Malene Hasselblad

Trods stort beløb: Malene Hasselblad fortryder "Robinson"-deltagelse i 2007

Malene Hasselblad lod sig lokke af pengebeløbet. I dag fortryder hun sin deltagelse i "Robinson" 2007. 

logo herognu HER&NU HN

Som noget helt nyt har "Robinson Ekspeditionen" fået et ekstra lag. Der er ikke længere kun tale om en ekspedition på TV3 og Viaplay, nu er der nemlig også lavet et liveshow om "Robinson", og første show fandt sted i Bremen i København den 17. august - blot en uge før premieren på sæson 27.

I "Robinson Liveshow" medvirker blandt andre Malene Hasselblad, 55, der vandt "Robinson" i 2001, og som igen var med i 2007, da der blev vist veteranerne mod paradisoerne - en sæson med tidligere "Robinson"-deltagere og "Paradise Hotel"-deltagere.

 Artiklen fortsætter under videoen. 

Til HER&NU fortæller Malene efter showet, at hun fortryder, at hun var med igen i 2007.

– Jeg havde fulgt med de første tre år, og jeg synes, det var interessant med overlevelse og det psykologiske i det, og det havde jeg jo oplevet første gang. Og så vandt jeg også, som var det, jeg gik efter. Så jeg havde fået det, jeg kom efter, fortæller Malene.

Malene var blevet spurgt tre-fire gange tidligere, om hun ville være med igen, og hun blev ved med at sige nej.

– Men så kom der lidt mange penge på bordet, og så valgte jeg at gøre det, men jeg skulle aldrig have gjort det. Jeg tænkte hver dag på øen, “hvad fanden laver jeg her”. Jeg var ikke tro mod mig selv, og jeg er ærgerlig over, at jeg lod mig lokke af penge, siger Malene og fortæller, at hun fik 100.000 kroner for sin deltagelse, men hun synes ikke, det var pengene værd.

– Så hvis folk spørger, hvornår jeg var afsted, siger jeg 2001. Jeg nævner aldrig 2007, griner hun.

I dag arbejder Malene som selvstændig socialkonsulent og er fortsat kærester med Mikkel Saabo, som var med i "Robinson" i 2013.