Hjemmets brevkasse
SPONSORERET indhold

Brevkasse: Jeg frygter, at min søn stjæler fra mig

Efter jeg var på hospitalet, forsvandt nogle penge fra mit hjem, og jeg mistænker min søn, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
14. okt. 2018 | Livsstil | Hjemmet

Hjemmets brevkasse

Jeg blev for et halvt års tid siden alvorligt syg og måtte derfor akut indlægges på hospitalet for en længere periode. I den forbindelse tilbød mine to børn samt en god ven, at hente ting til mig i min lejlighed og se efter post og vande blomster. Det var jeg meget taknemmelig for.

Da jeg kom hjem fra hospitalet, opdagede jeg, at der var blevet stjålet fra mig, mens jeg var indlagt. Jeg har igennem mange år samlet „småpenge“ så som 10-, 20- og 50-kroner. De lå i en stor skål, der indtil min indlæggelse stod på en hylde i mit skrivebord.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Vi klarer ikke en ferie med vennernes forkælede datter.

Da jeg vendte hjem, var både skål og penge imidlertid væk. Der var ikke spor af indbrud, og da det kun er mine to børn, en søn og en datter, samt min gamle ven, der har haft nøgle til min lejlighed, er jeg ret overbevist om, at en af dem har taget pengene. 

Jeg har spurgt dem alle, men de benægter, men siger også, at der ikke har været andre end dem i lejligheden. Jeg er skuffet og vred, også fordi det er de tre mennesker i verden, der står mig nærmest.

Min 55-årige søn blev for nogle år siden fyret fra et job, fordi han blev taget i at „låne“ fra kassen. Han er ellers sød og hjælpsom, og han benægter ligesom de andre to. Har du et råd til, hvad jeg gør, før det ender med, at vi alle sammen bliver uvenner?

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Hjælp, jeg bliver ved med at skrive med fremmede piger, selvom det sårer min kæreste hver gang.

Vibeke Dorph svarer

Nu virker det tyveri, du har været udsat for, ret klodset og uigennemtænkt gennemført. Den skyldige må da have vidst, at du hurtigt ville opdage det, og ikke mindst, at han/hun ville være blandt de kun tre mulige gerningsmænd.

Jeg foreslår følgende. Sig til dem alle tre, at du virkelig mangler de penge, men at du ikke længere går så meget op i, hvem af dem, der har taget dem, du vil bare gerne have dem retur. Så finder du en måde, hvorpå pengene kan afleveres anonymt og meld så ud, at pengene kan lægges der.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Vores ferie er truet af ubudne gæster, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre

Du kan være heldig, at den skyldige rammes af en velfortjent dårlig samvittighed og derfor leverer pengene retur. Sker det ikke, så må du lade det fare.

Din søn har en forhistorie, der gør ham til en mulig mistænkt, selvom du skriver, at han ellers er et godt menneske, der ikke tidligere har taget noget fra dig. Gør ham nu alligevel den tjeneste, at der fremover ikke ligger penge frit fremme hjemme hos dig. For man skal ikke friste svage sjæle.

Anbefalet til dig