Iben Maria Zeuthen

Foto: Peter Nørby Vi er nødt til at blive skarpere på, hvad løsningen på sexisme er, skriver Iben Maria Zeuthen i denne klumme.

Debat: Hvorfor skal vi gøre os til dommere over, om Dyrbys undskyldning er ægte og dybfølt nok?

Når en krænker undskylder, står der et helt kor klar på sidelinjen for at bedømme, om undskyldningen er autentisk nok, og om den falder på det rigtige tidspunkt. Men vi må ikke lade vigtige etiske diskussioner drukne i folkestemning og følelser, skriver Iben Maria Zeuthen i denne klumme.

Når vi nu i disse år ser ledere, der går af, efter det man bedst kan betegne som mere eller mindre ubevidst magtmisbrug og nedarvet sexisme, så ser vi nogenlunde samme proces gentaget i kronologisk rækkefølge: løgn eller fornægtelse der følges af forsøg på udglatning og ansvarsfralæggelse, derpå følger stirrekonkurrencen hvor begge parter holder fast i deres versioner, hvorefter den ene part knækker, for tiden ofte den tidligere magtfulde part.

Herpå følger en undskyldning i håbet om at blive tilgivet med en allerede populær vending: være en del af løsningen (for måske at kunne beholde sine privilegier, vil den mistillidsfulde indskyde), hvorefter det viser sig at være for sent.

Forløbet er komplet: monumentet vælter, nye konstellationer spirer frem. Det er i hvert fald en analyse blandt mange mulige. Spørgsmålet er, hvorfor det er for sent? Hvad er det, der afgør, om krænkeren kan være en ”del af løsningen”? Hvad skal der til for, at vi stoler på andres gode intentioner, og er det nok til at kunne fortsætte sammen?

Læs også: Karen-Helene Hjorth: ”Jeg kan huske følelsen af hans tunge inde i min mund”

Tre ting spiller ind

Det lader til, at der først og fremmest er tale om et timings-spørgsmål: hvor sent kommer indrømmelsen? Kommer den først efter, at skeletterne er væltet ud af skabet? Stoler man på, at indrømmelsen kommer af pure indsigt, eller har man på fornemmelsen, at den sker, fordi der er en gulerod forbundet ved at indse sine fejl?

Dernæst handler det om, hvilke konkrete tiltag krænkeren – efter sine krænkelser men før maskefaldet – har fordret som kunne lede til en løsning.

Og sidst, men ikke mindst, er sagen utrolig afhængig af folkestemningen: masserne er blevet æltet, den brede befolkning har fået nye indsigter, det er langt nemmere at blive dømt ude i dag end for blot et år siden, hvor menigmand stod på sidelinjen og råbte ”heksejagt”. Det sidste, at samtalen er åbnet og at flere og flere forholder sig åbent overfor snakken om magt, er godt. For et år siden skulle man bruge den første halve time af enhver diskussion på overhovedet at få lov til at sige, at arbejdsmarkedet historisk set har været styret af usynlig maskulin magt.

Vi bedømmer en undskyldnings ”ægthed”

Hvad der i højere grad bekymrer mig, er vores behov for på en guldvægt at veje andres intentioner ud fra eget synspunkt, forstået således: når en krænker undskylder, så står der et helt kor klar på sidelinjen til at bedømme denne undskyldning: er den dybtfølt, er den ægte, hvor meget (på en hidtil ukendt tillidsskala) tror vi på angeren? For mig at se naturlige menneskelige overvejelser, der vil afgøre, om vi ”kan fortsætte sammen”.

Men er det nu også disse intuitioner, vi skal bruge, når vi afgør, hvordan vi løser de her strukturelle problemer? Selverkendelse, uddannelse og indsigt er den vigtigste faktor, hvis man vil sexisme til livs, men for mig at se lader vi vigtige etiske diskussioner drukne i folkestemning, hvis vi overlader vores beslutninger til vores følelser.

Man åbner grundlæggende op for en fremtid styret af spørgsmålet om, hvem der er den populæreste person i klassen, og hvem man umiddelbart tror mest på.

Derudover må vi indse konsekvensen af ikke at tro på en undskyldning, hvis den sker på baggrund af systematisk forkert adfærd: hvordan har vi det med alle kommercielle firmaer, der nu endelig har fundet ud af, at det kan betale sig ikke at skabe et usundt uopnåeligt ideal af skønhed, men i stedet repræsentere rigtige mennesker? Tror vi på undertøjsfirmaer, kosmetikmærker og modeblade, der nu i rigt mål dyrker alle former og farver på forsider og billboards verden over? I disse tilfælde har vi faktisk ikke engang fået en undskyldning.

Læs også: "Det kræver mod" og "I er ikke alene!": Kendte kvinder bakker op

Kan krænkeren blive en del af løsningen?

Lad os spørge os selv: hvad skal der til for, at vi kan få genoprettet tilliden til magten, og er det overhovedet det, vi vil? Er det virkelig en specifik form for undskyldning givet på det helt rigtige tidspunkt? Og hvis ikke det lykkes: er det så bare lykken, at Dyrby går af, og der kommer en ny magtfuld person, mens ledelsen i det specifikke mediehus kan ånde lettet op og fortælle en historie om at ”sexismen er håndteret”?

Eller skal vi i virkeligheden grave meget dybere: sprede magten ud på langt flere hænder, turde det lange seje træk hvor krænker faktisk bliver en del af løsningen via uddannelse, dialog og evt. fratagelse af personaleansvar? Afhængigt af krænkelsens karakter, selvsagt. Og her er jeg ikke den, der advokerer for, at Dyrby kunne fortsætte. Men for at vi skal kunne vurdere, om nogen kan ”være en del af løsningen”, bliver vi nødt til at blive klarere omkring, hvad løsningen er.

Vi har stirret os blinde på denne ”undskyldning” og tænker, at vi håndterer sagen, når vi vurderer undskyldningens oprigtighed.

Men en undskyldning og en fratrædelse er symptombehandling. Og faren ved symptombehandling er, at sygdommen ikke kureres.  

Se, hvad vi ellers skriver om: Sexisme, Klumme, #MeToo og #MeToo-skolen