Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Bo Østlund
Foto: Peter Nørby Bo Østlund om sin nye bog "Modne kvinder".

Forfatter Bo Østlund om Modne Kvinder

Forfatter Bo Østlund har interviewet 24 kendte mænd og kvinder om livet: "Flere har grædt undervejs"

På et halvt år har forfatteren Bo Østlund lært mere om kvinder end i de første 61 år af hans liv. Et halvt års hjertelige og hårde samtaler er blevet til bogen ”Modne Kvinder”, hvor 24 kendte kvinder ser tilbage på deres liv. Selv elsker Bo Østlund at være blevet moden – og endelig at have fundet roen til at forlige sig med dæmonerne.

Bo Østlund er træt. Nærmest udmattet.

– Jeg har det, som om jeg har været gift 24 gange på et halvt år, siger han.

Siden marts har hans hoved og hjerte været fyldt op med kvinder. 24 af slagsen og med dem 24 levede liv fulde af kærlighed og sorg, glæde og svigt.

– Det må være verdens største stykke feltarbejde om kvinder. Jeg tror ikke, der er andre, der nogensinde har interviewet så mange kvinder på så kort tid. Det har været meget intenst.

Hvad har du så lært om kvinder?
– Kvinder er meget følsomme. Også mere følsomme, end jeg troede.

Bogen, der er kommet ud af anstrengelserne, hedder "Modne Kvinder" og bygger på samtaler med 24 kendte kvinder over 50 år. Bogen kommer som en efterfølger til den roste bestseller "Modne Mænd", der udkom sidste år.

Hvordan har du oplevet forskellen på kvinder og mænd?
– Mændene var bange for alderdommen, de frygtede at blive senile, få Parkinsons eller dø i smerter. Kvindernes bekymringer går på fortiden: "Har jeg været en god mor, har jeg været god nok, hvad har de valg, jeg har taget, betydet?".

– Og så var kvinderne mere detaljeorienterede. Syv-otte af mændene sagde, de ikke behøvede at læse min tekst igennem. Kvinderne har været nede i det mindste punktum og komma.

Hvorfor har det været sådan, tror du?
– Alle, der er endt med at være med i bogen, er nogle utroligt skønne, fantastiske, givende kvinder, fulde af mod og lyst til at dele deres erfaringer og blotlægge deres eget liv og tanker helt uden filter. Men det har været en hård proces. Jeg tror, at det spejl, jeg holder op, er meget råt.

Hvad er det, kvinderne har svært ved at se i spejlet?
– Flere fortæller ærligt i bogen, hvordan de glemte børnene, når karrieren pressede sig på. AnnMari Max Hansen fortæller f.eks. om engang under en filmoptagelse, hvor hendes mælk løb, fordi hun lige havde født, men hvor hun og kostumeafdelingen var allermest bange for, hvordan de skulle redde kjolen, så de kunne filme videre, selv om det egentlig var et tegn på, at det ville være bedre at tage hjem. I dag kan hun se, at det var kroppen, der skreg på at komme hjem til barnet. "Jeg var splittet mellem min store lyst til at fortælle den gode historie, jeg stod midt i, og min længsel efter mit barn. Jeg forsøger selv af al magt at tilgive mig selv og slutte fred med, at jeg ikke var den mor, jeg synes, jeg burde have været", siger hun bl.a. i bogen.

– Det har været meget følsomme interviews, og flere har grædt undervejs. Deltagerne i den nye bog er fuldstændig nøgne, og de fortæller ting, de end ikke har fortalt deres mand eller eksmand.

Modne samtaler

Sidste år udkom forfatter Bo Østlund med samtalebogen "Modne Mænd", som blev en bestseller. Nu er han aktuel med efterfølgeren "Modne Kvinder", hvor han har bedt 24 kendte kvinder se tilbage på deres karrierer og privatliv, men også forholde sig til den livsfase, de befinder sig i nu.

"Modne kvinder", Forlaget Heatherhill, 472 sider, 299 kr.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: "Jeg blev ved med at opsøge mennesker og situationer, hvor jeg var sikker på at blive afvist"

Hvornår er man moden?

Mens mændene var 60+, så er kvinderne fra 50 år og opefter.

Hvorfor er kvinder modne, når de er 50, hvis mændene først er det, når de er 60?
– Altså, vi taler jo ikke om oste, men om mennesker. Kvinder reflekterer i min optik 10 år før mænd. Ikke fordi de er klogere eller bedre, men fordi de rammer overgangsalderen på en anden måde. De kan ikke få børn mere, og deres børn er flyttet hjemmefra. Det er meget hårdere for kvinder. Hvis jeg skulle tale med kvinder over 60, så skulle jeg spørge, om de kunne huske, hvordan det var, da de gik i overgangsalderen.

– Nogle mennesker har det svært med ordet "moden", men jeg synes faktisk, at det er fantastisk at være moden, at være 61 og have den der livsindsigt og ro og ikke være bange for noget.

Det har taget lang tid for Bo Østlund at nå til et sted, hvor han tør bruge ordene rolig og frygtløs om sig selv. Det meste af livet har han været det stik modsatte.

– Min mandebog blev lavet af ud min egen trang. Jeg var 59 et halvt, da jeg kom til at tænke på, at jeg aldrig har kendt nogen, der var 60. Min far begik selvmord, netop som han havde passeret 60, så 'Modne Mænd' var en ekspedition i livets jungle for at finde en vej videre for mig selv. Den bog var min eneste vej til at overleve.

Forholdet til faderen har præget de første mange årtier af Bo Østlunds liv, som begyndte på en købmandsgård i en nordfynsk landsby. For at forklare hvorfor, spoler han tiden tilbage.

– Far drømte om at blive matador i USA, men han blev kun matador i Veflinge, et forblæst minisamfund i verdens ende 20 kilometer nordvest for Odense. Han endte der, fordi min farfar, som også var købmand, var utro og gjorde en kunde gravid. Så ringede farmor og sagde "nu har jeg smidt farfar ud, og nu skal I komme og overtage butikken". Min far havde lige mødt min mor, der var ud af en af de rigeste familier i Odense, og hun havde ikke troet, hun skulle være købmandskone i Veflinge, men de blev gift i midt under krigen i 1943, og så stod de dér bag disken.

– Det var ikke deres drøm. Min far blev ganske vist både logebror og kom i kommunalrådet for de konservative, men drømmen om USA fik han ikke.
Der blev drukket tæt i butikkens baglokale, og når faderen var fuld, blev han ofte lunefuld og voldelig. For at kunne holde livet og presset ud, begyndte moderen at drikke med. Midt i det hele stod et lille skravl af en efternøler og kunne mærke det hele.

 

Den usikre barndom

– Jeg blev allerede som barn særligt sensitiv. Hvis man har to forældre, der drikker, så har man en lille usynlig radar på hovedet: "Hvor fuld er far, hvor fuld af mor?" Jeg kunne kende forskel på den måde flaskerne klirrede: "Er det snapseflasken i dag, som mor tager frem fra gemmerne i køkkenskuffen, eller er det vodkaen? Nu kommer far ind. Er han sur, fordi mor ikke kan passe butikken, fordi hun igen har drukket for meget? Hvor er mine søskende? Er jeg alene? Er her farligt?" Jeg blev bare én stor nerve, der kunne mærke alt.

– Jeg var den yngste af fire børn, og jeg har altid fået at vide, at jeg var et uheld og ikke skulle have været født. Når min mor blev uønsket gravid, så tog hun en kornsæk på nakken og gik op og ned ad trappen til foderstoflageret, indtil hun tabte fosteret. Men jeg holdt fast – krampagtigt. Klyngede mig til livet. Men jeg blev født for tidligt, kom i kuvøse, blev stammer på grund af min usikre barndom, blev drillet og hånet af både lærere og skolekammerater og rakte derfor ikke hånden op i skolen.

Bo blev erklæret uegnet til gymnasiet. Men én ting kunne han. Han kunne skrive. Han blev landets yngste uddannede journalist.

– Jeg har altid kompenseret ved at skrive, for det vidste jeg, at jeg var god til. Men når jeg kom hjem fra arbejde, kunne jeg slet ikke være i det.

Barndommens svigt blev ved med at bo i ham, og da han var 23, blev alle sår revet op: Hans far begik selvmord.

– Han havde fået det dårligere og dårligere, og han var begyndt med at true med at tage mor med i døden, så hun havde i flere måneder sovet bag en låst dør på gulvet i badeværelset på Costa del Sol, hvor de var flyttet ned. Til sidst turde mor ikke længere være alene med far, og kort før jul 1979 spændte hun ham fast i den lille Fiat og kørte ham hele vejen til Danmark, mens han sad og slog løs på hende og trak i rattet hele vejen hjem til Danmark. Han ville ikke opdages.

– En uges tid før han døde, havde jeg sagt til ham, at nu skulle han holde op med at true mor, eller også gøre alvor af at slå sig selv ihjel. Så min fars selvmord har altid været forbundet med skyld og skam. Også fordi han blev begravet i hemmelighed, så landsbyen ikke opdagede, at han var død og havde taget sit eget liv.

LÆS OGSÅ: Stor guide: Disse bøger er oplagte gaveidéer til venner og familie

Skyld og skam

I bogen taler Bo med kvinderne om deres skyld og skam, men i sine (mange) forhold til kvinder undervejs i livet har han haft svært ved at håndtere sin egen.

– Når bare der var en, der ville elske mig, så var jeg glad, for jeg troede ikke, jeg var værd at elske. Derfor fandt jeg altid bevidst eller ubevidst kvinder, der ikke kunne elske mig, for så kunne jeg bekræfte mig selv og sige: "Se, jeg er ikke værd at elske!". Dén følelse har siddet dybt i mig helt tilbage til barndommen.

Én af kæresterne så igennem det og fik ham endelig til at indse, at det var på tide for ham at kigge dæmonerne direkte ind i øjnene.

– Jeg opførte mig så mærkeligt. På et tidspunkt smækkede jeg døren i for hende og hendes lille datter, da de kom for at besøge mig på min fødselsdag. Jeg var ikke god til relationer, men jeg kunne ikke selv se det. Hun fik mig til psykolog. Hun var den første kæreste, jeg lyttede til, men hun arbejdede også på den lukkede afdeling. Hun plejede med et smil at sige, at det var som at fortsætte på arbejde, når hun kom hjem.

Det blev begyndelsen på syv år, hvor Bo Østlund boede helt alene på en afsides beliggende gård i en smålandsk skov.

– Jeg blev eneboer. Havde stort skæg og gik med snabelsko. Men jeg gik også i terapi hos en psykolog, mødte min egen spiritualitet og uddannede mig sågar til clairvoyant rådgiver. Det var også i Sverige, jeg skrev min egen biografi 'Strawberry Fields Forever'.

– I dag er min spiritualitet en dybt integreret del af mig selv. Den er min måde at leve og ånde på. Den er min puls. Det hele vendte dén dag, hvor jeg indså, at jeg er en sjæl med en krop og ikke en krop med en sjæl, og i dag har jeg ikke blot lært at lukke ned for alle indtrykkene og skærme mig selv, men jeg rejser også gennem livet med en rygsæk bestående af kærlighed, tillid, mod, nysgerrighed og tilgivelse. Jeg er ikke længere bange for livet. Jeg er heller ikke bange for at dø. Er faktisk lidt nysgerrighed på at se, hvad der sker den sidste dag, den sidste time og det sidste sekund. Og da jeg ikke er bange for døden, er jeg heller ikke længere bange for livet.

I de syv år i Sverige blev Bo Østlund selv moden.

– Jeg har lagt al skyld og skam over min egen barndom og over min fars selvmord fra mig. Jeg har lagt mine mindreværdskomplekser og offerrollen fra mig, jeg har knuget min mors hånd og fortalt, jeg elskede hende, da hun døde, jeg har lavet en bog om min barndom, hvor jeg tilgav min fars selvmord. Jeg har rejst tilbage i tiden, og jeg har danset kinddans med såvel mine engle som mine dæmoner.

– Jeg tror, man som brændt barn kommer til en skillevej, hvor man enten kan vælge at gå til grunde – som sine forældre – eller man kan blive virkelig stærk. Jeg gik den rigtige vej.

LÆS OGSÅ: Michael Robak: “Lige pludselig var jeg Danmarks nye sexforfatter. Det orkede jeg simpelthen ikke”

De vigtige 10-15 cm

I dag er han hjemme fra Sverige. Bor stadig alene på et øde sted, i et gult fyrtårn på Møns Klint, er frivillig rådgiver på Livslinien og udgiver sine egne bøger. I dag giver han sig selv lov til at nyde sine to store børn og sin kæreste, som han ikke kunne finde på at smække døren i hovedet på. Han synes selv, han er en meget bedre mand, far og kæreste end for 10 år siden. Det kaldes modenhed og livsvisdom.

– Det hele handler om de 10-15 centimeter fra maven til brystet. I maven sidder egoet og offerrollen, og i brystet er man mester i sit eget liv. Jeg kan i dag se livet i en større helhed og skønhed. Jeg kan se, at det hele ikke handler om mig selv, men om helheden. Jeg er meget ydmyg, meget taknemlig – og sover i ske med den stærkeste af alle kræfter, tilgivelsens kraft.

For pengene fra salget "Modne mænd" har han købt sig en autocamper. Den er for ham det ultimative symbol på frihed.

– Jeg er ikke bange for pludselig en dag at blive stinkende fattig, for så kan jeg bare bo i den. Ja, jeg kan faktisk bo i et hul i jorden. Jeg er heller ikke bange for at blive stinkende rig. Jeg har sluppet angsten for det hele. Jeg lever i nuets kraft, og jeg er positiv og glad. Vi bruger alle meget tid på at tænke på noget, som allerede er sket eller på noget, som måske skal ske. Men fælles for begge dele er, at vi intet kan gøre. For vi kan ikke ændre vores fortid og barndom, vi kan ikke glæde os til eller spare op til lykken om en uge, en måned, et år. Men vi kan være til stede lige her og nu. I dag.

– Min far fortrød alting. Han solgte købmandsgården, men samme eftermiddag fortrød han og forsøgte forgæves at få handlen til at gå tilbage. Det kostede hans liv.

Har du nogensinde fortrudt noget?
– Nej, intet. Jeg tror, jeg blev vaccineret mod fortrydelse natten efter den 10. februar, da min bror ringede og fortalte, at min far sent om aftenen havde hængt sig i en ledning i en affaldskælder i Kokkedal. Det var den gave, som jeg midt i tragedien, sorgen og chokket fik af min far. At være tro mod livets beslutninger, store som små.

Bo Østlund, 61

Journalist, forfatter og ejer af forlaget Heatherhill, der udgav bestselleren "Modne mænd" sidste år.

Har bl.a. udgivet antologien "Skilleveje" i 2006 og selvbiografien "Strawberry Fields Forever" i 2009.

Aktuel med samtalebogen "Modne Kvinder".

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Interview