Helle Thorning, Sofie Linde og Ditte Haue
SPONSORERET indhold

"Det kræver mod" og "I er ikke alene!": Kendte kvinder bakker op

På de sociale medier er der stor opbakning til de 11 kvinder, der i en ny dokumentar står frem med navn og fortæller om grænseoverskridende oplevelser på TV 2.

Af: Redaktionen Foto: Bo Nymann Her&Nu
29. nov. 2021 | Livsstil | ALT.dk

I en ny dokumentar står 11 nuværende og tidligere TV2-medarbejdere frem og fortæller om den krækende adfærd og de seksuelle undertoner, som de – i en periode på i alt over 20 år – har oplevet, mens de har arbejdet på tv-stationen.

Blandt dem, der står frem, er blandt andet den populære tv-vært Janni Pedersen, der fortæller, hvordan hun fik meldingen om, at hun kunne blive fastansat, hvis hun havde sex med chefen, mens Karen-Helene Hjorth fortæller, hvordan hun som ung oplevede, at en chef stak sin tunge ind i munden på hende efter en TV2-fest.

I en længere artikel i Information uddyber fire af kvinderne yderligere.

Dokumentaren og artiklen har fået folk til tasterne, og på Instagram bakker flere kendte kvinder nu op med både opslag og kommentarer.

Blandt andet har Helle Thorning-Smith delt et screenshot fra dokumentaren med teksten: ”Tak. Det kræver så meget mod at gøre dette.”

Læs også: Karen-Helene Hjorth: ”Jeg kan huske følelsen af hans tunge inde i min mund”

”Tak♥️ ”

Og den tidligere statsminister er langt fra den eneste, der giver udtryk for sin taknemmelighed over, at de 11 kvinder står frem og fortæller deres historier.

Også Sofie Linde, der med sin tale til Zulu Comedy Galla 2020 for alvor satte gang i anden bølge af #MeToo, bakker op på Instagram og takker kvinderne for deres mod til at fortælle deres historier.

”Tak ♥️ I gør en forskel! Jeg står sammen med jer – I er ikke alene!,” skriver hun bl.a. og uddyber:

”Det er vigtigt, at vi bliver ved med at pege på de uligheder, som hersker mellem mænd og kvinder. Se tilbage og erkende de oplevelser og krænkelser, som har fundet sted. Så vi i fælleskab kan kortlægge de usynlige strukturer. Og derved arbejde henimod, at ligestilling og lige arbejdsvilkår for mænd og kvinder ikke er noget vi kæmper for - men noget vi har.”

Læs også: Janni Pedersen dybt berørt: “Jeg var 31 år og gift…”

"Vi skal alle stå sammen"

TV2s nyhedsjournalist Ditte Haue støtter ligeledes op om sine kollegaer på Instagram og kommer med en opsang til dem, der udskammer de kvinder, som står frem:

”Nu må og skal vi alle stå sammen og sige fra overfor den udskamning og nedgørelse, der rammer dem, der tør,” skriver hun i opslaget, hvor hun fortsætter:

”Send lidt kærlighed i retning af dem, der IKKE står frem for at få opmærksomhed, men for at ændre det samfund og den sexistiske kultur, vi jo alle kender til. For den må og skal ændres.”

I kommentarsporene til opslagene er der også stor opbakning. Her har blandt andre Ida Auken, Pernille Rosendahl, Alex Høgh Andersen, Lene Beier, Sandie Westh, Pernille Skipper, Andrea Elisabeth Rudolf og Annemette Voss tilkendegivet deres støtte til de kvinder, som står frem i dokumentaren.

Læs ALT.dks store tema om sexisme og beretninger om seksuelle krænkelser fra over 100 kvinder

Anbefalet til dig