Søren har indset, hvor meget han følger sine sønner på det såkaldte Snapkort på telefonen – og det har sat tankerne i gang
”Jeg følger dem på kortet, når de er på vej hjem fra fest, og jeg forsøger at spille cool og uvidende, når jeg skriver til dem og spørger, hvad de laver”
I 1995 forsvandt Morten i næsten et døgn. Vi havde været på diskotek i Hirtshals, men Morten havde ikke nået det sidste tog hjem til Hjørring.
Det viste sig senere, at han kort inden afgang havde fundet sig en pige, og hjulpet godt på vej af nyforelskelse og det meste af en flaske Bacardi Lemon besluttede Morten sig for at gå den lange vej hjem langs skinnerne frem for at ringe efter sine forældre.
Kun få kilometer syd for Emmersbæk var han faldet i søvn i et læhegn ude på en kornmark, og eftersom det her var før mobiltelefonernes tid, vidste hverken hans forældre eller Morten selv, hvor han var. Jeg husker ikke, om politiet nåede at igangsætte en egentlig eftersøgning, men lidt bekymret var hans mor da.
Morten kom heldigvis hjem et godt stykke oppe ad eftermiddagen. I live. Det gjorde vi alle dengang. Vi kendte vores spise- og sengetider, men derudover levede vi det meste af vores liv uden opsyn og overvågning.
Væltede vi på cyklen i den anden ende af byen, måtte vi selv humpe hjem til trøst og plaster. Dejsede vi om af druk i busken bag ungdomsklubben, måtte vi selv kravle hen til den nærmeste telefonboks og forsøge at forklare vores søvndrukne far, hvor han kunne samle os op.
Uvidenheden må have været befriende for vores forældre. Troen på, at deres børn nok skulle klare sig uden deres evige bevågenhed. Jeg ville ønske, at jeg havde arvet bare en lille smule af den.
Desværre er jeg blevet som stort set alle andre forældre i dag. Konstant overvågende, bekymret og opmærksom på, hvor mine børn befinder sig. Jeg gør det ikke af ond vilje. Eller fordi jeg ikke stoler på dem.
Jeg gør det, fordi jeg kan.
Jeg følger dem på det såkaldte Snapkort på telefonen. Jeg kan se, hvor de befinder sig døgnet rundt. I real time endda. Om de er kommet i skole til tiden, og om de er på Strøget, hvor alverdens farer og ulykker venter dem.
Jeg følger dem på kortet, når de er på vej hjem fra fest, og jeg forsøger at spille cool og uvidende, når jeg skriver til dem og spørger, hvad de laver, når jeg ellers selv kan se, at de er i træningscenteret, hjemme hos venner eller i storcenteret for at bruge alle mine penge.
Annonce
Værst er det, når de engang imellem slukker for kortet. I protest eller bare i uvidenhed. Så flyver jeg i blinde. Hvorfor må jeg lige pludselig ikke se, hvor de er? Hvad skjuler de? Er det, fordi de er ude at stjæle knallerter? Ryger de mon puffbars? Er de faldet i vandet?
Uvidenhed kan i sandhed være en velsignelse, når man har med teenagedrenge at gøre, men det er desværre en luksus, jeg og mange andre forældre ikke lader os selv nyde. Selvom jeg er af en generation, der i høj grad blev overladt til sig selv, har jeg umådeligt svært ved at slippe trangen til denne evige satellitovervågning af mine egne børn.
Nogle gange tænker jeg, at det gør mig til en god, ansvarlig og omsorgsfuld forælder.
Men i virkeligheden frygter jeg, at jeg er præcis det modsatte.
