Marie blev gift to gange med den samme: "Jeg var ALT for forelsket i Troels"

Zanzibar, oktober 2012

Marie Lyager Pedersen og Troels Bock var forelskede. Og de ville giftes. Det skulle være romantisk, og det skulle bare være de to. Helt alene med en præst på en strand på Zanzibar. Marie så sig selv sige ja i bare tæer og bikini med palmerne på den ene side og det blå ocean på den anden. Og så med et par efterfølgende drinks i sandet til at fuldende oplevelsen.

LÆS OGSÅ: "Vi må acceptere hinandens kærester. Og det har egentlig ikke været svært"

– Men de lokale kunne slet ikke styre sig, ha, ha, så de sagde til os: ”Jamen, I skal vel have musik til jeres bryllup?”. Nej, nej, slet ikke, svarede vi, det skal bare være helt stille og roligt. ”Men vi sørger lige for, at der kommer nogen og henter jer og tager jer med ned på stranden”, fortsatte de. Så om morgenen, da vi vågnede og kiggede ud ad vinduet, kunne vi se, at de var i gang med at bygge sådan nogle blomsterporte hele vejen ned til stranden.

– Jeg fik den vildeste griner, da det gik op for mig, at vi skulle gå gennem de porte. Da det var tid, mødte de op med et timandsorkester, som spillede for os hele vejen ned til stranden, mens de hujede og sang. Der var mennesker over det hele under vielsen, og de havde arrangeret en træbåd, som vi bagefter blev sejlet en tur i, mens de lokale selv holdt fest på underdækket. Og bryllup i bikini blev der heller ikke noget af.

– Jeg havde nemlig heldigvis nået at finde ud af, at det var en katolsk præst, der skulle vie os, så jeg mødte op i sort top og sorte bukser – noget af det eneste tøj, jeg havde med – og Troels blev gift i sådan en mønstret Afrika-skjorte. Det var simpelthen helt vildt og noget af det sjoveste. Og meget langt fra det fredelige lad-os-lige-stå-her-alene-og-blive-gift-i-bare-tæer-set-up, som vi havde forestillet os.

Frederiksberg, sensommer 2019

Syv år, en skilsmisse og et bryllup senere sidder Marie i sin lejlighed på Frederiksberg, hvor hun bor alene med sin søn Gustav, og fortæller om den alternative oplevelse på Zanzibar. Sommeren 2019 har budt på et bryllup mere. Med Troels. De er simpelthen blevet gift for anden gang, efter at de i et halvt år var fra hinanden, og Marie vil gerne fortælle historien om, at man godt kan finde sammen igen efter en skilsmisse. Og at man ikke behøver at bo sammen, bare fordi man har papir på hinanden.

– Troels og jeg mødte hinanden i begyndelsen af 2009. Jeg var lærer på en skole i Gentofte, hvor jeg havde undervist to af hans tre børn. En af de andre lærere på skolen havde sagt til mig, at hvis hun var mig, så ville hun gå efter Troels, som ikke længere var sammen med moren til sine børn. Derfor begyndte jeg nok at lægge lidt mærke til ham. En dag var der forældresamtaler på skolen.

– Jeg havde været på tanken for at købe lidt slik inden møderne, og så mødte jeg Troels i skolegården. Vi stod og snakkede lidt, og lige inden jeg var nødt til at løbe ind til mødet, sagde han: ”Aj, Marie, jeg synes simpelthen, du er så lækker”. Helt ud af det blå! Jeg fik sagt noget om, at det var da virkelig pænt sagt, men jeg måtte videre. Nogle dage efter skrev han en besked om, at jeg endelig ikke måtte tage det alt for alvorligt, men hvis jeg havde lyst en dag, så kunne vi jo tage ud og ro kajak eller drikke en kop kaffe.

– Jeg tænkte, aj, det skal jeg ikke, han er ti år ældre og har tre børn og en hund. Men så var der høstfest på skolen, hvor vi igen snakkede, og så begyndte vi at skrive lidt sammen hen over efteråret. Op mod jul skrev han, at hvis jeg havde lyst til at komme ud og se hans nye lejlighed og spise ”inder”, så skulle jeg lige ringe, for han skulle nå at støvsuge først. Jeg sad hos en veninde, da beskeden kom, og hun sagde: ”Marie, nu tager du derud og spiser noget indisk mad!”. Og ja, så var vi kærester derfra, selvom det var lidt hemmeligt på grund af børnene. De skulle ikke blandes ind i noget, før vi vidste, hvad det hele skulle blive til.

Hvorfor var I gode for hinanden?

– Vi er egentlig meget forskellige. Han er komplet distræt, og jeg er meget sådan bum-bum-bum, så er det klaret. Men vi supplerer hinanden megagodt. Han er sjov, og jeg griner virkelig højt, ha, ha. På den måde bliver han bekræftet, og jeg har det sjovt imens. Og så er vi begge to sådan nogle projekttyper, der godt kan lide at lave ting sammen. For eksempel købe et sommerhus og sætte det i stand. Vi er også begge to livsnydere.

Hvilken betydning havde aldersforskellen?

– Jeg syntes, det havde en betydning i starten. Der følte jeg mig lille. Troels er læge, hans børn var ældre end min søn, og alle hans venner var sådan nogen, der havde kørt på for fuld skrue, siden de gik ud af gymnasiet. I dag tænker jeg slet ikke over det. Vores børn er blevet større, og vi er blevet bedre til at mikse vores venner og familie.

– I begyndelsen af vores forhold var alt meget adskilt, så vi let kunne komme ud af det, hvis det skulle være. Jeg tror, det var, fordi vi begge tidligere havde været i forhold, hvor vi havde skullet splitte alt op, og det havde været både hårdt og besværligt. Så der skulle være en let vej ud. Og det skal ikke forstås sådan, at det var et halvt forhold. Det var det ikke. Jeg var VILDT forelsket. Faktisk vil jeg sige, at jeg var ALT for forelsket i Troels.

Skilsmissen, oktober 2013

I oktober 2013 måtte Marie og Troels kaste håndklædet i ringen og underskrive skilsmissepapirerne. Kun et år efter deres bryllup. De havde på det tidspunkt boet sammen siden slutningen af 2010, og det havde tæret på forholdet. Det var den klassiske historie om, at det kan være svært at fusionere to børnefamilier.

– Jeg havde faktisk fra begyndelsen af vores forhold haft det sådan, at det måske kunne være en god idé at være kærester uden at dele bolig. Troels havde det ikke på samme måde. Der var ikke rigtig nogen af hans venner, der var blevet skilt, og jeg tror, at han syntes, det var for hippieagtigt at være kærester og ikke bo sammen. Jeg havde omvendt en veninde, der levede på den måde, og hun havde sagt til mig, at Living Apart Together var det ”nye sort”. I 2013 måtte jeg bare indse, at jeg ikke kunne bo i den storfamilie, vi havde lavet.

Hvorfor?

– Jeg har enormt meget brug for at være mig selv somme tider, og det kan godt være svært i et hjem med fire børn, mand og hund. Alle fire børn var hos os hver anden uge, og selvom jeg elsker Troels’ børn højt, så følte jeg, at Gustavs og min lille familie forsvandt lidt i deres store familie. Der er også det ved det, at man ikke kan sige de samme ting til andres børn, som man kan sige til sit eget. Vi opdragede ikke på hinandens børn, overhovedet, og det var måske igen noget med, at det hele ikke skulle være for besværligt, hvis vi nu gik fra hinanden.

Og hvad så, da I blev skilt, var det så bare helt farvel?

– Som udgangspunkt var det meningen, at vi skulle være kærester, men det fungerede ikke, og derfor var det faktisk slut-slut. Vi havde ingen kontakt.

Hvordan var det?

– Det var så hårdt, at jeg tog en måned i sengen, hvor jeg bare sov og sov, når Gustav ikke lige var hos mig. Det havde krævet så meget mentalt at være i forholdet – og at slutte det – og vi var alle sammen så kede af det.

Genforeningen, marts 2014

I marts 2014 havde Marie en drøm. Hun drømte, at hun og Troels lå på en græsskråning og kyssede. Da hun vågnede, syntes hun, at det var meget underligt, for hun havde ikke haft kontakt med Troels ud over en fødselsdagshilsen.

LÆS OGSÅ: Trine Kjær og Nicholas Kawamura: "Vi blev gift i de gader, vi går på til daglig"

– Jeg kunne ikke få drømmen ud af hovedet, og så skrev jeg en lille løgnebesked til Troels: ”Jeg har drømt noget frygteligt, jeg skal bare lige høre, om du er okay?” Som om jeg havde drømt noget, hvor han kom til skade eller havde det dårligt. Vi korresponderede lidt de næste dage, og om fredagen skrev han til mig, at han var på vej ud ad døren med to flasker hvidvin, men vi da også bare kunne mødes til en kop kaffe.

– Jeg var på vej til tøsefest, og senere på aftenen tænkte jeg, at nu var han selv ude om det, og vi aftalte at ses lidt senere på Alléenberg. Da vi mødtes, kyssede vi bare. Vi sagde slet ikke hej eller noget. Vi kyssede bare. Og så har vi været sammen lige siden. Det er meget skørt. Men jeg tror, at forholdet havde haft brug for, at vi lukkede det helt ned.

Flyttede I så sammen igen?

– Nej, vi har ikke boet sammen siden vi blev skilt. Det har været oppe og vende, men der går for meget leverpostej i den. Til gengæld har vi købt et sommerhus i Rørvig sammen, så vi har et sted at være i weekender og ferier. Og som er vores begge tos. Alle børnene kommer på besøg deroppe, men nu er det hyggeligt og dejligt, fordi det er frivilligt at være sammen. Det er blevet et samlingssted for begge vores familier. Og det var også i sommerhuset, vi blev gift her i sommer.

Hvem friede?

– Det gjorde Troels. En svedig søndag, hvor vi havde haft gæster aftenen før og havde tømmermænd. Han havde købt en ørering, som jeg virkelig ønskede mig, men som jeg ikke havde råd til, og så spurgte han.

Og der var du ikke i tvivl?

– NEJ! Slet ikke.

Hvordan var det at sige ja til hinanden for anden gang?

– Vi blev gift ude på terrassen, og denne gang var det på dansk. Det var noget helt nyt. Det var så fint, og det føltes helt rigtigt. Første gang var der jo ingen, vi kendte, med til vores bryllup, men lige pludselig stod alle de mennesker, som vi bare rigtig gerne ville være sammen med, rundt omkring os. Det var et stort øjeblik, at de var vidne til vores ja.

– Første gang havde det jo været lidt lukket og hemmeligt det hele. Og som jeg sagde før, så var jeg alt for forelsket i begyndelsen, da vi lige havde lært hinanden at kende. Forelskelsen fyldte alt. Og det gjorde nok, at jeg gik på kompromis med det, jeg godt kunne mærke, var det rigtige. Nemlig, at vi ikke skulle bo sammen. Det er ikke, fordi jeg ikke er forelsket nu, men det er noget andet. Troels er min bedste ven, og det var da også utrolig mærkeligt, da vi var fra hinanden, at jeg ikke kunne dele alting med ham.

Føltes det mere forpligtende at blive gift foran familie og venner?

– Nej, det gjorde det faktisk ikke. Nu har vi jo set, at man kan komme ud af det igen, ha, ha. Men det var helt utrolig dejligt og rigtigt.

Du vil gerne have bagdøren på klem?

– Der er noget med, at frihed er vigtigt for mig. Jeg har brug for lige at kunne trække vejret en gang imellem, men nu har vi fundet en måde at leve på, som fungerer for os. Så nej, jeg har ikke længere den med, at jeg skal kunne komme væk.

Rørvig og Peralta, juni 2019

Festen i sommerhuset varede hele natten med mad, taler og dans i haven. Det blev lyst, inden brud og gom gik i seng. Men det er slet ikke slutningen på historien. Efter brylluppet tog det nygifte par til Peralta med familie og venner for at holde fest i flere dage.

LÆS OGSÅ: Cecilie Haugaard om sit bryllup: "Hold kæft hvor var det vildt! Alt klappede bare"

– Vi havde lejet hele stedet, og vi var 36 mennesker dernede. Det er et skønt sted oppe på et bjerg, hvor vi har været flere gange før. Vi var der selv i en uge med familien, og vennerne var der i tre dage, men jeg følte intet pres overhovedet, for alle hjalp til, og vi hyggede os bare med mad, vin, gåture og afslapning ved poolen. Flere gange, mens vi var der, tænkte jeg, at det var så vildt, at alle de mennesker var rejst helt derned for vores skyld. Det var så rørende.

Og skal I blive ved med at bo hver for sig?

– Vi har da snakket om, at vi måske skal flytte sammen på et eller andet tidspunkt, for det er jo skørt med to huslejer og et sommerhus oveni. Men jeg tror først, at det bliver den dag, hvor alle børn er flyttet hjemmefra. Jeg kan godt have svært ved at finde ud af, hvem jeg skal give opmærksomhed, hvis både Troels og Gustav er her. Jeg tror, det er en kvindeting, for det er noget, jeg har talt med flere veninder om.

– Der er andre kvinder end mig, der har det sådan. Jeg føler, at hvis jeg gør noget for den ene, så er jeg ikke nok for den anden. Og det var nok også det, der til at starte med var svært i vores forhold. Jeg følte mig tarvelig over for Gustav, når jeg kun havde ham hver anden uge og så også skulle være noget for Troels. Der er nogle øjeblikke i mit og Gustavs liv, som ikke ville komme til udtryk på samme måde, hvis vi var sammen med mange andre mennesker hele tiden.

Hvor ofte ses du og Troels?

– Hver anden uge er vi sammen hele tiden. Og hver anden uge, når vi har børnene, ses vi mindre. Men vi er ret ofte i Rørvig, og det er et godt sted for os at være. Troels er lidt en rastløs type, som helst skal lave noget hele tiden. Sådan har jeg det ikke, jeg kan sagtens bare ligge og hygge mig uden at lave noget særligt. Og det kan vi forene i sommerhuset, hvor han kan rende rundt og bygge ting og ordne, mens jeg nusser rundt med det, jeg har lyst til.

Hvad er dit bedste råd til andre, der overvejer at flytte sammen med dine og mine børn?

– Det gik meget stærkt, da Troels og jeg mødte hinanden. Vi havde for eksempel slet ikke prøvet at være på ferie sammen med børn, inden vi flyttede sammen. Jeg ved fra flere veninder, at det at prøve at rejse sammen som en stor familie, er en god måde at prøve et forhold af på. Gerne en længere rejse. Så det er mit gode råd: Tag på ferie sammen, så I kan få en idé om, hvordan de to familier fungerer sammen.