"Vi kunne ikke have boet sammen ét sekund længere"

Du har fået børnene, manden, det fede job, den lækre bolig og alle drømmeferierne, og så er der alligevel noget, der gnaver indeni og føles forkert. Lyder det bekendt? Måske tør du ikke engang mærke rigtig efter og tænke tanken til ende, for hvad så?

LÆS OGSÅ: Marie blev gift to gange med den samme: "Jeg var ALT for forelsket i Troels"

Heidi Kølle Andersen kunne til sidst ikke lade være med at tænke videre – og både hun og kærligheden overlevede, selv om ægteskabet røg. 45-årige Heidi er smil, imødekommenhed, løvemor og en charmerende fynsk accent, men hun er også forfatter og foredragsholder og en dame, der gerne kaster sin egen historie ind i et opgør med vores fastlåste tænkning. Hvem har sagt, at man enten skal være kernefamilie eller skilsmissefamilie? Heidi og hendes mand, Per, landede et sted midt i mellem efter nogle år, hvor Heidi inderst inde vidste, at de var på vej ud over kanten. Til sidst stod de der med Grand Canyon lige uden for hoveddøren. Det lignede det klassiske brud til at begynde med:

– Det var sådan en aften, hvor man har været uvenner og er skidesur, og NU skal det kraftedeme være: Ind på NEMid og gøre alvor af sagen – i dag kan du jo blive skilt på ti minutter. Dagen efter ringede vi til ejendomsmægleren. Men bagefter, i de måneder, vi ventede på, at huset blev solgt, blev vi ligesom stille og roligt de gamle udgaver af os selv, og interessen, nysgerrigheden og de dybe samtaler erstattede konflikterne og diskussionerne. I opbrudsperioden gik det op for os, at vi havde lullet os ind i alt det ydre, i praktik og ”institution kernefamilie og ægteskab”, men at vores kærlighed under dette lag endnu var intakt.

Bo Bedre-drømmen

Og sådan gik det til, at Heidi og hendes store kærlighed gennem 24 år ganske utilsigtet kom til at skrive sig ind i kapitlet over moderne samlivsformer, kaldet COLA. En forkortelse af Couples Living Apart, der beskriver en livsstil, som flere og flere praktiserer, ikke mindst sammenbragte familier med børn. Men også traditionelle kernefamilier kan have gavn af at tænke i nye baner, når hamsterhjulet også er blevet en kampplads, mener Heidi Kølle Andersen, og det er bl.a. derfor, hun har skrevet bogen ”Parforhold – sammen hver for sig”.

– Jeg vil ikke missionere for det her. Folk må leve, som de vil. Jeg synes, det er fantastisk med dem, der kan blive sammen i 40 år og happy ending og alt det der. Men måske kan vores nye måde at leve sammen på forhindre skilsmisser og opbrud? Samliv handler jo også om de ambitioner, man har for sit parforhold. Og det er ikke for at være hovski-snovski, men Per og jeg har måske haft høje ambitioner. For os var det i længden ikke nok at drikke en dyr bourgogne og spise en god roastbeef.

Når Heidi opridser kærlighedshistorien, lyder det sådan her: En forårsforelskelse i 1996, bryllup syv år senere, så kom to døtre dumpende med to års mellemrum, i efterår 2017 skilsmisse og derefter en ny begyndelse i foråret 2018.

Hvornår er det nok?

– Vi har virkelig arbejdet på at få ægteskabet til at lykkes. Fordi vi gerne ville hinanden. Der var mange gode år som småbørnsfamilie, men som børnene blev store, kom der noget kedsomhed ind i det. Det blev for surt: Dårlig kommunikation, irritation over alt det praktiske, infantile magtkampe. Vi var også kommet til et sted i livet, hvor man måske var kommet lidt ud over, at nu havde vi fået det fede hus, de fede jobs, kunne tage på de fede rejser og drikke den dyre vin, børnene var også kommet godt i vej. Nååeeehm hvad så?

– Hvornår skal man trække i håndbremsen? Hvornår går det op for en, at der er noget, der knirker? Det er svært at finde ud af. Vi havde også nogle år, hvor det var sådan: ”Århh lad os nu holde op med at skændes”, ”Vi skal bare lige have efterårsferie”. Men det nytter ikke at trække den, for livet er nu, siger Heidi Kølle Andersen, der især op til 40-års fødselsdag kunne mærke, at den ikke gik længere.
Der havde bestemt været større og mindre kriser før, men dem var det lykkedes at komme forbi.

LÆS OGSÅ: ”Skal vi åbne op og have flere partnere?”

– Per har været flyttet ud nogle gange: Allerede da vi kun havde kendt hinanden tre måneder, tænkte vi: ”Det skal nok ikke være os”. Vi har været hund og kat. Det eneste, vi aldrig har haft issues med, er sex og børneopdragelse. Men vi har undervejs været bevidste om, at de der barndomstraumer, man har med sig – dem tager man med sig ind i sit parforhold, og det har fyldt.

– Min far var alkoholiker og druknede, da jeg var ni år, og min mor døde af kræft, da jeg var i begyndelsen af tyverne, så jeg har altid været guf for psykologer. Jeg har været bevidst om, at der huserer nogle djævle i min egen rygsæk, som jeg ikke må smøre ud over min partner. Og jeg har været klar over, at jeg ville tage de rygsækdjævle med mig ind i et nyt parforhold. Med alderen har jeg erkendt, at der er noget, man måske aldrig får helt bugt med, men som man kan lære at finde fred med. Nissen flytter med.

Hjernerystelse og pendler-hummer

En hjernerystelse blev begyndelsen til enden. Heidi fik to hjernerystelser i foråret 2017, hvoraf den ene blev langvarig. Hun blev lagt ned, og mens hun lå dér og ikke vidste, om hun nogensinde kom til at arbejde igen, blev hun også bange for at blive afhængig af Per. I baghovedet rungede hendes mors ord om at få sig en uddannelse og være uafhængig af en mand. Galt var det nemlig gået moderen, der havde stået tilbage alene, uden penge og uddannelse, dengang Heidis alkoholiserede fiskerfar druknede.

– Jeg var bange for at gentage min mors mønster. Den der med at blive for børnenes skyld. Ofre sig. Jeg tror ikke på det.

Gamle traumer og rygsækdjævle trængte sig på. Og oven i dem kom bagefter nye succeser, som trak i samme retning – væk fra Per.

– Jeg kom på benene igen og fik et skønt job i Århus efter i en årrække at have været jævnt utilpas, hvor jeg var. Begyndte at pendle og fik et lille hummer deroppe, hvor jeg overnattede et par gange om ugen. Jeg fik lejlighed til at se tingene lidt udefra, og pludselig kunne jeg se, at jeg havde stået for langt de fleste praktiske ting derhjemme. Det er tabu at sige, for vi leger, at der er ligestilling i Danmark, men det er i mange tilfælde stadig kvinderne, der knokler løs.

– De der to aftener om ugen, jeg havde i Århus … jeg siger dig! Det var bare SÅ fedt. Det var bare MIG alene, ingen praktik eller sure sokker. Masser af tid til at arbejde, læse bøger, gå i teatret. Dyrke mig selv. Men det var også sådan lidt … tabu at sige højt, at JA, mutti nyder sgu de her aleneaftener, for jeg kunne mærke på nogle, at hey, hvor er det egoistisk! Men jeg er kommet frem til, at ja, det må man sgu gerne. Man må gerne hygge sig og fange sine drømme og ambitioner. Jeg fik kontakt til nogle sider i mig selv, som havde ligget hengemt, men som jeg nu fik mulighed for at undersøge lidt nærmere. Jeg fik pludselig tid til at mærke efter: Hvad er det egentlig, jeg kunne tænke mig? Og jeg vil gerne understrege, at ungerne jo ikke var blebørn, men teenagere på dette tidspunkt.

Genbrugs-modellen

Heidis lidt hemmelige og tilbagevendende drøm om at have sit eget sted fik ny næring. Det gjorde frustrationerne også. Bruddet var uundgåeligt.

– Vi kunne ikke have boet ét sekund længere sammen i det hus, siger Heidi Kølle Andersen med eftertryk.

Men hvad var det så, der skete, da de havde trykket på computerens skilsmisseknap og sad og ventede på en køber til huset?

– Jeg fik lejlighed til at tænke over, hvad der er det essentielle i en relation. Den livslange kærlighed ER vigtig for mig. Det her med, at vi er hinandens livsvidner og bedste venner og har børn sammen. Vi ville bevare alt det, men skære den sure praktik fra. Vi var også bevidste om, at det ikke nødvendigvis blev bedre med en ny partner. Græsset er ikke grønnere på den anden side af hegnet. I stedet for at ryge på 2. og 3. omgang kunne man måske prøve at genbruge, save benene af og give ham en grøn farve, prøve at genopfinde sig selv og ham på ny, griner Heidi.