Strikning afslappende
SPONSORERET indhold

Undersøgelse viser: Du kan strikke dig til et bedre helbred

Ny undersøgelse viser, at man kan reducere risikoen for depression, angst, demens, kroniske smerter og sågar ensomhed ved at strikke. Den populære hobby er nemlig både fordelagtig for det fysiske og mentale helbred.

Af:: Mette Andersen Foto: Getty Images
15. mar. 2018 | Sundhed | ALT.dk

Undersøgelsen med det overraskende resultat er lavet af den engelske organisation Knit for Peace, som har et stort strikkende netværk med 15.000 medlemmer, der strikker for et godt formål.

Organisationen har sammenholdt en stor mængde research om effekten af at strikke med en spritny spørgeundersøgelse blandt 1.000 af deres medlemmer.

Ud fra det er de kommet frem til: 

 “Der er en enorm mængde research der viser, at det at strikke har fysiske og mentale helbredsfordele, at det bremser begyndelsen af demens, bekæmper depression og distraherer fra kronisk smerte. Det er en aktivitet, der kan fortsættes på trods af alderdom og en samfundsmæssig aktivitet, der hjælper med at overvinde følelsen af isolation og ensomhed, som alt for ofte er en del af alderdommen. Det er desuden en færdighed, der kan fortsætte, når syn og styrke bliver mindre."

En af de undersøgelser, som fremhæves, er lavet af Harvard Medical School i 2007. Den fandt, at man ved at strikke igangsætter kroppens naturlige afslapning, at hjertefrekvensen sænkes med gennemsnitligt 11 slag i minuttet og dermed får blodtrykket til at falde.

Læs også: 11 opskrifter på strikkede karklude

Det viser undersøgelsen

Knit for Peace spørgeundersøgelse blev foretaget blandt 1.000 af organisationens medlemmer, hvor 70% er over 60 år. 70% af besvarelserne viste, at deltagerne fandt at det at strikke forbedrede deres helbred af den primære årsag, at det er afslappende.

10,7% af deltagere siger, at strikning hjælper til at tackle kroniske smerter, mens 14,3% fortæller, hvordan det får musklerne til at slappe af, hvilket 21,4% forbinder med at mindste gigtsmerter. Hele 26,1% beskriver, hvordan deres blodtryk falder, når de strikker, fordi det er afslappende og tilnærmelsesvis terapeutisk.

Én deltager beskriver også, hvordan hænderne pludselig er optaget når man strikker, og hun derfor kan takke hobbyen for både rygestop og vægttab, da hun i stedet for at snacke, når hun ser tv, er begyndt at strikke.

Mere end halvdelen (64,8%) af Knit for Peace’s medlemmer siger, at de ved at tage del i strikkeprojektet, som bl.a. går til udsatte flygtninge og hospitaler, giver dem en følelse af at være til nytte.

En deltager, Beryl, som er over 85 år, fortæller:

”Jeg kan kun strikke børnetrøjer, og det er det eneste, jeg har tilbage, hvor jeg kan være produktiv og bidrage, nu hvor jeg bor på et plejehjem. Det er også noget, som medarbejdere og andre beboere kan snakke med mig om, og det hjælper til at dulme mine smerter.”

Depression og ensomhed er udbredt i Danmark

Mellem 150.000 og 200.000 danskere lider af depression, som efterhånden er blevet en folkesygdom. Ensomhed er ligeledes meget udbredt blandt danskerne og en af Mary Fonden og Ældresagens mærkesager. 

Knap 100.000 danskere mellem 30 og 60 år oplever alvorlig ensomhed, mens 33.000 ældre over 65 år føler sig ensomme. Ensomhed øger risikoen for sygdom og død.

Ifølge undersøgelsen lavet af Knit for Peace, kan det at strikke medvirke til mindre risiko for bl.a. ensomhed og depression, og med disse triste tal i mente, så vil vi gerne opfordre til at finde strikkepindende frem.

Det kan i hvert fald ikke skade…

Kilder: Huffington Post, Ældresagen og Mary Fonden

Læs også: 9 gode råd til dig, der vil i gang med at strikke