Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Hella Joof
Foto: Sigurd Høyen og Bo Østlund Hella Joof, Anna Thygesen, Lisbeth Knudsen, Solbjørg Højfeldt, Pia Raug og Lisbeth Dahl deler af ud af visheder fra deres liv.

Hella Joof og 5 andre seje kvinder om livet efter de 50

"Jeg blev ved med at opsøge mennesker og situationer, hvor jeg var sikker på at blive afvist"

Hvordan er livet som kvinde, når man har rundet et halvt århundrede? Det beskriver 24 kendte danske kvinder ærligt i en ny bog. Vi har lånt lidt af visdommen her.

Lisbeth Dahl, 71 år, skuespiller - om døden

– Det er da spændende, hvad der skal ske, og jeg er overhovedet ikke utryg ved døden, og jeg er heller ikke bange for at blive gammel, for jeg er en kvinde, og jeg kan klare alting. Måske hjælper min humor mig også, for meget af det, som jeg siger, siger jeg måske i selvironi. Men jeg klarer mig og finder mig ikke i så meget. Heller ikke min egen angst, hvis den skulle banke på. Jeg håber, at min sjæl lever videre, når jeg dør, og skulle det hele blive sort, så kan det jo også være lige meget, for så er det hele jo slut, og så skal jeg ikke ærgre mig over det. Naturligvis tænker jeg somme tider i et glimt over min alder, og at jeg ikke har så mange år tilbage, som jeg har haft, men det er altså ikke noget, jeg beskæftiger mig med i dagligdagen.

Anna Thygesen, 52 år, direktør - om forældre og børn

– Jeg ved ikke, om min søn, Vilhelm, er større end mig selv, men jeg har et kæmpe ansvar. Jeg har altid haft det stramt med mennesker, der udbreder sig om, at livet ikke var værd at leve, før de fik børn. Så må de have haft et rimeligt trist liv. Hvorfor siger man det overhovedet? Der er jo ingen, der forhindrer dig i at sige, at dit liv er fantastisk, og at du elsker dit liv. Men at sige, at børn er den eneste mening med livet, synes jeg faktisk er lidt uopdragent. For hvad med dem, som ikke kan få børn?

– Jeg synes, der er en usund helliggørelse af børn. Dagbladet Politiken kører ofte debatter i to spor: Det ene handler om, at alt skal være økologisk og bæredygtigt, og det andet er en generel lovprisning af børn, som giver alle forældre dårlig samvittighed. Jeg synes simpelthen, det er overkill på de børn. De bliver efterhånden overvåget 24 timer i døgnet, og når forældrene bliver skilt, og de bor en uge hos mor og en uge hos far, bliver de 100 procent forkælet konstant. Det tror jeg bare ikke er sundt. Jeg er tilhænger af rimelig faste rammer, en masse kærlighed og gode værdier.

LÆS OGSÅ: Anna Thygesen: "Jeg har sort bælte i at miste"

Pia Raug, 64 år, sangerinde - om kærlighed

– Kærligheden har vist mange ansigter i mit liv. Jeg blev skilt i begyndelsen af 1990'erne, og på et tidspunkt forelskede jeg mig også i én af mine musikere. Det var én af de ulykkelige, eller ugengældte kærligheder eller forelskelser, som er så fantastiske, og som man kan skrive sange om. Og efter den brugte jeg to somre på at sidde på min terrasse og stirre ud over Lillebælt og fundere.

– To gange med 20 års mellemrum løb jeg ind i to forskellige slags skilsmisser, som begge gange bragte mig i en meditativ tilstand, hvor jeg bare sad og ventede på svar. Dengang levede Calle, Seeren, og selv om jeg syntes, at der også var grænser for, hvor meget man har lov til at belaste kloge sjæle, blev jeg på et tidspunkt alligevel så fortvivlet, at jeg spurgte ham, hvad jeg skulle gøre. "For pokker, Pia. Spørg. Spørg Universet. Du får altid svar," svarede han. "Det kan godt være, du får et svar, før du har spurgt. Det kan også godt være, du får svar på et fuldstændig utidigt tidspunkt, men spørg dog ..." Det var juli i midten af 1990'erne. Jeg sad og stirrede ud over vandet, og så spurgte jeg: "Er det virkelig bare mig, der bilder mig selv ind, at der ikke er gensidighed i fascinationen eller forelskelsen?" Og der var selvfølgelig ingen, der svarede. "Nej, nej, nej, nej, nej," sukkede jeg, og så gik jeg op i mit soveværelse, hvor fjernsynet stod. Det var ved 19-tiden, og de sendte direkte fra Roskilde Festival, hvor Crowded House var på scenen. Og netop Crowded House havde jeg delt med ham, musikeren. Det havde været vores musikalske landskab, som vi havde hørt under de lange nætter, mens vi sad og snakkede sammen. Og da jeg tændte for mit tv, stod de på Orange Scene og spillede Don't Dream It's Over. Og mens de sang, zoomede kameraet langsomt ind fra de tusinder af mennesker, der stod foran scenen, og landede til sidst på ét ansigt, der sang med: "Don't dream it's over." Prøv lige at gætte, hvis ansigt det var! Og så tænkte jeg: "Okay. Jeg har forstået. Jeg skal nok lade være med at spørge om sådan noget dumt noget en anden gang."

Hella Joof, 54 år, instruktør - om vrede

– Da jeg var ung, tog jeg alting meget personligt, og jeg troede næsten, at Gud personligt havde udset mig til at bære rundt på det kors. Han havde kigget rundt, fået øje på mig, og besluttet at give mig et knytnæveslag, et spark over skinnebenet og et spark i røven. "Er det ikke mange ting på én gang?", sagde jeg til mine venner, hvortil de svarede: "Jo, det er måske lige i overkanten." "Ja, og samtidig har jeg fået en knude i brystet," sagde jeg til dem. "Er det bare mig, eller er det ikke uretfærdigt?" Og det måtte de jo give mig ret i. Men jeg kunne også se, at de fik lidt himmelvendte øjne, for det er så trættende, at der er nogen, det altid er synd for. Men en dag gik det op for mig, at det ikke handlede om at lave en underskriftindsamling. Hvad skulle jeg bruge til, at de gav mig ret i, at det var synd for mig? Jeg ville jo faktisk meget hellere have, at det ikke var mere synd for mig end for alle mulige andre. Det var virkelig en åbenbaring. 

– Jeg har nok været vred, fra jeg var sådan seks år, og helt indtil jeg var i midten af 30'erne, hvor jeg fandt ud af, at meget af det handlede om mine egne strategier. Mange af mine trængsler kunne simpelthen undgås, hvis jeg handlede på en anden måde. Først når man er lidt på vej ud af stormen, kan man kigge tilbage og tænke klart. Jeg blev jo også ved med at opsøge mennesker og situationer, hvor jeg var sikker på at blive afvist. Hvorfor havde jeg behov for det? Hvad handlede det om? Så må man gå til psykolog eller læse nogle bøger. Jeg er tilhænger af, at man skal mærke efter og blive klogere. Og det gjorde jeg. "Nå, men det er da klart, at du hele tiden løber efter mænd, der ikke vil have dig, fordi hvis du kan få ham, der ikke vil have dig, så har du med tilbagevirkende kraft fået den far, der ikke ville have dig."

LÆS OGSÅ: Hella Joof: “Man bliver ikke lykkelig af at lede efter fejl hos sin mand”

Lisbeth Knudsen, 64 år, chefredaktør - om tro

– Jeg tror på, der er noget, men jeg går ikke regelmæssigt i kirke. Jeg er medlem af folkekirken, men jeg synes, at den er ude af takt med tiden. Den siger for lidt til moderne mennesker, fordi den er bundet af nogle faste ritualer og for mange funktionærpræster uden engagement. Af for meget rutine. Jeg synes ikke, at den er egnet til at tage noget af den bekymring og de udfordringer, som mennesker har i dag. Jeg savner simpelthen noget mere varme i folkekirken. Jeg savner en rummelighed i diskussionen om, hvad tro er, og hvad skal vi bruge troen til, og hvad troen kan hjælpe os med og så videre. Jeg synes, der er lidt for meget tjenestemand og funktionær over præsterne. Jeg vil hellere se dem som mennesker, der har en særlig rolle og en særlig opgave som formidlere.

– Men jeg tror på Gud, selv om jeg ikke altid synes, at jeg har forstået ham Vorherre, når han tager sine beslutninger. Troen er for mig mere et sted og et rum, hvor jeg kan reflektere, hvor jeg kan finde ro. Og Bibelen er et sted, hvor der kan findes håb, og hvor jeg kan finde en eller anden form for hjemsted, hvis jeg er ude i høj søgang. Og rummet betyder for mig mere end den, som bestyrer det. Jeg har brugt de rum to gange i de senere år, hvor jeg havde brug for at reflektere og tænke over ting, som skete i mit liv. Men jeg beder ikke i det daglige. Jeg tror ikke, Gud kommer med løsningerne på tingene, når livet går i hårdknude.

LÆS OGSÅ: Cecilie Nørgaard: “Vi socialiserer stadig drenge og piger forskelligt og stereotypt”

Solbjørg Højfeldt, 70 år, skuespiller - om kroppens forfald

– Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg aldrig, jeg har været helt tilfreds med mig selv. Det er blevet bedre med årene, men helt tilfreds tror jeg ikke, jeg har været. Efter at jeg har fået lidt ondt i ryggen og knæene og fået andre skavanker, så oplever jeg virkelig, hvor vigtigt det er, at min krop fungerer, og at jeg kan gå mine lange ture, som jeg elsker, og sådan noget. Så må det andet hænge.

– Jeg er jo skuespiller, og jeg lever af mit ansigt, så det gør det faktisk ikke lettere at definere, om jeg er forfængelig eller ej. Jeg har i hvert fald ikke fået foretaget kosmetiske operationer. Jeg har ikke fået flyttet øjnene, eller hvad sådan noget hedder, og jeg har heller ikke fået pustet ting og sager ind for at gøre min hud mere stram. Af den simple grund, at jeg ikke tør. Jeg er aldrig blevet opereret i mit liv. Jeg går ikke frivilligt ind og lader nogen skære løs i mig. Det kan tidsnok komme, hvis de indre organer begynder at svigte. Hvis andre mennesker har behov for det, så fred være med dem, men jeg synes ikke, det er en god idé. Og så må jeg jo bare læne mig tilbage og håbe på, at de ringer til mig, når de skal bruge én med et godt rynket fjæs, fordi jeg er den eneste, som ikke turde.

– I Skovshoved, hvor vi bor, løber alle frem og tilbage med pandelygter om aftenen for at holde alderen og døden på afstand, og pludselig ligger vi der under en løbetur med næsen i vejret, og så er den skid slået. Bum. Det var dét liv. 

Modne kvinder

I bogen Modne Kvinder deler stærke kvinder som Vivi Flindt, AnnMari Max Hansen, Anne Dorte Michelsen og Majbritte Ulrikkeholm – foruden de kvinder, du kan læse om her – ud af mere end 1.500 års samlet livserfaring.

Bogen indeholder samtaler med visdom og selverkendelse om glæde, følsomhed, karriere, begær, selvværd, angst, forfængelighed, singleliv, kroppens forfald, tro, død og meget mere.

Modne Kvinder af Bo Østlund, Forlaget Heatherhill, 270 kr.

Se, hvad vi ellers skriver om: Hella Joof, Alderdom og Interview