Helle Thorning-Schmidt
SPONSORERET indhold

Helle Thorning-Schmidt: ”Jeg har tre store ønsker for den generation af børn, som vokser op i dag”

Strik med Hendes Verden og støt børn i Danmark og resten af verden. Direktør for Red Barnets internationale organisation, Helle Thorning-Schmidt, har iført sig årets tørklæde og fortæller, hvorfor arbejdet med at hjælpe børnene er så vigtigt.

Af: Eline Holm Foto: Louise Dyring MBAE/Red Barnet
15. okt. 2018 | Livsstil | Hendes Verden

Vejen til en bedre verden går gennem børnene

– Ligegyldigt hvor mange uhyrligheder, jeg har været vidne til ude i verden, kan jeg stadig blive meget indigneret over at se de ting, vi tillader, at børn bliver udsat for. Vi skal huske, at uanset hvor i verden, der er krig, hungersnød eller naturkatastrofer, så er halvdelen af dem, det går udover, børn. De har ingen indflydelse på den situation, de er kommet i, og derfor er det så vigtigt at hjælpe dem. Dybest set tror jeg på, at vi får en bedre verden, hvis vi kæmper for, at børn over hele verden får acceptable levevilkår. De er den næste generation, så når vi hjælper børn til at få et bedre liv, gør vi fremtiden bedre. Personligt synes jeg ikke, der er noget vigtigere end at kæmpe for børns rettigheder, og det er meget livsbekræftende og en stor glæde for mig at få lov at give mit bidrag til denne sag.

LÆS OGSÅ: Strik for en sag: Årets tørklæde – alle kan være med!

Børn skal vide, at de har rettigheder

– Børn er borgere ligesom alle andre, de er bare små borgere, og alene i kraft af det, har de ret til at blive hørt. I Danmark er vi rigtig gode til at respektere, at børns mening også tæller og til at give dem en stemme i debatten. Men i mange andre lande bliver børn slet ikke hørt eller set, for de bliver ikke betragtet som mennesker, der har en værdi i sig selv. Noget af det, jeg elsker mest ved mit arbejde, er at komme ind i et klasseværelse et sted ude i verden og tale med børnene. Jeg spørger dem, hvilke rettigheder, de selv tror, at de har? De bliver enormt glade, når jeg fortæller dem, at de faktisk har ret til sundhed, til at gå i skole, til at blive hørt, og til at leve uden vold. Og børn er faktisk rigtig gode til at snakke med om det og har mange holdninger. At oplyse børn om deres rettigheder er første skridt mod, at de får dem.

En lille smule gør en stor forskel

– Hvis jeg kunne, ville jeg invitere alle Hendes Verdens læsere med ud og se nogle af de ting, som børn udsættes for. Piger, der bliver gift væk, når de er 13 år, babyer der dør af sygdomme, som vi let kan kurere, eller lever med ekstrem vold, fordi de vokser op i en krigszone. Da jeg var i Yemen for nogle måneder siden, sad jeg med en lille pige i armene. Hun var otte måneder, men var ikke større end en fire uger gammel baby i Danmark. Og der er ingen tvivl; uden hjælp fra Red Barnet havde hun ikke overlevet ugen ud. Når man oplever sådan noget, kommer det helt naturligt, at man får en meget stærk lyst til at gøre noget. Den gode nyhed er, at alle kan gøre noget, og at det især nytter noget, når vi løfter i flok. Der er det vigtigt at huske på, at verden rent faktisk bliver bedre hver eneste dag. Red Barnet er med til at forhindre, at piger bliver gift meget unge, og vi sikrer, at børn i krigszoner bliver beskyttet mod vold og krigstraumer, og at børn kommer i skole og får noget at spise. Det kan vi kun gøre, fordi der er så mange engagerede mennesker, som hver eneste dag gør en lille forskel. Når mange gør en lille smule, så betyder det pludselig en hel masse.

Det går lige i hjertet, når et barn har det dårligt

– Man kan måske tænke, at børn, der lever langt væk fra Danmark, ikke er vores ansvar. Men vi har alle sammen et fælles ansvar for at sikre børn en bedre fremtid, uanset hvor de bor henne i verden. Jeg tror, at de fleste mennesker har oplevet at sidde derhjemme og se tv eller læse avis og har hørt om nogle af de forfærdelige ting, børn er udsat for i andre lande, og så kan man simpelthen mærke det i hjertet. Jeg har mødt de børn, der overlever, fordi de bliver vaccineret eller får den mad, de har brug for. Jeg har mødt den 15-årige pige, der havde en jordemor ved sin side, da hun skulle føde sit barn og siden lærte, hvordan man beskytter sig mod graviditet. Og jeg har talt med de drenge, der har fået et godt liv, efter de har været rekrutteret som børnesoldater. Man kan ikke lade være med at blive dybt berørt af deres historier og stolt af, at mennesker i Danmark via Red Barnet har været med til at få det til at ske.

LÆS OGSÅ: Strik dig fra risikoen for depression, angst og smerter

3 store ønsker

– Jeg har tre store ønsker for den generation af børn, som vokser op i dag. Det ene er, at ingen børn dør af sygdomme, vi kunne have forhindret. I dag ved vi, hvordan man bekæmper diarre og lungebetændelse, og hver gang jeg oplever, at børn dør af disse sygdomme, slår det mig, at det burde vi være i stand til at forhindre i 2018. Vi kan snart komme til Mars, men vi kan ikke sikre, at alle børn får adgang til de mest basale sundhedsydelser. Det hænger ikke sammen. Det andet er, at alle børn kommer i skole. Når børn ikke har adgang til uddannelse, frarøver vi dem deres fremtid, fordi vi begrænser deres muligheder for at få et arbejde og tjene deres egne penge. Det tredje er, at alle børn skal beskyttes mod vold. De tre ting er de største mangelvarer for børn ude i verden, og det er dem, vi i Red Barnet arbejder så hårdt for at sikre.

Helle Thorning-Schmidt Red Barnet

Direktør for Red Barnets internationale organisation, Helle Thorning-Schmidt, har iført sig årets tørklæde.

Ingen børn skal føle sig udelukket af fællesskabet

– Det kan virke som om, at børn hjemme i Danmark kun har små problemer i forhold til alt det, der foregår ude i verden. Men vi skal huske, at der også i Danmark er børn, der lever med fattigdom, er udsat for seksuelle overgreb, bliver udsat for mobning eller på andre måder er udelukket af fællesskabet. Og tingene hænger sammen. Når vi sikrer, at børn i Danmark har det godt, og når vi har respekt for deres rettigheder, bliver vi også automatisk opmærksomme på børn i andre lande. Og vi lærer vores børn det samme – at alle mennesker skal behandles ordentligt og respektfuldt. Når børn vokser op med at tage ansvar både for sine nærmeste og for mennesker ude i verden, skaber vi en bedre fremtid for os alle sammen.