Nillou Zoey Johannsen: Jeg tænder på magt - og det giver selvsagt dette problem

Jeg er så heldig at være mor til en pige og en dreng, og som de fleste mødre ønsker jeg dem lige muligheder i livet. Og det tror jeg også, at der er gode chancer for. Som jeg ser det, er vi lige nu midt i en mindre kønsrevolution, der kommer til at ændre vores syn på os selv, seksualitet og magt for al fremtid.

Jeg er selv født midt i en revolution, i 1979 i Iran. Dengang endte revolutionen med en tydelig taber, nemlig kvinderne, der fik rullet de fleste af deres rettigheder tilbage. I Danmark har vi lært at lytte til hinanden. Ændringerne er først og fremmest båret af kvindestemmer, der har italesat nogle skæve magtstrukturer, vi alle indtil for ganske nylig har accepteret. Tiden har ændret sig, og det har fået mig til at se på mine præferencer og valg fra et nyt perspektiv.

LÆS OGSÅ: Nillou blev skilt for to år siden - og lærte noget vigtigt om sig selv og kærligheden

Jeg har for eksempel tændt på magt, lige siden jeg kan huske det. Det er ikke superfedt at indrømme, men sådan er det. Magtfulde mænd har gjort det for mig. Om det er deres status eller dygtighed, jeg tænder på, ved jeg ikke med sikkerhed, men begge dele udstråler overlegenhed og styrke.

Det tænder mig. Måske spiller biologien en rolle, for hvem jeg stadig befinder mig i jægersamfundet, hvor min overlevelse skal sikres. Den stærkeste leder i gruppen er også ham, der tager det største ansvar for, at gruppen overlever, når sabeltigeren angriber, jordskælvet rammer, eller føden er knap. At tænde på magten biologisk, sikrer mit afkom, mit liv og min status i gruppen.  

Det er jo forståeligt nok i overlevelsesperspektivet, men problemet er selvsagt, at jeg er med til at give magten mere magt. Desuden behøver jeg ikke engang at rejse tilbage til jægersamfundet for at forstå min indkodede hang til magt.

Jeg er født og opvokset i et ekstremt mandsdomineret samfund. Iran i 80’erne var præget af, for mig at se, dybt karikerede og uforenelige mande- og kvinderoller. De fleste kvinder gik hjemme med børnene. Manden gik ud og tjente pengene.

Han blev opvartet, havde ordet og magten, mens kvinden havde børnene og hjemmets tjanser. Der er naturligvis variationer og nuancer. Også i min egen familie var der særdeles stærke kvinder, ingen mand kunne rokke ved, men som helhed favoriserede samfundet klart manden. Det var manden, hans position og økonomi, der sikrede kvindens overlevelse. En skabelon, der direkte er kopieret fra jægersamfundet.

LÆS OGSÅ: Ditte Okman havnede i shitstorm: "Det var virkelig dumt og ufølsomt gjort"

I min barndomsverden var vold i hjemmet én måde for manden at bevare sit greb om magten på. Pengene var en anden. Magten overlevede igennem frygten. Min mor og jeg flygtede fra den manglende kvindefrihed i mit land og landede i Danmark. Et af verdens mest frigjorte lande.

Til trods for at vi har en kvindelig statsminister herhjemme, har magtuligheden stadig eksisteret i krogene. Så måske er min præference for magt et urgammelt menneskeligt vilkår baseret på idealer, der har levet dybt i os alle. Uligheden er som et gammelt, kollektivt sår, der nu skal heles, uanset om vi er født i et af verdens mest eller mindst frigjorte lande.

Jeg er sikker på, at det er muligt, men vi skal blive ved med at have dialogen kønnene imellem. Alle taber på uligheden, både magten og afmagten. Og hvem ønsker i øvrigt ikke lige muligheder for sine små piger og drenge, når de bliver store og en dag selv står i og med magten?