Mette Haulund advarer om, at julen er højsæson for utroskab.
SPONSORERET indhold

Sådan undgår I utroskab til julefrokosten

Firmajulefrokosterne står for døren og du glæder dig allerede, men er du klar over, at årets højsæson for utroskab nærmer sig?

Af: Mette Haulund
25. nov. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

De fleste, der er deres partner utro, er nemlig utro med en kollega – hvorfor? Fordi der på arbejdspladser bliver bygget så mange følelser op blandt kolleger, at tingene bare ofte kulminerer når alkoholen går ind.

På arbejdspladsen, hvor du i forvejen gerne skal fremstå som den bedste udgave af dig selv, og hvor børn, sure sokker, madlavning og alle andre praktiske gøremål er ikke eksisterende, ja hvad er mere oplagt end at få følelser for den søde, rare, snaksagelige, initiativrige, imødekommende, nærværende, lyttende og sjove kollega på den anden side af bordet.


"Du glæder dig allerede til årets julefrokost."

Dialogen om arbejde kombineres med mere og mere privat snak, for han er jo så nærværende og forstår dig til fulde. Du glæder dig allerede til årets julefrokost, og kan ligefrem mærke, hvordan det vil være at danse og snakke med ham hele aftenen. Du kan mærke du får røde kinder, når du tænker på ham – og er ret sikker på, at dine følelser er gengældte.

LÆS OGSÅ: Er vi skabt til at være monogame?

Et lille strejf af dårlig samvittighed rammer dig, for du har jo din partner derhjemme…. Men ved nærmere eftertanke, så er han faktisk næsten selv ude om det, for hvornår har han sidst bidraget noget særligt til jeres parforhold. Han lytter jo aldrig til, hvad du siger, tager aldrig initiativ og er i det hele taget bare blevet så kedelig!


"Du er solgt – han er for lækker!"

Endelig er det julefrokostdagen, stemningen er fantastisk lige fra morgenstunden, du er glad, smilende og løssluppen – lige netop det, som alle drømmer om, at deres partner er.

Julefrokosten bliver lige som du havde drømt om – og lidt til, for det blev pludselig svært at styre følelserne. Den ene dans tager den anden, du mærker en reaktion på de hænder, der rører din krop, som du ikke har mærket længe. Du er solgt – han er for lækker! Måske ender du med at gå hele vejen, mødes måske med ham igen og igen. Ja, faktisk er han måske lige netop det du har drømt om i årevis….

LÆS OGSÅ: Utroskab: Sådan kommer du videre

Der er blot en lille tanke du har glemt – hvornår har du sidst gjort så meget ud af at skabe den gode stemning sammen med din partner, som du gør sammen med din kollega? Hvordan tror du din kollega vil være, når dagligdagens gøremål melder sig, og I hver især vågner med morgenhår, dårlig ånde og med en hel stribe børn, der har en forventning om at bo i et nogenlunde velfungerende hjem med mad på bordet?

Græsset bliver bare ikke grønnere, end der hvor du vander det…. så tænk dig om en ekstra gang, inden du kaster dig på dansegulvet med din helt vildt spændende, lyttende og lækre kollega – måske er han faktisk ikke mere spændende end ham du har derhjemme.

Sådan undgår du utroskab:
• Gør dit til at få det parforhold du drømmer om.
• Gør noget godt for din partner hver dag.
• Mærk dine egne behov - og fortæl din partner, hvordan du har det.
• Fokuser på de positive aspekter i dit parforhold.
• Lyt til din partner - spørg ind til følelser, tanker og behov.
• Fordel opgaverne i hjemmet mellem jer.
• Tag ikke din partner som en selvfølge.
• Gør noget ud af dig selv.
• Vær realistisk omkring følelser der helt naturligt opstår overfor andre.
• Husk at være kærester, også efter mange år.

LÆS OGSÅ: Sådan planlægger du dig til et bedre parforhold