Sommerferie i Danmark? Her er redaktionens bedste anbefalinger

Vandreture og vilde dyr, gastronomi og getaway-stemning. Vi guider til en række særlige oplevelser i det danske sommerland, som garanterer en ferie fuld af nærvær, ro og uforglemmelige øjeblikke.

ALT for damerne logo

Vejles bedste

Jeg har længe været forelsket i Vanilla Chocolatier & Konditori i Paladspassagen i Vejle, men kærligheden til Vanillas lækkerier er kun blevet større, efter de er åbnet på havnefronten. Nu erdet nemlig nemt at købe lidt godt til ganen, når man går en tur langs vandet.

Se udvalget her Vanillachokolade.dk

Anbefalet af social media manager, Emma Fjalland Lund

Smukke strande

Rømø er kendt for sine smukke, store strande ved Vestkysten og sin vilde natur med rovfugle. På Rømø finder i Kommandørgården, der er en perle af et feriecenter. Der findes både vadehavshytter, ferielejligheder og campingområde, så mulighederne er mange. Rømøs smukke strande kalder på en ridetur, og på Kommandørgården kan I booke rideture på Islænderheste. I vælger selv om det er enkeltture eller en hel rideferie. Er I ikke til heste, ligger stedet smukt ved vadehavet, hvor I kan gå lange ture og opleve fuglesafari. Derudover findes der både pools og dampbad på feriecenteret.

Se mere på Kommandoergaarden.dk

Vilde vildsvin

Mange kender Knuthenborg Safaripark på Lolland, mens færre nok er bekendt med skoven Merritskov, der hører under Knuthenborg Gods, som ligger tæt på safariparken. Her kan du møde vilde vildsvin, hjorte og en masse forskellige fugle. 

Vildsvinet uddøde i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet, men der er sat to hunner og en han ud i skoven i 2017, og de har formeret sig og er nu blevet til en lille flok. De ser ikke så godt og kan være lidt utilregnelige, så man skal holde sig på afstand af dem og eventuelt medbringe en kikkert. Der er også en del runde gravhøje i skoven, man kan tage et kig på. Det kræver god tålmodighed at spotte svinene, men så kan man opleve mange slags fugle, som man måske ikke lige kender fra haven. 

Alt fra musvitter og blåmejser til bogfinker, rødhals, dompap, spætmejse, gærdesmutte og flagspætter. P-Plads på Skibetvej, herfra er der 100 meter til skovens indgang.

Anbefalet af artdirector, Ane Læntver

Falsters heste

I Bøtø-skoven på Falster, flere kilometer væk fra det mere larmende sommerliv i Marielyst, kan du møde de vilde heste, som græsser rundt mellem træerne. Skoven ligger tæt ved vandet, så du kan eventuelt kombinere gåturen med et havdyp på den smukke sandstrand, som strækker sig over flere kilometer. Trænger du til en is, kan du besøge Marielyst Is, som serverer lækker, hjemmelavet is i kæmpestørrelse. Bøtø-skoven ligger ved den store parkeringsplads (Bøtø V.) for enden af Bøtøvej.

Vilde Vandfald

Er du på Bornholm, skal du ikke snydes for Døndalens magiske og eventyrlige stemning. Husk en kurv til at samle vilde ramsløg i, så du kan lave din egen pesto. Døndalen finder du en lille gåtur fra p-pladsen på Søndre Strandvej mellem Kunstmuseet og Bådsted.

Se mere på Bornholm.info/doendalen

Gå gennem havet

Turen mod den øde ø Æbelø er et lille eventyr i sig selv. Det er en tur på ca. fire kilometer, og de ca. 1,5 kilometer er gennem havet, for der går nemlig hverken færge eller vej til øen, som ligger nord for Fyn, lidt øst for Bogense. Æbelø blev forladt i 1960’erne, og siden er alle huse fjernet, så øen er i dag et stort naturreservat med vilde dyr, som du kan opleve helt tæt på. Du går derud ved lavvande og skal vente syv timer på at kunne gå tilbage igen. Det er også muligt at sejle dertil med båd eller kajak, hvis du har mulighed for det. Gåturen starter ved Lindøhoved p-plads. Har I ikke mod på at tage tidevandsgåturen til Æbelø alene, kan I booke en guide, der følger jer.

Se mere på Visitnordfyn.dk

Dansk jungle

Vil du på en længere gåtur, er Tranum-Fosdal-ruten nord for Aalborg noget for dig. Det er en vandrerute gennem vild natur på hele 11 kilometer, men den kan sagtens kortes ned til 2-3 kilometer, og der er skilte hele vejen. Fra udkigspunktet på ruten er der udsigt over Slettestrand og Blokhus. Fra Tranum kan du vælge at gå sydpå gennem Nøddedalen, hvor du vil opleve lidt jungleagtig beplantning med bregner og krogede træer.

Surf og vandsport

Den sjællandske nordkyst er velbesøgt om sommeren, men en af de mindre besøgte byer er Lynæs, som har en masse at byde på. Du kan overnatte i surfshacks med havudsigt bare 100 meter fra vandet, hvor du kan windsurfe, kitesurfe og SUP’e. I madbaren kan hele familien tanke op, inden I fortsætter med aktiviteter som yoga, saunagus eller en sejltur. Stranden er også fed til at sætte en drage op, og sommeren igennem er der koncerter, film mm. under åben himmel.

Se mere på Surfcenter.dk.

Vilde spor i bakkerne

Rebild Bakker og Rold skov er for jer, der elsker at bruge tid i naturen. Her kan du tage på vandretur gennem de kuperede bakker, hvor der er smuk natur og masser af dyrespor. Området er oplagt til star gazing, så tag ud til Rebild Bakker en sen aften og kig på nattehimlen. Hvis du mere er til adrenalinfyldte aktiviteter, så tag en tur i trætoppene. Står sommersolen højt på himlen, er der heldigvis mange badesøer i området. 

Der er fire steder i Rold Skov, hvor det er tilladt at slå telt op. Derudover er der flere shelterpladser i skoven, vær obs på, at nogle af dem kan bookes hjemmefra. Hvis overnatning i naturen ikke lokker, er der rig mulighed for anden overnatning, blandt andet på vandrerhjemmet i Rebild.

Se mere på Rebildportalen.dk

Vandkantskaffe

På spidsen af Hesnæs Havn på Falster kan du skue det lille røde spisehus Hesnæs Havn Spisehal, der ligger lige i vandkanten. Det led en slem medfart under stormen i 2023, men nu er det genopbygget og klar med god kaffe, surdejsbrød, nemme sandwich og lækre kager.

Se mere på Falsterskyst.com

Is og en dukkert

Det putter sig i skoven tæt ved vandkanten, traktørstedet Pomle Nakke, der er den omvej værd, som det er. Det lille ishus i haven har åbent om sommeren og er et vidunderligt hængeud-sted. Restauranten er både smukt indrettet og har en guddommelig menu med sæsonens overvejende lokale og friske råvarer. Husk også gerne badetøjet, da den nærliggende strand er det tætteste, du kommer på en thailandsk strand i Danmark. Vidunderlig, hvid sandbund og krystalblåt vand.

Se mere på Falsterskyst.dk

Betagende udsigt

Kalas Is i Sandvig er ubetinget isbaren med en af landets smukkeste udsigter. Den ligger ved klipperne på Sandvig Havn på Bornholm, og her kan du nyde din is, som primært bliver produceret af lokale råvarer. Sid med tæerne i vandet, og nyd udsigten til klipperne og det smukke lys over vandet.

Se mere på Kalasbornholm.dk

Hygge i Slagteriet

Holsterbros gamle slagteri er blevet lavet om til et nyt kulturhus, hvor der både er kunst- og kulturevents, samt den hyggelige Bank’s Mikrobageri og Café. Er vi på de kanter, spiser vi altid en solid morgenmad, inden turen går hjem til København.

Se mere på Slagteriet.dk

Anbefalet af alt.dk’s redaktør, Susanne Knutzen

Kaninland

Der er flere kaniner end mennesker på Endelave, hvor der bor ca. 200 lokale, og øen er et besøg værd, hvis du er vild med dansk Morten Korch-idyl og vil se de hoppende, nuttede væsener i deres eget habitat. Her er flere smukke vandreruter under navnet ‘kaninoen’, som er fire afmærkede ruter i forskellig længde fra 3 til 21 kilometer, hvor du kan opleve de mange vilde kaniner hoppe rundt på markerne. På øen er der også fuglereservatet Flasken, og selve byen Endelave byder på stokroseidyl og bindingsværkshuse. Endelave ligger en times sejlads fra Snaptun tæt på Horsens, og du kan sagtens tage en dagstur, men da kaninerne er mest aktive tidligt og sent på dagen, kan en overnatning anbefales. Det er en god ide at planlægge turen hjemmefra. Book din færge på Mf-endelave.dk.

Se mere på Oenendelave.dk

3 shelters med wow-faktor

Har du valgt at droppe storbyer og designhoteller til fordel for en mere naturlig ferieoplevelse, så kan disse arkitekttegnede shelters være lige noget for dig.

Bo som en viking

Ved Lavringe Å ved Lejre ligger de skibsinspirerede shelters, tegnet af arkitekterne Nørrøn, og de indbyder til fantasifuld leg og magiske nætter under stjernehimmelen. Shelterpladsen hedder Lavringe Jord-Shelterplads og kan findes i appen Nationalpark Skjoldungelandet.

Som en fisk i vandet

Kælenavnene Skrubben, Havtasken, Stenbidderen, Hornfisken og Ålekvabben fortæller meget godt, hvad der har inspireret Limo Arkitekter til de havnære shelters på Fyn. De er nemlig inspireret af havet, men også af de lokale fiskeres hytter. Nogle har endda flere etager og udkigspost på toppen og er et besøg værd bare for arkitekturen.

Med tæerne i vandkanten

På Ærø mellem Søby og Ærøskøbing finder du et shelter, som de lokale kalder Skåret, som ligger lige til vandet med fri udsigt mod Fyn, Drejø og Avernakø. Om sommeren er der badebro, så du kan starte dagen med et havdyp.

Se mere på Bookenshelter.dk

Frokost på pensionatet

Det røde, smukke træhus fra 1904 har været pensionat eller hotel i mere end 100 år, og jeg elsker, hvordan parret bag Absalon på Vesterbro har kastet kærlighed i bygningen, indretningen og hele konceptet omkring Hornbækhus. Der er yoga i haven om sommeren og langbordsmiddage om aftenen. Men jeg elsker deres smørrebrød til 85 kr. i et skyggefuldt hjørne af den store have.

Se mere på Hornbaekhus.dk

Anbefalet af kulturredaktør Christina B. Kjeldsen

Pluk selv

På Frydenlund slotsplantage har de en stor frugtplantage, hvor man kan komme og plukke æbler og pærer. Jeg ved ikke noget bedre end et helt friskt, sprødt og smagfuldt æble, og her er der masser at vælge imellem. Alt er 100 % økologisk. Du kan også købe direkte fra deres gårdbutik med hjemmelavede sirupper, saft samt lækre syltede sager.

Se mere på Frydenlundslot.dk

Anbefalet af kreativ chef, Caroline Bagger

Alpaca i det fri

Hvis I er dyreelskere, er en overnatning i Alpacapark sikkert lige noget for jer. Lidt uden for Ringsted finder I en alpacafold tæt på skoven, og her er der shelters og bålpladser. Derudover finder I udekøkken, solopvarmet brusebad og jordkøleskab. Hvis I ikke orker selv at stå for aftensmaden, kan det tilkøbes ved booking af shelter. Og hvis I ikke bryder jer om at sove i shelter, kan I vælge Alpacahome i stedet.

Se mere på alpacapark.dk

Getaway

Helt mod vest, i Vorupør i Thy, har fire venner overtaget et gammelt badehotel og har ombygget og restaureret de eksisterende bygninger. De inviterer nu indenfor på et uhøjtideligt badehotel med en afslappet stemning. Du kan bruge dagene i bølgerne på surfbrættet eller blive på land og blot nyde stranden og Thys smukke natur. Om aftenen serveres der gourmetmad i hotellets restaurant Bistro 123.

Se mere på Vorupørbadehotel.dk og @voruporbadehotel

Anbefalet af mad og boligredaktør, Signe Munk Lund

Mere end rabarber

Jeg endnu ikke haft fornøjelsen af at spise på Rabarbergården, men jeg har hørt meget godt om stedet, så i år skal vi nå forbi. Om sommeren serverer de mbåde morgenmad, frokost og aftensmad, så det bliver ikke noget problem at vælge et tidspunkt. De producerer selv råvarerne på gården, og jeg elsker deres koncept med, at et måltid hos dem er med naturen til bords.

Se mere på Rabarbergaarden.dk

Anbefalet af Artdirector, Ane Læntver

2 gode apps

Med appen AllTrails: Trekking og Cycling kan du nemt planlægge jeres næste udflugt, tjekke om den er hunde- eller børnevenlig, indtaste ønsker til, om der skal være træer, blomster, vandfald eller andet på turen. Du kan også se turens længde og estimerede tidsforbrug.

Protip: Vælg funktionen ‘skjulte perler’, og find din næste favorit.

Er du friluftsmenneske, kan du ikke undvære appen Shelter, der guider dig til shelters i hele landet. Her kan du også læse om, hvilke faciliteter der er i nærheden, om der fx er adgang til vand og bad, er der legeplads, bålplads, og om du kan booke plads på forhånd

Husk: Du må gerne slå dit telt op i statsejet skov uden at spørge om lov først. Så længe du ikke overnatter mere end én nat, og dit telt står skjult under trækronerne.