mig. Derudover er det de venner, vi har haft i mange år. Og det er ikke fordi, vi ikke har fået nye venner de senere år, men det er fordi, det bare er fantastisk at holde fast i nogle mennesker, som man har kendt i mange år og i mange af livets forskellige situationer. Fra børnene var helt små til der, hvor de er nu. Vi har da også fået en ny omgangskreds i Bruxelles, men den er ikke kæmpestor, for der er ikke så meget tid til det. Og det er svært at lære belgiere at kende. De fleste, vi ser i Bruxelles, er fra det internationale miljø.

– I øjeblikket bor min mand og vores yngste datter, Ella, i Danmark. De flyttede hjem, fordi hun syntes, det var træls at være i Bruxelles. Det er sjovt, som børn er forskellige. Vores mellemste datter har aldrig været så glad for noget, som for at være i Bruxelles, og ja, den yngste har sjældent været så træt af noget. Vi ser sådan på det, at når børnene ikke er glade, så må vi lave om, og det er det, vi har gjort ved, at de er flyttet tilbage til Danmark, hvor Ella går i niende klasse. Jeg er ikke hjemme i Danmark hver uge, men så kommer Ella og Thomas ned til mig, og det går nok endda. Faktisk tror jeg, at der er mange, der ikke ser deres teenagere så meget, heller ikke selvom de bor under samme tag.

Margrethe VestagerMargrethe Vestager. Foto: Les Kaner, Scanpix.

Omdrejningspunkt

– Uanset hvilken rolle jeg har spillet i politik eller andre steder, har jeg altid haft fokus på, hvordan vi kan skabe nogle rammer, der gør, at man kan bestemme selv, forfølge sine drømme og få noget ud af livet. Det, jeg arbejder med som konkurrencekommissær, handler om at forsøge at skabe mulighed for, at man som forbruger ikke bliver snydt, fordi andre har aftalt priserne i bagbutikken, og at den virksomhed, man arbejder i eller selv ejer, faktisk har en fair chance for at slå igennem. At der ikke er nogen, der siger, nej, nej, du er ny, eller du er for lille, væk med dig.

– Jeg synes, jeg er super, super privilegeret i mit liv. Jeg har en dejlig familie, og jeg har haft mulighed for at lave mange forskellige ting i forskellige tempi. Nogle år har det været superintenst, andre år mindre intenst. Vores mellemste datter er begyndt at læse noget, der minder om samfundsfag, i England, og den ældste er lige blevet bachelor i medicin i København. Hun flyttede hjemmefra, inden vi flyttede til Bruxelles, og hun satte en ære i at flytte hjemmefra inden sin far og mor. Jeg synes, vores piger er gode til at gribe og bruge de muligheder, der er. Men de arbejder også hårdt for det. De får ikke noget forærende. Der skal læses meget, og der skal investeres meget tid, og det synes jeg også, de gør.

LÆS OGSÅ: Felix Smith: "Jeg er mest stolt af, at jeg har været i stand til at leve af at være mig"

– Man hører ofte om unge, der føler sig mere pressede og stressede, end vi gjorde i min generation, og vi har snakket meget med vores piger om det. Vi mener, at det er meget usundt kun at fokusere på karakterer. Det er ikke kun 12, der er en god karakter, det er også en god karakter at få 7. Hjemme hos os sætter vi pris på, at man ikke kun tænker i, at man skal præstere det ene tal, for det er lige så vigtigt, at man er noget i forhold til andre mennesker. Vores døtre er meget aktive på deres studier i forhold til sociale aktiviteter og i forhold til at være med til at forbedre forholdene for de studerende. Det er en meget vigtig side af det at uddanne sig, synes jeg, at man laver andet end bare at læse. Senere i ens liv fortaber karaktererne sig jo i tågerne, men det, man har lært om andre mennesker og de egentlige kompetencer, man har fået, er jo det, man skal bruge resten af livet.

– Det er selvfølgelig en tilfredsstillelse at gøre det godt på studiet, men det må aldrig være sådan, at det kun er godt nok, hvis man får den absolutte topkarakter. Man kan have en dårlig dag, eller man kan få en opgave, der er supersvær for en, så eksamenen ikke går helt, som man havde tænkt sig. Men hvis man har lært, hvad man skal kunne, er der ikke nogen større tilfredsstillelse end at sige "det her, det kan jeg".

Margrethe VestagerMargrethe Vestager. Foto: Les Kaner, Scanpix.

Vendepunkt

– Det var et stort vendepunkt at få børn. Jeg var slet ikke klar over, at jeg ville blive så glad for det. At jeg ville synes, at det var så fantastisk. Og jeg vidste heller ikke, at det at få børn kommer med sidegevinster. Jeg synes, det var fantastisk at finde ud af, at ens egne forældre ikke var vanvittige. Alt det, de havde sagt og al deres bekymrethed, viste sig at være velbegrundet. Det med lige pludselig at forstå en anden generation, fordi man har noget til fælles, nemlig det at have ansvaret for børn, det var fantastisk. Jeg synes også, det er fantastisk at leve med børn, for man får nogle andre perspektiver, end hvis man går rundt i sin egen verden. Man bliver hele tiden rusket en lille smule til at se tingene på en anden måde, og det tror jeg er meget sundt.

– Der er jo forskel på at have små og store børn. Selvom vi stadig er meget fysiske og giver kram, så var vi jo fysisk helt anderledes tæt på børnene, da de var små. Vi sov sammen med vores små piger i mange, mange år. Dengang var der et program i radioen med sundhedsplejersken Sigrid Riise, en meget bestemt dame, som man kunne ringe ind til med spørgsmål. En dag var der en, der havde ringet ind, fordi hun var meget bekymret over, at hendes søn gerne ville sove sammen med hende og manden i dobbeltsengen. Sigrid Riise sagde, at det var da noget værre nonsens at være bekymret over, for ingen børn bliver liggende i revnen i dobbeltsengen, til de er 18 år. Det holder op. Og det kunne jeg simpelthen så godt lide, at hun sagde. Nyd det da, så længe det varer. Selvfølgelig er det irriterende, hvis man skal sove tre i en halvandenmandsseng, for så har man fødder i hovedet hele tiden, men hvis man har mulighed for det, så skab da plads til det. Den fysiske nærhed bliver mindre med årene, men i bedste fald medfører den fysiske nærhed, man har haft med sine små børn, at man føler en forbundethed med hinanden, når de bliver store.

Bløde punkt

– Jeg bliver simpelthen så nemt rørt. F.eks. har Trygfonden en reklame, hvor to mennesker sidder over for hinanden. Det er virkelige mennesker, som er Tryg-kunder, og den ene beder den anden om at læse op fra et papir. Det er en beretning om en vanskelig redningsaktion. En lille pige oplever hjertestop efter at have fået stød i hjemmet, og hun overlever kun takket være en person fra den lokale sportshal, der hurtigt kommer med en hjertestarter....aj, jeg får helt tårer i øjnene nu...

– Nå, puha, men de medvirkende i videoen, der læser højt, ved ikke, at det er den lille piges far, der sidder over for dem og lytter til historien, før han fortæller dem det til sidst. Budskabet er, at med TrygFondens Hjertestaterprogram er alle Tryg-kunder med til at redde liv. Jeg kan ikke se den reklame uden at blive rørt og får tårer i øjnene hver gang.

– Der er også en anden reklame for TV2. Den hedder "Alt det vi deler", og her står en stor gruppe af meget forskellige mennesker sammen. Så beder man alle dem, der er ensomme, om at træde et skridt frem. Dem, der er nyforelskede. Dem, som er blevet mobbet. Og så videre. Pludselig står store mænd med tatoveringer ved siden af kvinder med tørklæder, gamle ved siden af unge, og reklamen er en illustration af, at når vi definerer os efter nogle andre kriterier, så er vi meget ens, selvom vi ser forskellige ud. Det bliver jeg også SÅ rørt over. Og det er så der, hvor mine piger siger: "Aj, mor, nu må du simpelthen holde op med at tude", ha, ha.

Fokuspunkt

– Et fokuspunkt i mit arbejdet er, at alle de mange, der gør tingene fuldstændig efter bogen, skal vide, at vi faktisk kaster al vores energi i, at de, der ikke spiller efter bogen, kommer til at gøre det. Det er det, som Apple-sagen, Fiat-sagen, Starbucks-sagen og så videre drejer sig om. Hos de fleste virksomheder er tingene helt, som de skal være, men det skal jo ikke bare være "de fleste". Det skal være alle. Og det skal det, fordi det må være så frustrerende, hvis man har en lille virksomhed og konkurrerer med ham på næste hjørne, betaler sin skat, ansætter en lærling og så samtidig skal se, at nogle store virksomheder ikke overholder reglerne... Det er bare ikke i orden.

– Jeg skal høre på alt muligt mellem himmel og jord, når jeg mødes med folk om de her sager, men det handler jo ikke om mig. Hvis de har en dårlig sag, så har de en dårlig sag, uanset hvordan de præsenterer den. Jeg har også været ude for nogle sjove hændelser, f.eks. hvor dem, jeg skal tale med, prøver at indlede vores samtale eller møde med at tale om børn med mig. Det synes jeg virkelig er sjovt. Eller når de kommer og nærmest siger, se, vi har en DAME med til dig, ha, ha. Fordi jeg er kvinde.

LÆS OGSÅ: Anders Breinholt: ”Jeg synes ikke selv, jeg har peaket endnu”

– Og det er bare en af grundene til, at hele #metoo-bevægelsen er fantastisk. Den er med til at omdefinere, hvad magt er for noget. Magt er blevet afsløret som sådan en mandedefineret ting. Den, der har magten, er overlegen i forhold til dig og kan gøre ting, som andre ikke kan. Det, som #metoo-bevægelsen siger, er, at nej, magt er ikke noget, man har, magt er noget, man udøver, hvis man har en opgave. Du har ikke magt, fordi du er særligt fantastisk, du er præcis som alle andre mennesker, men du har fået lov til at låne magten i en periode for at kunne løse en given opgave. De kvinder, der står frem, har et utroligt mod, og de med til at omdefinere magtens territorium. Når vi forstår, hvad magt er, kan vi begynde at gøre det til noget, som ikke er kønnet. For magt ER kønnet i dag. Tænk hvor mange kvinder, der f.eks. har gået til taletræning for at få en dybere stemme, eller hvor mange suits og hvide skjorter man også ser på kvinder. På et tidspunkt tillod man sig at kalde Mette Frederiksen for "Skrigeskinken", en fornærmelse uden lige, fordi man dermed siger, at du ikke kan være en magtfuld person, hvis din stemme ligger i et højt toneleje.

Der ligger et gigantisk frigørelsespotentiale for mænd og kvinder, hvis vi når frem til, at magten kan tale med kvindens stemme, og at magten kan have kjole på. Så kan magten tjene vores fælles formål, uanset om vi taler om en virksomhed eller om et samfundsmæssigt anliggende.

Margrethe VestagerMargrethe Vestager. Foto: Les Kaner, Scanpix.

Synspunkt

– En ting, der virkelig ligger mig på sinde, er, at vi begynder at bruge de digitale muligheder til det, som de skal bruges til, i stedet for at vi lader det digitale bruge os. Med det mener jeg, at vi måske skal være lidt mindre begejstrede og lidt mere nysgerrige og kritiske, så vi finder ud af, hvad vi egentlig vil bruge det til, i stedet for bare at lade alting blive digitalt, fordi det er muligt. Jeg kan godt lide at sidde med et rigtigt blad i hænderne, det er lækkert på en anden måde end at sidde med en iPad. Jeg har brug for at mærke ting. Og mennesker.

– Jeg er slet ikke maskinstormer eller noget som helst, jeg er teknologioptimist, og jeg mener, at vi kan få fede, fede ting ud af teknologien, vi skal bare ikke lade den styre os. Jeg arbejder med fremmedsprog på min telefon, jeg køber ind på min telefon, jeg gør alt muligt på min telefon. Men jeg vil selv bestemme. Jeg er blevet meget bedre til at lægge telefonen væk. I en periode trackede jeg, hvor meget tid jeg brugte på telefonen, og det var lidt af et wakeupcall. Igen – når jeg mener, at mennesker er det vigtigste, skal jeg huske at bruge tiden med mennesker i stedet for med telefonen.

Lavpunkt

– Jeg har svært ved at huske personlige lavpunkter, fordi jeg pakker dem væk. Jeg går ikke og gemmer på dem. Men vi mistede min mands far for fire år siden, og det var faktisk rigtig svært, fordi vi havde et meget tæt forhold til ham. Vi har været meget sammen med Thomas' forældre gennem årene, rejst med dem, og de har betydet meget for vores børn.

– Det vil altid være et lavpunkt at miste et menneske, man holder af. Jeg savner stadig min farmor, som døde for snart 20 år siden. Hende tænker jeg på hver uge, hun var helt fantastisk. Hun var håndarbejdslærer af uddannelse, ud over at hun var dansklærer, så hun kunne alt muligt, og jeg lærte meget af hende. Jeg kan sy, strikke, hækle, sylte, lave mad, alt muligt. Fordi jeg fik lov til det sammen med hende. Og det er jo ting, jeg gør i dag, og hver gang popper hun lige op i mine tanker.

– Til min farmors 86-års fødselsdag havde vi købt noget nyt tøj til hende, og for at give hende en kompliment havde vi måske købt det en anelse småt. Hun boede i Viby Sjælland, og hun havde været inde i København og bytte det et par dage efter fødselsdagen. Hun havde haft en dejlig dag, kom hjem med sine poser og stod og nød sit skønne, lille hus med den mest fantastiske staudehave foran, da hun fik et hjerteslag og døde. Lige foran huset. Det var jo frygteligt, men det var også bare på en eller anden måde meget smukt.

Endepunkt

– Det tætteste, man kan komme på evigt liv, er, at det, man har stået for, og det, man har gjort, på en eller anden måde lever videre i andre mennesker. At de efterladte vil huske en og bruge det, man har lært dem. Præcis som min farmor lever videre i mig. Så kan man ikke ønske sig mere, tror jeg. Min far siger altid, at han har tre principper for børneopdragelse. Det første er, at køleskabet skal være fyldt. Det andet er, at børnene skal tidligt i seng, så de er ordentligt udsovede. Og det tredje er, at man skal leve sit liv, så børnene taler pænt om en. Det er gode principper, synes jeg, og jeg håber, at mine børn vil tale pænt om mig, når jeg ikke er her længere.

– Jeg er lige fyldt 50 år, og det synes jeg er fedt, for så får jeg endelig en alder, der svarer til det, jeg laver. Jeg har altid været for ung til det, jeg lavede. Jeg var for ung til at blive partiformand. Jeg var for ung til at blive minister. Jeg var for ung til at blive politisk leder. For ung, for ung, for ung. Heldigvis vidste jeg det ikke, for så var jeg nok blevet bange for det. Men nu begynder jeg så endelig at have en alder, der passer. Jeg er stadig en af de yngste blandt kollegaerne, men alligevel, der er dog nogle, der er yngre end mig blandt kommissærerne.

– Jeg kan godt lide at være min alder bevidst. Jeg møder ret mange unge mennesker, og det er sjovt at spejle sig i dem og opleve, at når de kigger på mig, så ser de en gammel dame. Jeg tænkte over det senest, da jeg var blevet bedt om at skrive nogle ord til min dansklærer fra gymnasiet, som skulle gå på pension. Jeg tænkte, hvorfor går han først på pension nu? Han var jo gammel dengang. Men så fik jeg regnet mig frem til, at da jeg gik i 1.g, var han i begyndelsen af 30'erne. Vi havde også en historielærer, der var på samme alder, og nogle gange kom de to og drak en øl med os. Det syntes vi var sådan lidt... Altså, hvad skulle sådan nogle gamle mennesker der? Det er virkelig sjovt at tænke på i dag. Jeg har det ikke sådan, at jeg føler mig helt ung indeni, slet ikke. Jeg er glad for at have ophobet erfaringer, indsigter og dårlige jokes, og jeg synes altså, det er sjovt at opleve, hvor gammel man ser ud i andres øjne. Jeg er selv virkelig dårlig til at vurdere alder, jeg synes altid, at folk er nogenlunde jævnaldrende med mig, hvis de er mellem 40 og 70. Men det er de jo ikke.

– Jeg fandt nogle ungdomsbilleder forleden dag, da jeg ryddede op, og så tænkte jeg lige: Hold da op, der er alligevel meget, der er forandret, ha, ha. Man ser det jo ikke, når man bare ser sig selv i spejlet fra den ene dag til den anden, men når man så kigger på gamle billeder...

LÆS OGSÅ: Mette Bock om første gang, hun mistede sikkerheden

– Der er en, der engang har sagt, at ungdommen er spildt på de unge. Vi andre ville have meget mere glæde af den, ha, ha. Og hvis jeg skulle opfinde noget, så skulle det være en pille, man kunne tage, så man blev klar over, hvor vidunderlig man er som ung. Ofte synes unge mennesker, at både det ene og det andet er galt – og hallo, så bliver man gammel og tænker, hold da op, hvor var vi lækre dengang! Ville det ikke være skønt, hvis de unge var mere til stede i deres egne kroppe og deres egne liv? Når alt det er sagt, så vil jeg sige, at når man er så heldig, som jeg er, 7-9-13, at jeg ikke har kronisk sygdom eller andre store ting at bøvle med, og samtidig har en fantastisk familie og et super svært og spændende arbejde, altså, så må jeg bare sige: Mit hjerte, hvad vil du mere? 

Hvem er Margrethe Vestager

  • Margrethe Vestager, 50 år.
  • Konkurrencekommissær i EU.
  • Politisk leder for Det Radikale Venstre 2007-2014 og økonomi- og
  • indenrigsminister og vice-statsminister 2011-2014.
  • Uddannet cand.polit. i 1993.
  • Gift med adjunkt Thomas Jensen, som hun har døtrene Maria, 22, Rebecca,19, og Ella, 15, med.
Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere, Interview og Politik