Søren Mcguire: "På en måde er fodbold som 'Gift ved første blik', bare en smule mere larmende"

Nå, så fik hverdagen atter stukket sit grimme fjæs frem i familiekalenderen og mindet os om, at vi åbenbart mangler minimælk, Cheerios, solskinstimer og figenpålæg, og at vi jo skal huske at booke service til bilen, hælde afspændingsmiddel på opvaskemaskinen, køre skraldespandene ud på fortovet og knalde onsdag aften. Farvel til sommerferiens ligegyldighed over for uopfindsomme madplaner og budgetkontoer i balance, arrividerci til kun at skændes om, hvilken af havnepromenadens halvsnuskede, pseudo-italienske charterturistfælder vi skal spise på i aften.

LÆS OGSÅ: Klumme om parforhold og forskelligheder

På den måde kan september sgu godt være et lidt anstrengt bekendtskab. En slags januar, bare med flere hvepse.

Heldigvis er det også i september, at der igen er fodbold i fjernsynet, og vi mænd således tager hul på en ny sæsons tv-transmitteret jubelidiotisk flugt fra fornuften, husfreden og civiliseret opførsel. Efter en lang og knastør sommer uden andet end lidt tennis og et halvkedeligt cykelløb i det sydfranske bøhland skal vi igen til at bide huller i fjernbetjeningen, græde i pyntepuderne og tage på arbejde i ketchupplettede fodboldtrøjer, bare fordi et engelsk fodboldhold ejet af en korrupt russisk milliardær bestående af 11 overbetalte, forvoksede teenagere spiller en fodboldkamp. Nej, det giver ikke den store mening. Men hvor har vi glædet os!

Desværre er denne komplet irrationelle kærlighed til fodbold i overvejende grad stadig noget, vi mænd har for os selv. Følelserne, frustrationerne, fællesskabet, glæden, afmagten og den brusende følelse af god, gammeltestamentlig kropslig katharsis, det giver at sidde hjemme i stuen og råbe af Jan Mølby det meste af en lørdag eller skåle med vidt fremmede mænd i flad fadøl og salte tårer fra endnu et Brøndby-nederlag. Hvorfor er det egentlig forbeholdt os mænd?

Jeg tror nemlig, vi alle, mænd som kvinder, har et behov for engang imellem at blæse højt og flot på følelseslivets rationalitet og gøre noget dumt, bøvet og åndssvagt. Noget, der ikke nødvendigvis flugter med samfundets krav om kompetencer og demokratisk dannelse. Det er vel derfor, nogle mennesker bungeejumper, camperer i en pøl af pis på Roskilde Festival, får farlige ansigtstatoveringer eller bruger en masse unødvendig energi på at være sur på Ulrik fra ”Gift Ved Første Blik” otte onsdage i træk. Rationaliteten er til at overse, ikke?

LÆS OGSÅ: Klumme: "Min ven Jesper gik fra sin kone et par dage efter nytårsaften..."

Sat op mod ting som klimaforandringer, multiresistente svinekødsbakterier og stigninger i grundskylden er det naturligvis helt og aldeles fløjtende ligegyldigt, om Chelsea vinder Champions League eller ej, ligesom det heller ikke gør nogen som helst forskel, om Poul køber øl til Lene, eller om Michael nogensinde får røven op af gamerstolen. Men er det ikke bare fantastisk at lade sig rive med undervejs, hinsides al fornuft og følelse? Det hele kan hurtigt blive rasende kedeligt og konformt, hvis det hele altid skal give mening.

På den måde er fodbold som ”Gift Ved Første Blik”, bare en lille smule mere larmende. Det er en ventil, vi kan lette lidt på, når reglerne og rutinerne klemmer lidt for meget om de mentale klunker, og vi får lyst til at flygte ind i et følelsesliv, som ellers med rette ikke hører resten af hverdagen og voksenlivet til. Og på et eller andet tidspunkt tjekker vi jo trods alt ind i fornuften igen. Om ikke andet, så når sæsonen slutter til maj.